Jungle: How Tropic Rainforests Shaped the World – and Us
Skrevet af Patrick Roberts, ph.d. fra Oxford University og leder af Institut for viden om menneskets historie ved Max Planck Universitet.
Udgivet af Penguin Books Ltd. juli 2021.
432 sider.
Bogen er endnu ikke oversat til dansk, men den engelske udgave kan købes hos Saxo.
Oversættelserne i anmeldelsen er foretaget af anmelderen.
Vi har hugget regnskovene ned i århundreder. Taget deres ressourcer, og betragtet dem som områder, der ikke er egnet til mennesker. Men regnskovenes historie er forbundet med menneskets udvikling og historie, og de er stadig en uafvendelig del af vores hverdag.
Det er udgangspunktet i værket ‘Jungle: How the tropic rainforests shaped the world – and us’ af Patrick Roberts. Han er ph.d. fra Oxford University og leder af Max Plancks instituttet for viden om menneskets historie.
I værket vil han gøre op med den moderne forestilling om regnskovene som vildnis, der kun er hjem for vilde dyr og ´primitive’ stammefolk.
”Faktisk er den overvældende antydning i de fleste europæiske og amerikanske bøger, serier og film, der foregår i ”junglen”, at de tropiske regnskove er fuldstændigt ude af stand til bæredygtigt og sikkert at støtte store menneskelige samfund,” skriver forfatteren.
Sådan har det bestemt ikke været siden de første mennesker trådte ind i Jordens og regnskovenes historie. Og sådan er det heller ikke i dag. Vi er tæt forbundet med regnskovene, de udgør stadig en stor del af vores liv, og vores skæbner er tæt sammenvævede. Efter århundreders hugst af regnskovene står vi nemlig ved et kritisk punkt.
”Det, der sker i de tropiske regnskove det næste årti, vil forme det, der sker på hele vores planet. Vær ikke i tvivl om det,” lyder det blandt andet.
Fra mos til regnskov
Der er naturligvis mange forudsætninger for liv på vores blå planet. En af dem er regnskovene. Uden dem ville verden være lige så gold, som tidligt i den geologiske periode Kambrium, hvor bogen starter sin rejse. Dengang for lidt over 500 millioner år siden var gennemsnitstemperaturen i verden 5 grader højere end i dag. Koncentrationen af CO2 i atmosfæren var svimlende 4.500 ppm (parts per million) i modsætning til i dag, hvor forskere er dybt bekymrede over, at den er steget til 420 ppm. Men det var heller ikke en gæstfri verden. Landmassen bestod af klipper, og der var endnu ikke meget ilt eller liv over havets overflade, udover mikrobakterier.
Det første spæde skridt i livets udvikling på landmasserne var alger, der skyllede ind på klipperne tæt ved vandkanten. Algerne udviklede sig til en form for mos, der sad på stenenes overflade. Gennem millioner af år, opstod der planter med rødder, og det førte til fotosyntese og mere ilt.
De klimatiske konsekvenser af udviklingen var omfattende. De første polare gletsjere blev skabt i den periode, og den globale nedkøling var så voldsom, at den bidrog til den første af Jordens fem masseudryddelser for omkring 440 millioner år siden.
De fem masseudryddelser
Den første masseuddøen: Omkring 445 millioner år siden. Varigheden var mellem 1,9 og 3,3 millioner år og den udslettede omkring 86 procent af arterne. Årsagen menes at være vekslende istider
Den anden masseuddøen: Omkring 359 millioner år siden. Varigheden var mellem 2 og 29 millioner år og den udslettede omkring 75 procent af arterne. Årsagen menes at være global nedkøling og siden opvarmning
Den tredje masseuddøen: Omkring 251 millioner år siden. Varigheden var mellem 0,2 og 2,8 millioner år og den udslettede omkring 96 procent af arterne. Årsagen menes at være vulkaner og global opvarmning
Den fjerde masseuddøen: Omkring 200 millioner år siden. Varigheden var mellem 0,6 og 8,3 millioner år og den udslettede omkring 80 procent af arterne. Årsagen menes at være vulkaner og global opvarmning
Den femte masseuddøen: Omkring 65 millioner år siden. Varigheden var ca. 2,5 millioner år og den udslettede omkring 76 procent af arterne. Årsagen menes at være et meteornedslag
Kilde: Aage Kristian Olsen Astrup i fagmagasinet Dyrlægen
Det var i dette miljø, at regnskovene begyndte at brede sig på Jorden. Og selvom der var et kollaps – det såkaldte regnskovskollaps for omkring 305 millioner år siden, hvor skovene næsten forsvandt – så genopstod de. Det førte til et mylder af meget andet liv på landjorden. Padderne var en af de første arter, der vænnede sig til at leve på land. Siden kom reptilerne, og så dinosaurerne. De gigantiske forhistoriske reptiler har sandsynligvis været ganske effektive til at sprede frø, men deres efterkommeres, fuglenes, evne til at sprede flora over hele kloden har vi stadig glæde af i dag.
