Svend Løbner
Svend Løbner er freelancejournalist for flere hjælpeorganisationer og har særlig interesse for menneskerettigheder og mødet mellem forskellige kulturer og religioner.
Han voksede op i Tanzania indtil han var 18 år og kom derefter i lære som reklametegner i Svendborg. Senere uddannede han sig i økumenisk teologi i USA og virkede mange år som præst, inden han efteruddannede sig i Analytisk Journalistik på Syddansk Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Dette mix blev til flere år med foredrag og kurser i kommunikation for flere end to tusind præster, menighedsrådsmedlemmer og kirkefunktionærer. Inden Corona-pandemien rejste han jævnligt på reportagerejser for hjælpeorganisationer til bl.a. Tanzania, Kenya, Nigeria, Somaliland og Israel/Palæstina.
Svend har en snes bøger på samvittigheden i bl.a. kommunikation, kultur- og religionsmøde. Han har bl.a. bogen Kristus i verdensreligionerne (cBooks, 2009), er medforfatter til bogen Flerkulturelle Rødder (Dansk Psykologisk Forlag, 2012), redaktør på antologien Livet før døden (Unitas/Eksistensen 2012), forfatter til interviewbogen Mediepræster (Kirkeligt Medieakademi, 2014), reportagebogen Stemmer fra Tanzania (cBooks, 2017) og redaktionssekretær på antologien Tro og videnskab (Forlaget CKT, 2019). Han har også skrevet to e-bøger om kommunikation: Det vigtigste først og Der skal to til en tango (2020). I sin fritid driver han Netavisen Sameksistens.
Vi kan ikke forandre hele verden. Men vi kan forandre verden for den enkelte patient.
Nogenlunde sådan faldt bemærkningen fra overlæge Brittany Garrelts, da hun viste mig rundt på hospitalsskibet Africa Mercys operationsdæk.
Jeg havde lige interviewet en dreng, der var født uden ydre øre, men nu havde fået påført et nyt med hud fra låret. Og en lille pige med brandsår på arm og side, der havde ”limet” begge dele sammen. Men nu var armen fri og sårene ved at læges.
Jeg talte med sundhedspersonale – kirurg, sygeplejerske, fysioterapeut, hospitalspræst – der alle arbejder frivilligt i månedsvis på det flydende hospital fra organisationen Mercy Ships.
Men som overlægen bemærkede: Vi afhjælper måske kun to procent af sundhedsbehovet her på øen. Men to procent er også noget, fordi det tænder håb. Især når vi også uddanner lokale læger i kirurgi.
Tandbehandling og forundersøgelse på kaj foran skibet
Jeg er på Madagaskar ud for Afrikas østkyst, et land på størrelse med Tyskland og Frankrig tilsammen. Her er vejene så dårlige, at det frivillige sundhedspersonale må flyve med det humanitære flyselskab Mission Aviation Felowship (MAF) fra hovedstaden Antananarivo til havnebyen Toamasina, hvor Africa Mercy ligger. Flyveturen tager 30 minutter og ville vare 15 timer uafbrudt på hullede jordveje.
Det første, der møder mig på kajen, er en container fra Hospitainers, der fungerer som tandlægeklinik. Den står udenfor en lagerbygning fyldt med firkantede hvide telte på række fra samme organisation. Både container og telte er fyldt med topmoderne lægeudstyr. Og frivillige tandlæger, sygeplejersker og fysioterapeuter er i fuld gang med at tilse patienter.
Foran teltene sidder rækker af malagassere og venter på at blive undersøgt. Børn med bandager kører rundt på trehjulede cykler. En lille pige på mors skød ser på med mat blik. Hun har en byld på halsen, der åbenbart suger al energi ud af den lille krop.
Alle patienter skal forbi disse telte, tjekkes for HIV, covid, tuberkulose og om de i det hele taget har nok vægt til, at de kan holde til at blive opereret. Ellers skal de på ernærings-forløb i det nærliggende Hope Center, indtil de er klar.
Gammel Storebæltsfærge har fået nyt liv
Jeg stiger om bord på Africa Mercy efter at have vasket hænder og sprittet af for Gud ved hvilken gang.
Også skibet er et håbets tegn. Det er nemlig en kasseret gammel Storebæltsfærge, Dronning Ingrid, der er bygget om til hospitalsskib og sidste år renoveret på et værft i Durban.
Sammen med søsterskibet Global Mercy i Vestafrika opererer lægerne over 3300 patienter om året. Og det er på det tidligere jernbanedæk, jeg nu bliver vist rundt fra den ene operationsstue til den anden.
