I Indonesien var der onsdag festdag. I hvert fald gik hovedparten af de 205 millioner stemmeberettigede indonesere til valgurnerne på den nationale fridag, der med fem års mellemrum vender tilbage under navnet Pesta Demokrasi – demokratiets fest.
I de sidste 10 år har den ultrapopulære Joko Widodo siddet ved magten, mens Indonesiens økonomi er buldret frem. Men Widodo, der går under kaldenavnet Jokowi, har siddet sine to valgperioder ud, og det har efterladt en politisk kampplads, hvor særligt tre præsidentkandidater har konkurreret om arvefølgen.
Som det er nu, ser valgets vinder ud til at blive den 72-årige forsvarsminister Prabowo Subianto. Han har en blakket fortid som general under Suharto-diktaturet og arg modstander af Jokowi. I hvert fald erklærede Subianto onsdag sig selv som vinder. Det officielle resultat fra den indonesiske valgkommission lader stadig vente på sig, ligesom ingen af de to modkandidater har erklæret sig som tabere.
Ifølge uofficielle, men historisk set troværdige, målinger fra indonesiske analysebureauer har Subianto dog noget at have sin udmelding i. Med mere end 80 procent af stemmerne optalt på de udvalgte stemmesteder, står han til omkring 58 procent af stemmerne.
Det endelige resultat kan der gå op til en måned, før vi får. Men allerede nu står det klart, at det netop overståede valg vil blive husket for blandt andet dynastiske tendenser – og en helt ny fokus på landets unge vælgere.
De unges valg
Indonesien er et ungt demokrati i mere end én forstand. Valget er landets blot femte demokratisk valg siden afskaffelsen af Suharto-diktaturet i 1998, og i år var første gang nogensinde, at de unge indonesere under 40 år ser ud til at have den tungeste vægt i stemmeboksen.
Dette års valg er helt klart anderledes end de foregående, fordi majoriteten af vælgerne er under 40 år
Abigail Limuria, medstifter, Bijak Memilih
“Dette års valg er helt klart anderledes end de foregående, fordi majoriteten af vælgerne er under 40 år. De (præsidentkandidaterne, red.) forsøger at få de unges stemmer, og det former, hvordan de fører deres kampagner og de politiske programmer, de lægger frem,” siger Abigail Limuria.
Hun er medstifter af den uafhængige ungdomsorganisation Bijak Memilih, som blandt andet udarbejder information om landets politiske partier og temaer op mod valg.
Som Abigail Limuria forklarer, er der enorm forskel mellem storbymenneskerne på hovedøen Java og deres modsætninger på de mange mindre øer, som landet består af.
Alligevel er der nogle bekymringer, som går på tværs, herunder livskvalitet, korruption, klima, samt forurening i luft, vand og jord. Klimaet, siger Abigail Limuria, kommer til udtryk på vidt forskellige måder i de to store vælgergrupper. For de indonesiske kosmopolitter er klimakrisen et alarmerende globalt fænomen, som de hver dag ser i nyhederne, mens landbefolkningen oplever det på en helt anden måde.
“Hvis du spørger dem, der tilhører en fiskerfamilie, som år for år ser mængden af fisk falde, og øer, der drukner. De tilhører et landbrugssamfund, hvor ustabilt vejr giver en ustabil høst. Så bekymrer de sig også om klimaet.”
Derfor har alle tre kandidater også i en indonesisk kontekst haft usædvanligt stor vægt på at vise grønne initiativer. Det er et faktum, Abigail Limuria kalder et “stort fremskridt”, og som ikke mindst er vigtigt, fordi landet har klodens tredjestørste regnskovsområde og er verdens største producent af nikkel, som er et vigtigt råstof i elbilbatterier.
TikTok og avatarer
At de tre kandidater i den grad har set vigtigheden af at ramme de unge, har ikke bare vist sig i, hvad de taler om, men også i måden de kommunikerer på. TikTok-kampagner, K-pop-referencer, memes og alt muligt “skør popkultur”, som Abigail Limuria kalder det, har fyldt bemærkelsesværdigt meget.
Denne nye avatar er overalt i Indonesien. Det er sådan, de har blødgjort hans image. Og det har indtil videre virket meget succesfuldt.
Yoes Kenawas, forsker i statskundskab ved Northwestern University
Forsker i statskundskab ved Northwestern University, Yoes Kenawas, har kaldt de sociale medier Instagram og TikTok for “den digitale verdens kampplads” i Indonesien. Det er kandidaten fra det regerende parti, Ganjar Pranowo, som har den største følgerskare på TikTok, men det er den aldrende Subianto, som bedst har formået at indynde sig hos ungdommen.
Blandt andet har han hyret et kinesisk firma til at lave en sød japansk animé-avatar, der ikke bare har prydet hans kampagner på sociale medier, men også ude i de indonesiske gader.
