TEL AVIV – Lørdag aften kom den italienske premierminister, Giorgia Meloni, på et hurtigt besøg i Israel, hvor hun blev modtaget af en Benjamin Netanyahu, som mere og mere ligner en skygge af sig selv. De to holdt et privat møde, som det hedder, men det står klart, at formålet med besøget var at give Israel fuld italiensk støtte.
Meloni ankom direkte fra Cairo, hvor den egyptiske præsident Sisi samme dag havde været vært for en international rådslagning om situationen i Mellemøsten. FN’s generalsekretær mødte frem, og det samme gjorde ledere og toppolitikere fra en lang række europæiske og mellemøstlige lande, men det viste sig vanskeligt at nå til enighed om ret meget.
Jordans kong Abdallah 2. rettede skarp kritik mod verdens tavshed i forbindelse med de israelske bombeangreb mod Gazastriben, mens bl.a. Storbritannien, Frankrig og EU insisterede på en fordømmelse af Hamas og en understregning af Israels ret til at forsvare sig selv.
Netanyahu stilles til ansvar
Imens fortsætter forberedelserne til den israelske landoffensiv. Fredag eftermiddag var der ankommet 47 amerikanske transportmaskiner, som indtil videre har bragt mere end 1.000 ton udstyr til Israel. Det er en del af den oprustning, som nu er i gang, og forsendelserne omfatter alt fra ambulancer og armerede jeeps til ammunition. Det vides ikke, hvornår offensiven går i gang, og mange håber stadig på, at den kan undgås.
I den israelske befolkning er der en stærk bevidsthed om krigens allerede dramatiske omkostninger.
Først kom terrorangrebet den 7. oktober, hvor omkring 2.000 bevæbnede Hamas-folk trængte ind i Israel og dræbte mindst 1.300 israelere, hvoraf det store flertal var civile borgere, samtidig med at de tog over 200 israelere med sig ind i Gazastriben, hvor de nu er gidsler i konflikten.
Og så kom den voldsomme israelske gengældelse i form af flyangreb, som har kostet endnu flere civile menneskeliv. I den israelske selvforståelse hænger dette sammen med, at Hamas har gemt sine militære installationer og raketlagre midt i civilbefolkningen, hvilket dog ikke mindsker smerten over de mange omkomne.
Hele 80 pct. af de adspurgte mener, at Netanyahu skal stå frem og påtage sig ansvaret for, at det gik så galt den 7. oktober
Der er et ansvar, som skal placeres, og dén debat kører allerede i Israel.
Fredag eftermiddag blev dette klart illustreret af en meningsmåling, hvor hele 80 pct. af de adspurgte nu mener, at Netanyahu skal stå frem og påtage sig ansvaret for, at det gik så galt den 7. oktober. I dette ligger selvsagt, at hvis angrebet ikke var sket, ville udviklingen nok heller ikke have taget den kurs, man har kunnet iagttage i de seneste par uger.
I den samme meningsmåling stiller 69 pct. af de israelere, som stemte på Netanyahus Likud-parti den 1. november sidste år, det samme ultimative krav til premierministeren.
Hans regeringskoalition, som lige nu sidder på 64 ud af Knessets 120 mandater, ville opnå 43 mandater, hvis der var valg i dag, og en anden meningsmåling siger, at Likud ville gå tilbage fra 32 til 17 eller 18 mandater.
Tidligere forsvarschef Benny Gantz, der sidder i oppositionen, er trådt ind i det særlige krigskabinet, har påtaget sig sin del af ansvaret, og det samme har den nuværende forsvarschef, Herzl Halevi, og en hel stribe andre centrale beslutningstagere.
Men Netanyahu er tavs. ”I hans verdenssyn kan en leder af hans kaliber ikke sige undskyld,” skriver den politiske kommentator Yossi Verter i dagbladet Haaretz. ”Sagde den japanske kejser Hirohito undskyld? Sagde de russiske zarer undskyld? Har Vladimir Putin og Donald Trump nogensinde sagt undskyld?”