”Abernes planet”
Dinosaurernes dominans på Jorden fik en brat afslutning med den femte masseuddøen for omkring 66 millioner år siden, da en stor meteorit kolliderede med Jorden. Så blev det pattedyrenes tur, men det tog nogen tid. De største pattedyr, der overlevede masseudryddelsen, vejede ikke mere end et halvt kilo. 200.000 år efter katastrofen kunne et pattedyr veje op til 20 kilo, og først 500.000 år senere levede et pattedyr med en vægt på over 45 kilo. For omkring 25 millioner år siden blev vores tætteste slægtning, aberne, dominerende, og i en periode frem til for omkring 15 millioner år siden var der virkeligt tale om ”abernes planet”, som forfatteren skriver.
Dyreslægten homo – latin for menneske – begyndte at udvikle sig fra omkring 2 millioner år siden. Det er altså en relativt ung skabning i Jordens lange historie, ikke mindst vores egen art homo sapiens, der har 200.000 til 300.000 år på bagen.
Homo sapiens trådte ind i historien på et tidspunkt, hvor savannen bredte sig på bekostning af skov. Det kan være en af årsagerne til den almindelige opfattelse af, at mennesket udviklede sig ved at vandre fra regnskoven til stepperne. Men det er ikke hele historien. Menneskeheden holdt nemlig fast i forbindelsen til regnskoven. Faktisk foretrak størstedelen af vores tidligste forfædre et blandet miljø, hvor både savanne og regnskov spillede en rolle i deres levevis.
Regnskoven var nemlig med til at levere en stor del af fødegrundlaget for vores tidlige slægtninge. Mennesket begyndte for omkring 45.000 år siden at kultivere forskellige afgrøder, og det foregik primært i regnskoven, viser nyere forskning ifølge Patrick Roberts. Det kommer os stadig til gode, da fødevarer som bananer, chokolade og palmeolie eksempelvis er blevet kultiveret i regnskoven.
“Det er i de tropiske skove, at mennesker tilsyneladende først begyndte at blande sig i landskabernes strukturer, plantevæksten og fordelingen af dyr. Det er også i de tropiske skove, at de første praksisser for landbrug foregik. Før du putter sukker i kaffen, før du skræller en banan, før du smører fugtighedscreme på din hud, eller før du sætter tænderne i nogle søde kartofler næste gang, så husk, hvor mange af de moderne smage og stilarter, der stammer fra menneskelige aktiviteter i disse miljøer,” skriver Patrick Roberts.
Det er et andet syn på udviklingen end det, der placerer landbrugets fødsel i Mellemøstens frugtbare halvmåne for omkring 10.000 år siden. Ifølge Patrick Roberts skyldes den misforståelse, at vi presser vores egen forståelse af landbrug ned over den historiske udvikling. Landbrug og dyrkning af fødevarer har været – og kan stadig være – meget mere end store monokulturelle marker og produktionsdyr i lange rækker.
Tropiske byer
Det gængse moderne syn på urbane områder får ligeledes en overhaling af Patrick Roberts. Mange af de store metropoler i de gamle civilisationer var ‘tropiske byer’, der var omgivet af regnskov – og som regnskoven trængte ind i.
Forfatteren peger på flere mayabyer, Angkor Vat og tidlige byer i det nordlige Sri Lanka, som eksempler på det, han kalder ‘landbrugsbaseret urbanisme med en lav befolkningstæthed’. Disse metropoler var komplekse systemer med små landbrugsmarker, vandreservoirer og kanaler integreret med områder for beboelse samt de religiøse og kulturelle centre.
Samtidigt var mange af byerne spredt ud over store områder. I Angkor Vat var et område på i alt 3.000 kvadratkilometer af modificerede landskaber med til at opretholde et urbant center på over 1.000 kvadratkilometer. Til sammenligning er Københavns Kommune 90 kvadratkilometer.
Men den store civilisation ved Angkor Vat kunne ikke overleve i længden. En periode med ekstremt vejr, der vekslede mellem tørkeperioder og voldsomme regnskyl og følgende social uro var ifølge forskningen med til at skubbe samfundet mod forfald, ligesom mange af de øvrige tidlige civilisationer rundt omkring i verden.
Byer som Tikal, Angkor Vat og Calakmul blev siden forladt og igen opslugt af den regnskov, der omgav dem. Flere af de tidlige civilisationer var således allerede faldet eller i forfald, da europæerne ankom og gav det endelige dødsstød, og det vidner om, at mennesket altid har slidt på den omgivende natur, også i et omfang, der sandsynligvis har medvirket til samfundenes undergang. Og de har sandsynligvis også haft et aftryk på det globale klima.