“Denne nye avatar er overalt i Indonesien. Det er sådan, de har blødgjort hans image. Og det har indtil videre virket meget succesfuldt,” fortæller Kenawas til CNN.
Derudover har Subiantos kampagne flydt over med TikTok-videoer af præsidentkandidaten, der fremfører sit signatur-dansetrin – en akavet shuffle-dans hen over talerscenen. Som svar er han af sine unge støtter blevet døbt “gemoy”, en betegnelse for alt, hvad der er nuttet og yndigt, mens de selv kalder sig “gemoy-truppen”.
Hvad ser unge indonesere i en gammel general?
Alle de poppede, digitale krumspring til trods, kan det undre, at det alligevel er valgets klart ældste kandidat, der ser ud til at løbe med sejren. Men det mener professor i antropologi ved Aarhus Universitet, Nils Ole Bubandt, ikke er så mærkeligt.
Først og fremmest har Subianto allieret sig med den populære præsidents ældste søn, 36-årige Gibran Rakabuming, selvom de to ikke deler parti. Da det blev kendt i offentligheden tilbage i september fik Subianto et markant løft i meningsmålingerne, da Jokowi valgte ikke at følge op på nyheden med en officiel støtteerklæring til sit eget parti. En stilhed, der ifølge Nils Ole Bubandt, der forsker i indonesisk politik og historie, ikke kan tolkes som andet end opbakning til Subiantos parti.
At en torturanklaget tidligere general fra Suharto-dynastiet skulle blive valgt som landets præsident ses som en “katastrofe” blandt mange af vælgerne i den ældre generation, som husker rædslerne under diktaturet.
“De unge tænker ‘nu skal vi videre’. Og Subianto har jo allieret sig med Jokowis søn, som har mange støtter på Java, hvor mere end halvdelen af vælgerne bor. Og hvis man kan erobre en stor del af vælgerne på Java, så har man vundet valget,“ siger han.
Derudover har Subianto ifølge Nils Ole Bubandt overtaget meget af Jokowis politik, som han tilbage ved det seneste valg i 2019 ellers var ivrig modstander af.
“Jokowi er kendt som infrastruktur-præsidenten. Han elsker at bygge store lufthavne, toldveje og snart en ny hovedstad. Politik i Indonesien er udvikling. Der skal ske noget. Det er sådan, man viser, at man har styr på det,” forklarer Bubandt med henvisning Jokowis nok mest ambitiøse projekt, nemlig at skære en ny hovedstadsby ud af Borneos jungler.
Dynastiske tendenser
Mange analytikere og medier har råbt vagt i gevær i forhold til den uhellige alliance mellem Subianto og Jokowis søn, der kun blev mulig fordi landets forfatningsdomstol (hvis overdommer er Jokowis svoger) gjorde en undtagelse i forhold til den lov, der forhindrer kandidater under 40 år at stille op som præsident- eller vicepræsidentkandidat.
“Nogen kalder det dynastisk politik. Han har kørt sin egen søn i stilling som vicepræsident for Prabowo (Subianto, red.), som tilsyneladende bliver valgt. Det vil sige at Jokowi, som har siddet i de maksimale to perioder, nu stadigvæk vil være det, man i Indonesien vil kalde dukkefører for den fremadrettede politik,” siger Nils Ole Bubandt.
Men ifølge den danske forsker er det ikke nødvendigvis et udtryk for et demokratisk tilbageskridt i det store asiatiske land. I virkeligheden er det klassisk indonesisk politik at inkludere sine modstandere i det politiske magtapparat.
Der er ikke nogen god grund til, at der findes en nation, der hedder Indonesien, andet end at Holland koloniserede det.
Nils Ole Bubandt, professor i antropologi ved Aarhus Universitet
“I stedet for at man fører politik gennem aggressive modsætninger, så kan man godt lide det, man – oversat til dansk – kalder ‘fællesråd’. Det at man kommer frem til en konsensus gennem samtale.”
Det lyder i sig selv meget demokratisk. Lidt a la det vi bryster os af i Danmark under betegnelsen ‘brede forlig hen over midten’.
“Ja, men at inkludere sine modstandere er jo også en måde at styre sine modstandere på. Og det er så lykkedes Jokowi at lægge spor ud for den næste præsident Prabowo, ved at sønnen snart sidder som vicepræsident,” siger Bubandt.
Ifølge den aarhusianske professor er indoneserne generelt heller ikke bange for at bytte deres ytringsfrihed med økonomisk vækst. Indoneserne ved godt, at de ikke er et vestligt demokrati, hvor man groft sagt siger hvad som helst, bare fordi man har ret til det.
“[Indonesien, red.] har mange religioner og etniske grupper, så det er vigtigt, at man ikke provokerer hinanden, for så falder nationen fra hinanden. Der er ikke nogen god grund til, at der findes en nation, der hedder Indonesien, andet end at Holland koloniserede det.”
