Fra Fra: Funeral Songs
Glitterbeat Records
Det er en spændende plade, tyske Glitterbeat har udsendt. Selskabet som nærmest overtog engelske World Circuit’s og Real World’s position som førende indenfor specielt afrikansk musik i Vesten, har virkelig fat denne gang, hvor de zoomer ind på Kologo-kulturen i det nordlige Ghana.
Du husker måske King Ayisoba, som fra tid til anden kommer forbi med sin rustikke kologo-lut? Han er ud af Fra Fra-stammen, og hans instrument er en ret rå version af den vestafrikanske banjo, som i andre kulturer har navne som xalam (på wolof i Senegal), n’goni (på bambara i Mali) og så videre. Det gælder også denne gruppe, som har taget navn efter det folk, den kommer fra – eller rettere det navn, som de engelske kolonialister i sin tid gav dem, og som de siger, at de foretrækker.
Musikernes navne er også ret sparsomme, for kvartettens leder hedder simpelthen Small og tager sig både af hovedvokalen og spillet på den tostrengede kologo, som er pyntet med hundehalsbånd, der klirrer og giver en hvislende perkussiv lyd.
En af bluesmusikkens vigtigste vugger
Vi befinder os i Tamale, og selv om det er begravelsesmusik, er der tale om lange forløb, som har jægermusikkens trancestemning. Der fortælles lange historier i udsagn, der kalder på svar, ikke ulig Malis og Burkina Fasos berømte donso-jægere som blandt andre Sibiri Samake. Det er en musik og kultur, som mange forskere i musik har ment er en af bluesmusikkens vigtigste vugger, og musikken har da også sine steder meget til fælles med den tidlige musik fra sorte bluesmusikere i USA’s sydstater.
‘Funeral Songs’ har en egen stemning, som måske ikke helt er så dyster, som temaet måske kunne lægge op til. Den er optaget i fri luft af Ian Brennan, som også har arbejdet med blandt andre Tinariwen og har gang i en hel serie med dokumentariske optagelser.
Her i udkanten af Tamale er solen for længst kommet på himlen, og efter en hel nat med godt med lokal hirseøl er musikerne for alvor kommet i stødet. Sangene er nærmest fejringer, hvor livets uundgåelige sandheder og at alting har en ende nærmest udløser ekstatisk inspiration – også selv om specielt den 12-minutter lange ‘Help (Death Has Taken Everyone)’ har den dybe blues’ smerte, men er også en slags gospel, hvor Small og hans musikere oparbejder et fælles niveau af trance. Og pladen slutter da også med erkendelsen af fællesskabet i den under to minutter lange ‘We Must Grieve Together’.
Pladen er et fund, og Small og hans venner er fanget i et øjeblik af smuk inspiration af en dokumentarist, der forstår diskretionen og derfor får skabt et dokument, som har en uafrystelig karakter.