Forskere har i et studie beregnet, at genskovning som følge af folkemordet på de oprindelige sydamerikanere kan have medvirket til at køle den globale temperatur med 0,15 grader og bidrage til at skabe den koldeste del af den lille istid fra omkring 1600 til 1650. Dengang førte nedkølingen imidlertid til ringe høst for de europæiske bønder, men der skal mere forskning til for at dokumentere den hypotese, understreger forfatteren.
Uddøen på de isolerede øer
Menneskehedens påvirkning af natur og klima rækker således langt tilbage i historien. Steder, der er fortræffelige til at udforske konsekvenserne af det menneskelige pres på naturen, er verdens små isolerede øer.
De isolerede øers historie kan virke som et ‘laboratorium’ – en slags mikrokosmos – hvor tidlige samfunds konsekvenser for naturen kan nærstuderes. Madagaskar er et oplagt eksempel. Engang levede der gigantlemurer så store som gorillaer, elefantfugle, der kunne blive lige så store som en struds, samt en lokal art af flodhesten. For 500 år siden var alle vilde dyr med en vægt over 10 kilo imidlertid udslettet på øen i en hændelse, der er kendt som ‘megafaunaens udryddelse’.
Var det de tidlige samfund på øen, der stod bag denne udryddelse? Ja, sandsynligvis. Men ikke kun på grund af jagt, som nogle forskere har foreslået. Ødelæggelse af dyrenes levesteder i form af landbrug og afskovning var i høj grad med til at udrydde Madagaskars store dyr, påpeger Patrick Roberts.
Massedød og forfald er dog ikke den eneste og uundgåelige skæbne for de tidlige samfund på de isolerede øer. Historien viser nemlig også, at det var muligt for lokalsamfund at ændre vaner for at tilpasse sig forandringerne. På nogle af de små øer ændrede samfundene kurs og foretog en ‘grøn omstilling’. Et eksempel er den lille ø Tikopia, som ligger i Stillehavet nogle tusinde kilometer øst for Australien.
Som på mange andre øer havde afskovning og introduktion af husdyr som svin og hunde gjort et stort indhug på øens naturliv. Tikopianerne besluttede imidlertid for omkring 300 år siden, at udrydde hunde og svin på øen, håndtere skovene i stedet for at hugge dem ned og lette presset på fiskebestandene. Det satte øen på en mere bæredygtig kurs, i hvert fald indtil europæiske missionærer ankom i 1858.
På Påskeøen har der været en lignende ændring efter en økologisk katastrofe, og det viser, at de tidlige samfund har været i stand til at ændre vaner og foretage en grøn omstilling. Det store spørgsmål er naturligvis, om det i dag er muligt for os at foretage en global grøn omstilling for at bremse tabet af biodiversitet og forhindre en sjette masseuddøen af arter?
Det er vores ansvar
En global økologisk omstilling kræver naturligvis, at der bliver taget fat på rødderne til afskovning og ødelæggelse af natur. Og årsagerne er flere, ifølge Patrick Roberts. Men den helt store synder er den globaliserede verden med helt særlige former for forbrug og produktion, der blev skabt som en følge af koloniseringen. Kolonitiden medførte ifølge forfatteren udbredt slaveri, undertrykkelse og udbytning, som nogle i dag nyder godt af, men andre stadig lider under.
Udover krig og nye sygdomme medbragte kolonisterne invasive arter som rotter, svin og hunde. Mange steder blev lokale og mere naturvenlige dyrkningsmetoder afløst af mere intensivt landbrug. Og der blev etableret strukturer, hvor den fattige del af verden eksporterer fødevarer og andre ressourcer til den rige del – i lange perioder med slaver til at udføre arbejdet.
Patrick Roberts beskriver blandt andet, hvordan lokale bønder i Sri Lanka mistede deres marker til dyrkning af te primært til den britiske overklasse i 1800-tallet. Hvordan franske kolonialister anvendte slaver til at producere kaffe, der skulle eksporteres, og siden efterlod Haiti med en ludfattig befolkning og en udslidt natur. Eller hvordan USA har blandet sig økonomisk og politisk i latinamerikanske lande med store konsekvenser til følge for at opretholde import af bananer – deraf kommer det hånlige navn “bananrepublikker”.
Siden har globaliseringen været medvirkende til at fastlåse nogle dybt uretfærdige strukturer i verden. Og det har gjort os alle, og endda i særlig grad os i rige vestlige lande ansvarlige for det, der sker med regnskovene, som ligger tusindvis af kilometer væk fra os.
