”Når mennesker ikke har jord, har de intet at tage sig til.”
Sådan beskriver Vicente Chicote, politikommissær i Mozambiques nordlige Cabo Delgado-provins situationen og tilføjer: “De lever af almisser, og det er ikke nok. Nogle af de her mennesker bliver involveret i ulovligt minearbejde.”
Tidligere i vores interview har Vicente Chicote beskrevet de manuelt arbejdende minearbejdere fra Montepuez-provinsen som ”voldelige” i deres konfrontationer med politifolk. Han fortæller, at de ”kaster sten og hakker”. Konfrontationerne er blevet værre på grund af de lokales tab af land, efter regeringen gav et stort område af regionen til en virksomhed ved navn Montepuez Ruby Mining Ltd (MRM) på en licens.
Men mit spørgsmål handler ikke om ulovlig minearbejdere, voldelige eller ej. For de problemer, minearbejderne er en del af, har langt større perspektiv end simpel lokal vold.
Det var forbundet med stort håb, da det britiskejede mineselskab kom til regionen i 2011.
Skatteindtægter fra selskabets aktiviteter skulle hjælpe den historisk udfordrede region, men mange brudte løfter senere er håbet i dag udskiftet med udsigt til konflikt og mere fattigdom.
Hvad gik galt? Hvordan kan millioner af dollars ikke komme rubinmarkernes omgivende befolkning til gode, når myndighederne har forsikret om det modsatte? Og hvorfor er mineselskabets aktiviteter i fare for at skubbe unge mennesker ud i terrorgrupper og destabilisere regionen?
Hundredvis af familier fordrevet fra deres jord
Jeg spurgte til Chicotes bekymringer om de selvstændige minearbejdere og de andre oprindelige folk fra Montepuez, som er blevet fordrevet fra deres land og skovområder ved magt. Om de nu vil slutte sig til det ødelæggende oprør, der har plaget provinsen i årevis?
Forskellige organisationer som EU, men også Mozambiques førstedame anerkender ekstrem social ulighed og voldsom ressourceudnyttelse som grundlæggende årsager til volden. Kriminaliseringen af selvstændige minearbejdere har også medført en frygt for, at de i stigende grad interagerer med mennesker på den forkerte side af loven.
Montepuez’ regionschef Isaura Maquina siger, at hendes myndigheder gør ”alt vi kan for at forhindre unge mennesker i at engagere sig i terrorisme og ulovlig minedrift.”
Men lige siden store dele af Montepuez blev ryddet for at gøre plads til udvinding af rubiner, er hundredvis af familier blevet tvunget væk fra deres landbrug og ud af skoven, hvor de hidtil har levet af at lede efter rubiner.
Den grove vold begået af sikkerhedsstyrker i denne proces resulterede i, at familier blev traumatiserede og fordrevet. Det benægter mineselskabet MRM i en kommentar om, at landsbyerne for de flestes vedkommende er blevet efterladt intakte.
”Som at jage aber væk”
“Vores job var at skræmme aberne væk, hvilket betyder at forhindre illegale minearbejdere i at komme ind i minen,” siger Selemane Hassane. ”De kaldte dem for aber, fordi hver gang vi jagede dem bort, kom de tilbage.”
Hassane er tidligere ‘nacatana’. Direkte oversat betyder det en machete, eller bare en sikkerhedsvagt. Han er medlem af en gruppe på 300 tidligere MRM-medarbejdere i Montepuez. De lokale sikkerhedsmænd er for nylig begyndt at tale om deres arbejde i de tidlige år af minedriften mellem 2011 og 2014, da rubinområderne blev ryddet.
Hassanes tidligere kollega Augusto Faustin husker, at han blev beordret til at binde tilfangetagne selvstændige minearbejdere med reb omkring halsen. Da han afviste, fik han at vide, at ”hvis jeg ikke ville torturere mozambiquerne, måtte jeg forlade virksomheden.”
Andre medarbejdere taler om at blive presset til at binde folk fast til træer og banke dem. Og beskydninger om tilstedeværelse af politifolk, ”som intet gjorde”. Og om ydmygelser af arresterede, herunder beskyldninger om grove seksuelle overgreb.
MRM Gemfiels siger i en skriftlig kommentar, at de ”tager den slags beskyldninger meget seriøst”, og at de vil ”sætte pris på at de forurettede skaffer flere informationer, så de kan undersøge anklagerne til bunds og med den rette proces.”
Gruppen af tidligere medarbejdere har bedt MRM om efterbetaling af løn, men indtil videre er der er der ikke sket noget.
En broget ejerflok og store skatteindtægter
MRM er 75 procent ejet af den multinationale virksomhed Gemfield Ltd med base i England. Resten ejes af fremtrædende medlemmer af Mozambiques regerende parti Frelimo og den pensionerede general for hæren Raimundo Pachinuapa.