Vi går forbi fem operationsstuer, to scanningsrum, et laboratorium, et apotek, tandlægeklinik og over 40 sengepladser, ja alt hvad et hospital behøver. Blot er rummene meget små og udstyret derfor presset sammen, og de sundhedsprofessionelles albuerum begrænset.
Men er der virkelig håb, som sloganet lyder fra både MAF og Mercy Ships? Både nu og her og på længere sigt?
Ingen specialkirurgi på hele Madagaskar
Jeg kontakter Rivo Rakotonaiaia, dekan ved Mahajanga Universitet ved øens nordvestlige kyst. Universitetet har fået til opgave af regeringen på Madagaskar at uddanne praktiserende læger i blandt andet kirurgi, så de ikke blot kan operere patienter efter ulykker, men så de også kan udføre de vanskelige plastikoperationer, som Mercy Ships er specialister i. Det er netop disse operationer, de frivillige kirurger på skibet Africa Mercy har udført i tæt samarbejde med de madagaskiske myndigheder i 2016 og fortsætter med i år.
Dr. Rivo fortæller, at Madagaskars 31 millioner indbyggere hærges af de sædvanlige tropesygdomme malaria og bilharziose og plages af mave-tarm-infektioner og insektbid. De senere år er der også kommet flere med hjerte-kar-sygdomme, forhøjet blodtryk og dermed også diabetes.
Den store udfordring er specialiseret kirurgi, fortæller dr. Rivo:
”Mig bekendt er der ikke et hospital med speciale i plastikkirurgi på hele Madagaskar. Lægeuddannelsen er meget begrænset, så derfor er det vigtigt at videreuddanne landets læger.”
Hvorfor er der ingen lokale, der gør noget?
Jeg kontakter dr. Fabruce Ramaherimamaonjy på et af landets hospitaler, nemlig Bethany Hospital Center i Toamasino, hvor Africa Mercy har lagt til kaj. Det viser sig, at dr. Fabruce har været i praktik på Africa Mercy i 2016, og at det var her, han fik en vision om at starte sit eget hospital i havnebyen.
”Da jeg så rækken af patienter foran skibet, der ventede på konsultation og gratis behandling, spurgte jeg mig selv: Hvorfor alle disse patienter, og hvorfor er der ingen på Madagaskar, der tager sig af dem?”
Nogle af dem havde meget komplicerede lidelser, husker han:
”Jeg så en lille dreng, hvor sårene fra en brandskade havde fået hoved og skulder til at gro sammen. Familien havde brugt alle deres sparepenge på behandling i hovedstaden Antananarivo, men i løbet af fem dage var pengene brugt op uden at deres lille dreng havde fået det bedre. Så jeg tænkte: Det er bare løgn! Sådan bør det ikke være! Nogen må altså vide, hvordan man behandler den slags.”
Mangel på viden er det egentlige problem
Dr. Fabruce indså, som dr. Rivo og de madagaskiske myndigheder, at det var mangel på viden, der var det egentlige problem.
”Vi er simpelthen nødt til at vide og kunne noget mere. Jeg mærkede en byrde på mine skuldre. Der skal ske noget nu. Jeg må gøre noget.”
Og det blev begyndelsen til, at dr. Fabruce etablerede Bethany Hospital Center i byen.
Hospitalet betjener i dag en befolkning på 200.000, dr. Fabruce og hans kolleger udfører 20-25 plastikoperationer om ugen, og der er barselsafdeling, børneafdeling, laboratorium, 35 sengepladser til indlæggelse og betjening af patienter udefra.
Indsatsen mangedoblet af lokale kirurger
Hvis ikke det er tegn på håb, så ved jeg ikke. En ting er de mange operationer, Mercy Ships’ to hospitalsskibe udfører; en anden er de mange læger, der modtager undervisning og vejledning i plastikkirurgi gennem Mercy Ships’ træningsprogram, og bagefter kan gå ud og hjælpe deres egen befolkning.
Nej, vi kan ikke forandre verden på én gang, men alligevel: Mon ikke vi alligevel forandrer den skridt for skridt, når de specialiserede ydelser på Mercy Ships’ hospitalsskibe bliver mangedoblet med dygtige lokale kirurger?
Og så kan det endda være, at Dakar-erklæringen, der har som mål, at alle på det afrikanske kontinent skal have adgang til kvalitetskirurgi inden år 2030, bliver til virkelighed.
Fakta om Mercy Ships
Mercy Ships er en international hjælpeorganisation, som er repræsenteret i 16 lande – heriblandt Danmark. Organisationen driver verdens største privatejede hospitalsskibe, Global Mercy og Africa Mercy, som udgør verdens største civile hospitalsflåde.
Svend Løbners rejse til Madagaskar er betalt af Danida via CISU (Civilsamfund i Udvikling).
