Det var en ludfattig nation, der blev født i 1971, da det tidligere Østpakistan efter en lang og blodig borgerkrig opnåede selvstændighed som Bangladesh.
Landet var fra start et af verdens allerfattigste og et af verdens tættest befolkede med tårnhøje fødselsrater og yderligere befolkningstilvækst. Den nye nation fremstod som indbegrebet af katastrofer, fattigdom, ufred og sult. Og bedre blev det ikke i 1975, da landets første leder, Sheik Mujibur Rahman, blev myrdet.
Udsigterne syntes håbløse. Men Bangladesh snød skeptikerne. Landet har gennem de seneste årtier oplevet en rivende økonomisk vækst, der i 2015 gjorde landet til et mellemindkomstland, ganske vist et lavere af slagsen. Og i 2026 er der udsigt til, at Bangladesh vokser ud af gruppen af mindst-udviklede lande. Mange flere børn kommer nu i skole – ikke mindst piger, og det har blandt andet betydet, at kvinderne føder langt færre børn.
Mange kalder i dag Bangladesh et mirakel og peger samtidig på tøj- eller modeindustrien som en af de væsentligste årsager til miraklet.
Mange kalder i dag Bangladesh et mirakel og peger samtidig på tøj- eller modeindustrien som en af de væsentligste årsager til miraklet. Men samtidig er tøjindustrien – ikke mindst i Bangladesh – kendt for elendige og ligefrem livsfarlige vilkår for de ansatte. Det fik verden for alvor øjnene op for, da fabriksbygningen Rana Plaza i 2013 styrtede sammen, og 1.134 mennesker, først og fremmest syersker, mistede livet.
Så hvad betyder tøjindustrien – på godt og ondt – egentlig for Bangladesh? Det satte et møde arrangeret af IDA Global Udvikling mandag aften fokus på.
”Multifiberaftale” i 1974 sparkede tingene i gang
Det er nok de færreste, der i dag har den såkaldte multifiberaftale i klar erindring. Ikke desto mindre var det den, der for alvor sparkede gang i Bangladeshs eksporteventyr, fortæller Jette Steen Knudsen, professor i international business ved Fletcher School of Law and Diplomacy på Tufts University i USA og visiting professor ved CBS. Hun har i mange år forsket i tøjindustrien og dens betydning for Bangladesh.
Multifiberaftalen fra 1974 var en international, bilateral handelsaftale, der blev indført af en række rige lande for at dæmme op over for den enorme import af billigt tøj fra asiatiske lande som Sydkorea. De lande blev pålagt told og andre restriktioner, som de fattigste udviklingslande – herunder Bangladesh – blev fritaget for. Tøj fra Bangladesh kunne med andre ord eksporteres toldfrit til blandt andre USA og EF-landende. Det betød, at mange producenter, ikke mindst fra Sydkorea, flyttede deres produktion til Bangladesh.
Et af de helt store sydkoreanske firmaer, Daewoo, investerede systematisk i Bangladesh, overførte teknologi og udstyr, og oplærte lokale syersker, der kunne hyres for billige penge. Adgangen til rigelig, villig og billig arbejdskraft var nemlig også med til at trække produktion til Bangladesh.
Tøjindustrien er blevet betegnet som en ’sommerfugleindustri’, fordi den rimeligt let og hurtigt kan flytte sig fra land til land, så den hele tiden er dér, hvor vilkårene er mest gunstige. Det specielle ved Bangladesh er, påpeger Jette Steen Knudsen, at tøjindustrien er blevet i landet i nu mere end 50 år og stadig vokser sig større. Også selv om multifiberaftalen og de fordele, den medførte, forsvandt i 2004.
Et par tal afslører industriens enorme betydning: Bangladesh eksporterer hvert år tøj for 45 milliarder dollar, og det udgør hele 82 procent af landets samlede eksport. Tallene sættes i relief af, at landet modtager i alt ca. 3,5 milliarder dollar i udviklingsbistand om året. Industrien beskæftiger 4,4 millioner mennesker – langt de fleste kvinder. Hertil kommer i øvrigt 600.000 ansatte i læderindustrien, der har mange ting tilfælles med tøjindustrien.
Løn- og arbejdsforhold er forbedret, men slet ikke nok
Ifølge Jette Steen Knudsen har både løn- og arbejdsvilkår forbedret sig over de seneste år i Bangladesh, men understrer også, at der er lang vej igen. Og det kan Jesper Nielsen, leder af 3F’s internationale afdeling, bekræfte. 3F har siden 2011 – med støtte fra Danida – arbejdet i Bangladesh med at styrke fagforeninger og forbedre løn- og arbejdsvilkår. Et arbejde, der blev styrket efter Rana Plaza-katastrofen i 2013.
Mindstelønnen i Bangladesh for kort tid siden blev hævet for første gang i fem år, fortæller Jesper Nielsen. Med 56 procent, så den nu udgør 114 dollar om måneden. Det blev også bestemt, at den skal stige med 5 procent hvert år. Det er en stor forbedring, men samtidig er der langt op til de 210 dollar om måneden, den lokale fagbevægelse kræver som mindsteløn, understreger Jesper Nielsen og tilføjer med et skævt smil, at mindstelønnen typisk kun bliver hævet i valgår som i år. Og lønnen er jo stadig lav nok til, at tøjindustrien bliver i Bangladesh.
Industrien er præget af benhård, international konkurrence, der hele tiden presser prisen.
Jette Steen Knudsen, professor i international business ved Fletcher University
Jesper Nielsen fortæller, at det ikke bare er op ad bakke at fremme fagforeninger og kollektive overenskomster i Bangladesh. Det bliver også mødt med modstand og desværre ofte vold fra nogle virksomheder og myndigheder. Resultatet er, at fagbevægelsen både er svag og splittet.
Virksomheder siger det rigtige, men…
Både Jette Steen Knudsen og Jesper Nielsen fremhæver, at mange af de store internationale tøj- og modefirmaer som Bestseller og H&M siger alt det rigtige om arbejdsvilkår og bæredygtighed, men de efterlyser større vilje til i praksis at leve op til de fine ord og kodeks.
”Men hele den forretningsmodel, tøj- og modeindustrien arbejder efter, gør det svært at forbedre vilkårene,” mener Jette Steen Knudsen.
”Industrien er præget af benhård, international konkurrence, der hele tiden presser prisen. Samtidig er det en industri med hurtigt skiftende modeluner, der gør det svært at langtidsplanlægge for de producenter, der oplever hurtige skift i ordrebeholdningen. Det fremmer alt sammen pres på lønninger og på arbejdsforhold. Og når du så er i et land som Bangladesh, hvor kulturen grundlagt i kolonitiden ikke ligefrem er særligt imødekommende over for fagforeninger, kollektive overenskomster eller for at lytte til de ansatte, så bliver det ekstra svært.”