Partnerskaber med Frelimo-medlemmer er reglen nærmere end undtagelsen i den konfliktfyldte Cabo Delgado-provins. Praktisk talt alle internationale mineselskaber, der har fået tildelt minelicenser, tæller regerende partiledere, sikkerhedschefer, borgmestre og politikere blandt deres aktionærer og direktører.
De fordrevne familier var officielt blevet stillet i udsigt at få tildelt anden jord, såvel som midler til at beskæftige sig med enten selvstændig minedrift eller et andet erhverv. Der var bestemt penge nok til at sørge for sådanne alternativer.
MRM og dets britisk-baserede moderselskab overfører årligt ti procent af indtægterne fra deres rubinauktioner til Mozambique. Heraf går 2,75 procent direkte til myndighederne i Montepuez.
Alene i 2021 udgjorde dette beløb tæt på 250.000 dollars øremærket til at skabe økonomiske muligheder i et område med 300.000 indbyggere. Før corona-pandemien ramte verden, var beløbet tæt på en million dollars. Denne indtægt kommer i tillæg til den almindelige årlige selskabsskat på 32 procent, som virksomheden betaler til Mozambiquis regering.
Det er de skatteindtægter, der den primære årsag til, at både politikommissær Chicote og distriktsadministrator Maquina føler, at de må beskytte minedriften for enhver pris.
“Vi har brug for lov og orden, fordi det her er skatteindtægter for landets bedste,” siger Chicote. Regionschef Isaura Maquina bliver oprørt, da hun bliver spurgt til den desperation, som minedriften har medbragt.
“Vi arbejder rigtig godt med mineselskaberne. De betaler skat,” insisterer hun.
Jordejere med macheter
Problemet er bare, at Montepuez har så lidt at fremvise for alle de skattepenge.
Adspurgt om hvornår og hvor jordløse bønder kan starte et landbrug igen, medgiver Maquina, at nogle bønder endnu ikke har fået tildelt deres stykke jord. Jeg spørger til landsbyen Ntoro. Her er fordrevne familier blevet sendt hen for at opdyrke land blot for at blive ”mødt af jordejere med macheter,” som en lokal beklager sig.
Maquina forklarer sig med en blindgyde. Og at myndighederne har fulgt loven.
”Jeg siger ikke at genbosættelsen var fair, […] men den var lovlig,” siger hun.
Distriktets uddeling af licenser til at udvinde rubiner til lokale mineforeninger er også gået i stå, indrømmer Maquina.
”Områder var tildelt foreningerne,” siger hun. ”Men problemet er manglen på ressourcer til værktøj.”
Hun understreger, at lokalsamfundet har regeringens opbakning, når det gælder de områder. Men selv det er tvivlsomt. Flere lokale minearbejdere klagede for nylig over, at de fandt deres “legaliserede område” genindtaget af mineselskaber.
Adspurgt om hvad myndighederne gør for at hjælpe de fordrevne lokalsamfund, nævner Maquina vandborehuller, elektrificering af en landsby, nogle skoler ”under genopbygning” og indkøb og ledelse af flere “mobilklinikker”.
En nærmere undersøgelse viser dog, at en mobilklinik – bare én, ikke flere – og fire skoler var finansieret direkte af mineselskaberne som en del af deres CSR-arbejde. Altså helt urelateret deres skattebidrag. Det var kun muligt at finde én skole bestående af tre klasselokaler, som kan være bygget af de lokale myndigheder.
Gemfields erstatningssag fra 2016
I 2016 blev et gruppesøgsmål på vegne af ofre for menneskerettighedskrænkelser i rubinmarkerne anlagt mod Gemfields, MRM’s britiske moderselskab, ved den britiske højesteret, efter at det britiske advokatfirma Leigh Day henvendte sig til samfundsaktivister i Montepuez. Retssagen blev afgjort, da Gemfields indvilligede i at betale 5,8 millioner pund til sagsøgerne.
Desværre forbedrede pengene ikke livet for mange i Montepuez. Da modtagerne ikke havde erfaring med at håndtere så store pengesummer, “blev mange fattigere, end de allerede var”, siger Rachid fra landsbyen Nacole. Han vil gerne forblive anonym.
“Nogle købte motorcykler, andre endda minibusser for at starte taxa- og transportvirksomheder. Men det blev ikke til noget. Andre giftede sig med tre kvinder, fik flere børn, mens andre brugte pengene på værtshuse. De festede, var fulde, andre gik med to hundrede tusinde metical (ca. 23 kroner, red.) i lommen. De misbrugte og provokerede folk, viste deres store penge frem og endte selvfølgelig med at få tæsk.”
