Kriminalisering af homoseksualitet i Afrika
32 lande på det afrikanske kontinent har love, der kriminaliserer forhold mellem mennesker af samme køn.
Det drejer sig om: Algeriet, Burundi, Cameroun, Comorerne, Egypten*, Eritrea, Eswatini, Etiopien, Gambia, Ghana, Guinea, Kenya, Liberia, Libyen, Malawi, Marokko, Mauretanien, Mauritius, Namibia, Nigeria, Senegal, Sierra Leone, Somalia, Sudan, Sydsudan, Tanzania, Tchad, Togo, Tunesien, Uganda, Zambia og Zimbabwe.
* de facto kriminalisering.
Kilde: ILGA WORLD
To år efter Angolas parlament vedtog en ny lov, trådte den omsider i kraft den 9. februar. Derfor er det nu lovligt for to mennesker af samme køn at have sex i Angola.
Loven overtrumfer en gammel lov, der stammede fra nationens fortid som portugisisk koloni, der hentyder til ”amoralsk opførsel i strid med naturen” (vice against nature, red.). Et forbud mod diskrimination baseret på en persons seksuelle orientering er også virkelighed, efter loven trådte i kraft
Læs også: Angola: Homoseksuelle får ret til sexliv
Nicole Scharf, der er projektkoordinator hos LGBT+ Danmark, hvor hun har ansvaret for organisationens programmer i Østafrika, kalder det ”fantastisk”.
”Det er rigtig godt, at der er nogen lande, der afskaffer de gamle kolonilove. Nu har staten ikke lov til at regulere folks forhold længere – det havde den jo før. Nu er LGBT+-personer ligestillet med andre angolanere,” siger hun og forklarer, at loven dermed ikke skal ses så meget som en lovliggørelse af seksuelt samkvem mellem personer af samme køn, som en afkriminalisering af homoseksuelle forhold helt generelt.
Ikke et modefænomen
Selvom præsidenten trak lovens ikrafttrædelse i langdrag ved først at underskrive den i november 2020, er den endnu et tegn på en progressiv udvikling. Tilbage i juni 2018 blev landets eneste LGBT-organisationen, Iris Angola, officielt registreret – noget som organisationens direktør dengang kaldte ”et historisk øjeblik og tegn på, at vi er klar til at begynde et nyt kapitel for alle homoseksuelle borgere”.
Udover Angola har også Sydafrika – det i øvrigt eneste afrikanske land, hvor ægteskab mellem mennesker af samme køn er lovligt – og Botswana gjort sig bemærket ved at bedre vilkårene for landets seksuelle minoriteter.
Da tre botswanske højesteretsdommere i juni 2019 enstemmigt stemte for at ophæve den kolonilov, der gjorde det ulovligt at være homoseksuel, lød det blandt andet fra den ene, dommer Michael Leburu, at ”seksuel orientering er ikke et modefænomen (…) det er en væsentlig del af ens personlighed.”
Den udmelding er vigtig, siger Nicole Scharf.
”Når stater afkriminaliserer, siger de direkte til LGBT+-borgerne: I er mennesker, I bor i de her lande ligesom alle de andre [angolanere, red.], og I har de samme rettigheder,” siger hun, men tilføjer i samme sekund, at det er noget andet, hvad der så sker i praksis.
Langt fra lov til praksis
Selvom Sydafrika efter afskaffelsen af apartheid i midten af 90’erne fik en af verdens mest liberale forfatninger, hvor ikke-diskriminering af LGBT+-personer specifikt nævnes, har landet en meget høj rate af hadforbrydelser mod seksuelle minoriteter og homofobisk-motiverede overfald, fortæller Nicole Scharf
Derfor er der ikke nødvendigvis sammenhæng mellem lov på papiret og de reelle vilkår for seksuelle minoriteter. Det tager tid at flytte holdninger.
”Da loven i Botswana blev stemt igennem, var LGBT+-samfundet bange for, at det skulle gå Botswana som Sydafrika. De måtte trække i arbejdstøjet, for der ligger en masse arbejde i at få befolkningen til at forstå og følge med,” siger Nicole Scharf.
Den internationale organisation for bøsser, lesbiske, bi-, trans- og interseksuelle (Ilga) publicerer hvert år et verdenskort over lovgivning mod seksuelle minoriteter.
Foto: ILGA World
Koloniale tømmermænd eller vestligt fordærv
Ifølge en opgørelse fra ILGA WORLD – Den internationale organisation for bøsser, lesbiske, bi-, trans- og interseksuelle – har i alt 69 af verdens lande i dag national lovgivning, der direkte eller de facto kriminaliserer forhold mellem voksne, samtykkende mennesker. 32 af disse – altså lige knap halvdelen – ligger på det afrikanske kontinent (se faktaboks).
Det påpeges ofte, at de afrikanske landes kriminalisering af homoseksuelle er koloniale tømmermænd, da lovene typisk stammer fra kolonitiden. Modsat argumenterer tilhængere af forbud mod homoseksualitet med, at det er noget, Vesten har bragt med sig – at det er et udtryk for vestligt fordærv og mangel på moral, og at accepten af homoseksuelle er noget, Vesten forsøger at pådutte dem, fortæller Nicole Scharf.
I Østafrika har LGBT+ Danmark programmer i Rwanda, Uganda, Kenya og Tanzania – alle lande – med undtagelse af Rwanda – hvor homoseksualitet er ulovligt. Mens Nicole Scharf ikke vurderer, at udviklingen i Botswana og Angola vil have nogen indflydelse på lovgivningen i Uganda og Tanzania, har hun en forhåbning om, at det kan skubbe til tingene i Kenya.
”Kenya er ret liberal. I modsætning til Uganda og Tanzania kan kenyanske LGBT+-organisationer registrere sig officielt og markere sig i debatten,” siger hun.
En af disse organisationer er den Nationale Menneskerettighedskommission for Bøsser og Lesbiske, der også fejrede sine angolanske med-aktivisters sejr på Twitter og samtidig luftede håbet om, at Angolas eksempel kan føre til en afskaffelse af § 162 i den kenyanske straffelov, der kriminaliserer homoseksuelle forhold.
Den lov har allerede været til debat. I 2019 var en lov mod diskriminering og stigmatisering af seksuelle minoriteter oppe at vende, men blev afvist, da retten mente, at der manglede beviser. Selvom det var et nederlag, vurderer Nicole Scharf, at der nu er en reel mulighed for, at Angolas legalisering kan øge chancerne for de kenyanske LGBT+-organisationer i anden omgang. Og det vil have stor betydning for resten af regionen.
”Kenya er et land, som andre lande kigger mod. En legalisering her vil betyde rigtig meget,” siger hun.