”Græsrødderne i Likud ved, at Netanyahu er en færdig mand. Lige nu er det som en vulkan, der varmer op,” kunne Haaretz således citere unavngivne kilder i partiet. Uroen og utilfredsheden med Netanyahu har længe ulmet i partiet, og den er nu ved at bryde ud i lys lue.
I Netanyahus verdenssyn kan en leder af hans kaliber ikke sige undskyld
Politisk kommentator Yossi Verter
En stor del af den israelske storvask, som venter, efter at krigshandlingerne har lagt sig, kommer til at handle om, hvordan Netanyahu ved årsskiftet fik trukket Likud, som i sig selv er nationalkonservativt, ind i den mest højreorienterede regering i landets historie.
Lige nu taler ingen åbent om det, for det er der ikke plads til midt i det væbnede opgør med Hamas, men det ligger tydeligt i luften, at Netanyahu må bære en stor del af skylden på sine skuldre. Han har været så forhippet på at sno sig uden om den retssag, hvor han står anklaget for korruption og mandatsvig, at han er gået i samarbejde med den ekstreme højrefløj, udelukkende for at bevare sin politiske immunitet og dermed opnå en vis beskyttelse mod lovens lange arm.
Mindretal i klemme
Dette er naturligvis en forenkling af udviklingen, men sådan opleves det af mange israelere.
”Lige siden denne regering trådte til ved årsskiftet, har vores liv beskrevet en nedadgående kurve,” siger en mand, der foretrækker blot at identificere sig som Abed. Han er advokat og tilhører Israels arabiske mindretal, som udgør omkring en femtedel af befolkningen.
Det er en gruppe, som aktuelt befinder sig i en alvorlig klemme. De er israelske statsborgere og har alle borgerrettigheder, men samtidig har de fleste af dem familie og venner på Vestbredden og Gazastriben. De er nemlig også palæstinensere.
Han har mærket rigeligt til effekterne af den siddende Netanyahu-regering og er ikke et øjeblik i tvivl om, hvor skylden skal placeres.
I den forbindelse retter Abed skytset mod politikere som Itamar Ben-Gvir fra partiet Otzma Yehudit (Jødisk Styrke). Han er minister for intern sikkerhed og har, sammen med finansminister Bezal Smotrich, som også er fra den yderste højrefløj, vidtgående beføjelser i forsvarsministeriet. Det drejer sig bl.a. om ansvaret for alle operationer på Vestbredden.
Ben-Gvir er en stærkt ideologisk bosætter, og hans dagsorden omfatter ikke mindst en dramatisk udvidelse af bosættelserne og en tilsidesættelse af palæstinensiske interesser.
Det er ikke så overraskende, at den linje har optændt en ny palæstinensisk vrede på Vestbredden med hyppige sammenstød med israelske sikkerhedsstyrker, og imens har Ben-Gvir kanaliseret en vigtig del af sit egentlige resortområde, nemlig politiet, over i indsatsen mod de omfattende israelske protester rettet mod Netanyahu-regeringens planer om en omfattende lovreform.
”Politiet er mere eller mindre borte fra de arabiske samfund, og det betyder, at bandekriminaliteten florerer ubehersket,” siger Abed.
Vi taler sammen over telefonen, for han befinder sig i Tyskland. På et tidspunkt var han så angst for vilkårlige skyderier i hjembyen, som ligger nord for Tel Aviv, at han flyttede fra landet sammen med sin familie, og nu er de ved at starte en ny europæisk hverdag.
I den forstand bliver hans historie endnu en af de mange, der viser, hvordan det israelske samfund gennem 2023 har oplevet en indre splid og generel svækkelse. Og Abed skriver gerne under på, at det forhold indgik som et af de elementer, der fik Hamas til at tage chancen og gå til angreb den 7. oktober.
”Personligt fordømmer jeg Hamas, som jeg betragter som den værste fjende af den palæstinensiske sag. Men samtidig ser jeg Netanyahu og hans regering som israelernes værste fjende lige nu,” siger Abed. ”Det er de to parter, der har fået udviklingen på katastrofekurs, og det er de almindelige israelere og de almindelige palæstinensere, der betaler prisen.”