Andre klarede det bedre. Joâo fra Nacole mener, at han med pengene formåede at ændre sit liv. ”Jeg købte to biler, byggede mit hus midt i mit lokalsamfund. Resten af pengene investerede jeg i små forretninger”.
Men snart fandt han og og andre sig selv beskyldt for terrorisme. ”Hr. Horacio og Hr. Sumail fra SISE (Statens sikkerhedstjeneste, red.) udstedte razziaer på vores hjem, fordi de påstod, vi havde pengene fra Al Shabaab. De konfiskerede varer, fjernsyn og motorcykler og råbte, at de ville have en liste med navne på alle, der modtog penge, og hvor meget de havde fået. De slæbte mig endda i retten, men gudskelov har jeg det godt.”
Abdul Jaime, der også har modtaget penge, siger, at han var så rædselsslagen efter at være blevet indkaldt til anklagemyndigheden, at han løb væk fra sit hus, blot for at opdage, at politiet kom for at ransage det, mens han var væk.
”Jeg var nødt til at gå på politistationen for at vise dem alle dokumenterne om erstatningen,” siger han. ”Men de løslod mig først, efter at jeg betalte dem 1.000 metical”
Hvad angår den mobile klinik, siger lokale, at der blot er tale om en bil, der kører forbi landsbyer en til to gange om ugen for at samle syge op og køre dem til en klinik i nærheden. En klinik, der iøvrigt ofte lider under mangel på medicin og udstyr.
Ifølge Gemfield har myndighederne lovet at skaffe sundhedsarbejdere til at bemande den mobile klinik og tilhørende medicin. Men det er ikke sket endnu.
Tomme markeder
“I byggede to markeder i Nanhupo”, siger Andre Carlos på et møde mellem repræsentanter fra lokalsamfundet og distriktets embedsmænd. “Men vi kan ikke bruge dem, fordi de er i bushen, langt uden for landsbyen.”
Eksemplet illustrerer et mønster af kuldsejlede projekter, der betaler høje summer til entreprenører, men ikke er til nytte for de lokale, som de ellers var tiltænkt.
”Da der skulle planlægges, blev vi inviteret til at fremlægge projekter, som vi mangler,” tilføjer en anden landsbyboer.
”Men vi får aldrig det, vi efterspørger. Nogle gange kommer vi med et budget for et konkret projekt, og så har man (de lokale myndigheder, red.) pludselig et endnu større budget, men det er til noget andet.”
En tredje opsummerer: “Myndighederne gør, hvad de vil, det er problemet. De nikker og tager noter. Men de reagerer ikke.”
I en skriftlig kommentar giver MRM Gemfield udtryk for, at de vil “sætte pris på, at mere af deres skattebidrag blev brugt I Cabo Delgado og i områderne omkring MRM”. De beklager sig over, at de ”på nuværende tidspunkt ikke er i stand til at få en redegørelse for, hvordan pengene er blevet brugt af regeringen.”
De tilføjer, at “MRM er klar over, at deres skattebidrag ikke altid gavner lokalsamfundene og påtager sig derfor yderligere lokale projekter for at gøre op for det.”
Fanget og fængslet
Alligevel forsøger mange lokale fortsat at leve af skoven, som de havde gjort i generationer, før minedriften kom. Desværre bliver de nu retsforfulgt.
”Vi er afhængige af skoven for at brødføde vores familier,” siger Constancio Jaime, en indbygger i regionens hovedby Namanhumbir, der grænser op til rubinområderne. “Men når vi tager dertil for at lede efter ressourcer, selv træ eller bambus, vil regeringen anklage os for at stjæle.”
I 2018 tilbragte Jaimes nabo Antonio Maremula tre måneder i fængsel i Mocimboa da Praia-distriktet. Det var inden området blev overrendt af oprørerne fra Al-Sunna wa Jama’a – ”den lokale Al Shabaab” som gruppen ofte kaldes.
”Heldigvis lykkedes det min familie at sende penge til transport. Så da de løslod mig, fik jeg en bus til at rejse tilbage til Namanhumbir,” siger han.
To år senere blev Maremula fanget igen. Denne gang i Nseue, hvor han blev dømt igen. Tredje gang opholdt han sig på Montepuez’ politistation i to uger.
“Min familie betalte 10.000 metical i kaution,” siger han.
En lignende oplevelse havde Omar Eugenio fra samme område. Han skulle betale 35.000 metical for at komme ud.
“Min familie var nødt til at sælge mit hus i Namanhumbir, og en anden slægtning måtte også sælge, alt hvad han havde i sit hus.”