“Resultatet blev tropiske nationer plaget af begrænset økonomisk udvikling, mangelfuld infrastruktur og udfordringer med naturbevaring. Resultat blev racistisk diskrimination og vold, der fortsætter med at påvirke samfund i det 21. århundrede. Resultatet blev en situation, hvor vi alle, om vi bryder os om det eller ej, er ansvarlige for det, der sker i de tropiske skove i det 21. århundrede,” lyder forfatterens opsummering af de store omvæltninger.
Traditionel viden som løsning
“Jungle – How Tropical Forests Shaped the World – and Us” er fyldt med advarsler om, hvad der venter os, hvis vi fortsætter ned ad samme sti. Mens bogen blev skrevet hærgede pandemien med Covid-19. Denne sygdom har sandsynligvis som HIV og ebola sin oprindelse på kanten af ødelagte skovområder.
Skovhugst vil også forværre de globale klimaforandringer samtidigt med, at det forringer regnskovenes evne til at skabe regn og andre naturlige tjenester for os. Og ikke at forglemme, så er de tropiske regnskove et skatkammer af biodiversitet, så deres ødelæggelse vil også sætte skub i et tab af arter, der kan udvikle sig til en sjette masseuddøen.
Det er særdeles hård kost, men der er også lidt opmuntring. Som de små ‘omstillinger’ på nogle af de isolerede øer viser, er det muligt at tage bestik af situationen og omlægge vanerne.
Traditionel viden fra mennesker, der lever tæt på naturen, er en nøgle i bestræbelserne på at lægge en dæmper på skovødelæggelserne. Der kan findes rigelig inspiration i tidligere kulturer. Tidlige samfund i Caribien byggede huse af lette materialer, der var nemme at udskifte. Det er tidligere blevet stemplet som tegn på en lav grad af ‘udvikling’, men det har været praktisk i forbindelse med voldsomt vejr frem for de tunge materialer, der bliver anvendt i dag, og fører til større skader og økonomiske omkostninger, hvis de bliver ramt af de hyppige orkaner i området.
Oprindelige folks sprog er ligeledes et skatkammer af viden om naturen. Forskning viser eksempelvis, at Huastec-stammen i det vestlige Mexico har et langt mere omfattende kendskab til planter og dyr end oprindelige folkeslag, der er gået over til at tale spansk. Desværre dør oprindelige folks sprog langsomt ud i store dele af verden.
Regnskovene er i dit hjem
Patrick Roberts gennemgang beskæftiger sig med omkring 400 millioner års historie. Det er en lang periode at dække på knap 400 sider (notehenvisninger ikke medtaget). Det er omkring 1 million år per side i gennemsnit. Der er naturligvis valgt godt ud i forhold til det emne, som værket dækker. Alligevel bliver de lange afsnit om udviklingen af de første planter eller dinosaurernes rolle i opblomstringen af de blomstrende planter nok for detaljerede for mange almene læsere. Værket er stort set også blottet for reportage, der kunne lette tyngden, og i stedet er der fokus på forskning og forklaring.
Beretningen tager os med på en fascinerende rejse fra en gold planet til frodige landskaber med først padder siden dinosaurer og nu beboet af 8 milliarder af arten homo sapiens, der i overvejende grad er trådt ud af økosystemerne for blot at bruge dem til at trække ressourcer ud fra sidelinjen. Samtidigt er der masser af pointer og detaljer, som læseren kan dykke videre ned i ved hjælp af noteangivelserne på knap 70 sider.
En gennemgang af de mange millioner års historie giver perspektiv. Den illustrerer, hvordan vores forbindelse og forståelse af regnskoven har udviklet sig, og hvordan regnskoven i dag fylder vores hverdag, selvom vi er tusindevis af kilometer fra den. Vores køleskabe og toiletskabe er eksempelvis fyldt med regnskov, og det samme er dækkene på vores cykler og biler.
“Dette er ikke fjerne, eksotiske miljøer på den anden side af Jorden. De har snarere gennem en sammenvævet forhistorie og historie fundet en vej ind i dit hjem. Uanset, hvor du er,” understreger Patrick Roberts.
Vi bliver mindet om, at vi nærmest altid har været en del af regnskoven. Måske bliver vi også mindet om, hvor ung en art homo sapiens er. Vores fjerne forfædre som neandertaleren og homo erectus bliver betragtet som ‘historiens tabere’, men faktisk nåede disse arter at leve længere på Jorden end vi har gjort indtil videre, påpeger Patrick Roberts tørt.
Om vi får mere tid på Jorden end disse vores nu uddøde forfædre kommer i høj grad an på, hvordan vi behandler de tropiske regnskove. Det er under alle omstændigheder tvivlsomt, om vi når op på en levetid på denne planet på omkring 400 millioner år som regnskovene.