Bidens omfavnelse
På denne baggrund står præsident Bidens pludselige besøg i Israel, onsdag i sidste uge, som en markant opvisning i diplomati. Da han var kommet ned ad trappen fra flyet, hilste han Netanyahu med en omfavnelse. Det er uden tvivl et øjeblik, som Netanyahu havde regnet med at kunne spinde politisk guld på, men heller ikke det er lykkedes.
Både international og lokal presse har vendt og drejet optrinnet, og der samler sig et narrativ. Det er meget usædvanligt, at en amerikansk præsident besøger en krigszone, hvor USA ikke er aktivt involveret, og nu har Biden gjort det hele to gange. Første tilfælde var i februar, hvor præsidenten besøgte Kyiv, og nu kom altså Israel, som er godt på vej til at blive en krigszone, hvis det ikke allerede er tilfældet.
Og parallellen holder. Ligesom Biden udviste solidaritet med Ukraine ved sit besøg, gælder det samme nu Israel. Det står med andre ord temmelig klart, at det ikke var Netanyahu, Biden omfavnede, men Israel.
Biden har lige siden årsskiftet nægtet at modtage Netanyahu i Det Hvide Hus, hvilket ellers plejer at være en selvfølgelighed, hver gang Israel får en ny regering og en ny premierminister. Tværtimod har Biden gang på gang kritiseret Netanyahu-regeringens vedholdende bestræbelser på at stække det israelske demokrati, hvilket også er en del af den nuværende misere, og det ligger i luften, at Biden ikke er til sinds at holde hånden over Netanyahu, når krigen slutter.
Her og nu skal omfavnelsen sættes i forbindelse med den omfattende amerikanske militærhjælp, Biden har lovet Israel i den aktuelle situation. Ligesom Georgia Meloni gjorde det, har Biden – og med langt større pondus – understreget Israels ret til at forsvare sig selv. Og det peger i sig selv i retning af, at der er overhængende fare for en krig, og at krigen vil blive udkæmpet.
Oven i dette kommer så, at Biden via sit besøg og den omdiskuterede omfavnelse har signaleret, at han fortsat betragter Israel som en vigtig strategisk partner i Mellemøsten.
Gidslerne
At Netanyahu tidligt i sidste uge accepterede dannelsen af et særligt krigskabinet, peger i samme retning. At han lod det ske, tyder klart på en erkendelse af, at hans egen regeringskoalition har fejlet eklatant, og at dens ministre ikke er i stand til at lede landet i en krig.
Det er grunden til, at bl.a. Benny Gantz, hvis parti i ovennævnte meningsmåling er gået frem fra 12 til 40 mandater, har påtaget sig opgaven. Med sig har han taget andre politikere med omfattende militær erfaring.
I dette ligger ingen garanti for, at landoffensiven og en yderligere eskalering af den væbnede konflikt kan undgås. Men det betyder, at beslutningerne vil blive taget på et mere professionelt grundlag.
Blandt andet har Gantz betinget sig, at Netanyahu ikke vil kunne træffe beslutninger på egen hånd, hvilket givetvis sker af frygt for, at han vil være under pres fra regeringens yderste højrefløj, hvor det fortsat er holdningen, at kun en total genbesættelse af Gazastriben vil løse sagen.
Men uanset hvad er der stadig et helt afgørende problem, som set fra Israel vil være temmelig ultimativt, og det er de mere end 200 israelere, der blev taget som gidsel den 7. oktober.
I weekenden frigav Hamas to gidsler, som har dobbelt israelsk-amerikansk statsborgerskab, og i det ligger der givetvis et signal til Biden. Men så længe de øvrige gidsler befinder sig i Gaza, vil der efter israelsk opfattelse ikke være så meget at tale om – og dér falder en del af anklagerne på Netanyahu.
Denne artikel er oprindelig bragt hos POV International og bringes efter aftale med POV International og skribenten.
POV – POINT of VIEW International – er et uafhængigt netmedie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.
Hans Henrik Fafner (f. 1957) er journalist med fast base nord for Tel Aviv. Han har gennem de sidste 25 år – bl.a. som korrespondent for Dagbladet Information og sidenhen Weekendavisen – skrevet om Israel og Mellemøsten.