Usynlige investeringer
Minearbejderne siger, at de også bliver angrebet og afpresset af politiets eliteenhed (Força de Intervenção Rápida, FIR) og Fauna- og skov-enheden, som konfiskerer deres fangst af camada – det sand, der indeholder rubiner. Sidste år blev tre mennesker skudt på grund af licensen, siger Luis Florentino, som også er fra Namanhumbir.
”De brækkede deres ben, en mistede livet. I dag så vi igen en ambulance på vej til Pemba. Det slutter ikke. De er hajer. Men vi har intet valg,” siger Constancio Jaime fra samme landsbyen og tilføjer:
”Hvis vi ikke vil sulte, er vi nødt til at stjæle.”
En ny rapport fra CIPMOZ (Mozambiques Center for offentlig integritet) udtrykker en kras kritik af den måde både Montepuez’ myndigheder og regeringen håndterer indtægter fra minedrift i landet. Den påpeger, at investeringer af indtægterne i fattige områder forbliver stort set ”usynlige”.
Med hensyn til de 2,75 procent skat, som bliver betalt direkte til minedistrikterne, slår CIPMOZ fast, at de regionale myndigheder knap nok kender det beløb, som det svarer til, og at de træffer beslutninger om udgifterne ”uden høring eller gennemsigtighed”. Det kan resultere i, at midler ryger i de forkerte hænder eller bliver spildt.
Mangler lokal organisering
CIPMOZ advarer også om, at uforklarlige udgifter øremærket ét område ”har et stærkt potentiale til at skabe konflikt.” De anbefaler mere gennemsigtighed, uafhængigt tilsyn og en kanal, som skal sikre, at nationale mineralindtægter er til gavn for provinserne.
Økonom João Mosca, som er bosiddende i hovedstaden Maputo, er enig. Han ser et behov for gennemsigtige investeringslinjer, der finansierer tjenester som vand, sundhed og uddannelse. Men han mener også, at lokalsamfund skal have mulighed for at overvåge sådanne projekter. Defor skal der mere demokratisk organisering til, understreger han.
“Der er nu forskellige interesser, der kan forårsage konflikt, mellem traditionelle ledere, lokale statsledere og forskellige familier. Det er kun, når lokalsamfundet organiserer sig, at de kan stille krav til staten.”
På nuværende tidspunkt er den eneste velorganiserede kraft i Cabo Delgado det regerende parti, Frelimo. Partiets rige elite er ”strategisk allieret med kapital og store investorer,” som forsker i politik José Jaime Maquanas formulerer det.
”Mozambiquerne er ladt i stikken, mens oligarker er på virksomhedernes side,” siger han. ”Det er ikke fordi, at der ikke bør investeres. Men når folk er klar over, at der er udnyttede ressourcer, som de ikke har adgang til, kan det være en udløsende faktor for ustabilitet og oprør.”
Fare for rekruttering til terrorgrupper
Samtidig er det islamistiske oprør i regionen også en voksende bekymring.
Lokalbefolkningen er bange for at blive fanget i konflikten. De har hørt nok historier om halshugninger, voldtægter og massakrer, ikke mindst fra tusindvis af familier i nærliggende IDP-lejre. Og halshugningen af to personer på en bondegård uden for landsbyen Muaja, omkring 30 kilometer fra MRM’s miner 13. juli, viser, at truslen nærmer sig. Specialtropper er siden blevet indsat for at beskytte mineområdet.
I en ny rapport om risikoen for terror anbefaler organisationen Global Initiative against Transnational Organised Crime en række foranstaltninger til den mozambiquiske regering. Anbefalingerne skal hjælpe regeringen med at beskytte utilfredse unge mænd, der er fattige på grund af konflikten mellem minedriften og befolkningen, mod rekruttering fra oprørsstyrker.
Rapporten foreslår, at staten bør gribe ind over for korruption, professionalisere myndighederne, arbejde for at øge tilliden mellem staten og lokale befolkninger, og at man skal ”investere i regionen for at komme økonomisk ulighed til livs.”
Indtil videre fastholder Mozambiques præsident Nyusi, sammen med hans regerings- og sikkerhedschefer, at al terrorisme kommer fra udlandet, og at fattigdom ikke får lokalbefolkningen til at gribe til våben.
Estacio Valoi er en anerkendt journalist fra Mozambique. Han har blandt andet afsløret regeringskorruption ved ulovlig skovhugst og vandt i 2017 Environmental Journalism Award fra Worldwide Fund for Nature.
Artiklen er oprindeligt bragt i Zam Magazine. og oversat er oversat af Morten Scriver Andersen. Den er publiceret af Globalnyt via initiativet Mediabridge, som hjælper medier i udviklingslande med at undersøge lokale problematikker og samtidig bringe disse historier til en globalt publikum