Dårligere løn- og arbejdsvilkår og mindre indflydelse end de internationale kollegaer, følelsen af meningsløshed, gamle traumer, der gang på gang genaktiveres, og en konstant bekymring for at ende i rollen som “den vrede palæstinenser.”
Sådan opleves nogle af udfordringerne for lokalt ansatte i internationale organisationer, der opererer i de palæstinensiske områder.
Det konkluderer Klara Nedergaard i sit speciale, som hun færdiggjorde for en måned siden på Lund Universitet. I specialet interviewer hun 12 palæstinensere fra 11 forskellige internationale udviklings- og nødhjælpsorganisationer, der arbejder i de palæstinensiske områder. Nogle af de ansatte har mange års erfaring, andre er i starten af deres karriereforløb. Af frygt for at skade deres karrieremuligheder medvirker alle anonymt.
Hvilke udfordringer oplever dine informanter som lokalt ansatte for de internationale ngo’er?
”Fælles for de fleste var personlige oplevelser med racisme og forskelsbehandling og en følelse af ulighed, fordi man som lokalansat har ringere løn- og ansættelsesvilkår end udstationerede medarbejdere. Mange nævnte også spørgsmålet om, hvem der får lov at få en ekspertrolle i en organisation. Det er meget sjældent de lokale selv,” siger Klara Nedergaard.
Hendes interesse for emnet blev vakt, da hun i 2023 var frivillig på en palæstinensisk farm på Vestbredden sammen med lokale unge. En del af dem havde haft berøring med nogle af de mange internationale ngo’er, der er aktive i de palæstinensiske områder og overvejede en karriere i den retning.
De (udlændingene) kommer med denne forudfattede opfattelse af, at de er de erfarne, og at de er gode og bedre end det nationale personale. Men du har nationalt personale, der er glimrende og vant til at udføre arbejdet
Informant 7
”Men jeg kunne samtidig mærke en skepsis hos de unge, og at de ofte lavede sjov med de mange udlændinge, som fylder meget i Ramallah. Ofte talte lokale lidt ironisk om alle de her hvide mennesker, der er her for at gøre en forskel. Jeg blev interesseret i, hvad den her skepsis gik ud på,” forklarer hun.
Derfor satte hun sig for at undersøge, hvordan palæstinensiske ansatte oplever at arbejde i organisationer, der finansieres og styres af udenlandske aktører.
Symptombehandling
Citaterne fra informantenterne i denne artikel stammer fra specialet, som endte med titlen “Navigating Ambivalence,” netop fordi de 12 informanter var fælles om at opleve en stor ambivalens i deres arbejde. Især fordi mange af informanterne ser deres arbejde som en symptombehandling, der ikke grundlæggende kan løfte palæstinensernes levevilkår, før Israels besættelse ophører.
Fra det øjeblik, jeg kom med, indtil nu, laver vi det samme. Du mister nogle gange din passion. Workshops, seminarer, konferencer, studieture. Men det er, hvad du laver.
Informant 2
”Mange informanter ved godt, at der kommer masser af penge til Palæstina, men mange mener også, at mange af pengene er spildt,” siger Klara Nedergaard.
En af grundene er ifølge informanterne, at for mange internationale organisationer foretrækker at beskæftige sig med overfladiske og ufarlige projekter, af frygt for at falde i unåde hos deres hjemlige donorer eller den israelske regering.
”Alle informanter peger på, at ‘ja, vi har mange problemer med en stat, der ikke fungerer, men alt er farvet af, at området er besat. Det er det, vi har brug for at ændre. Vi lever under apartheid, og det er det, der er problemet. Og hvis organisationerne ikke vil bakke den kamp op, så vil deres øvrige arbejde være et lille plaster på et kæmpe sår,’” fortæller Klara Nedergaard.
”Projekter som skoler, mikrolån eller kvinderettigheder er ifølge informanterne ikke det, der er behov for. I stedet fortæller de, at de projekter, der ville give mening, som eksempelvis at bekæmpe bosættervold, dem vil mange organisationer ikke røre ved af frygt for at miste funding. Mange organisationer er også bange for at komme på tværs af Israels interesser, da de i sidste ende frygter at blive smidt ud af landet,” siger Klara Nedergaard.
Jeg mener, at på den måde det implementeres, og i den måde det eksisterer i den palæstinensiske kontekst, er det designet til at behandle symptomer og ikke årsager.
Informant 1
Klara Nedergaard har undersøgt, hvordan lokalt ansatte palæstinensere oplever deres arbejde for internationale organisationer.
Foto: Privat
”Det skaber en skepsis hos mange af mine informanter, mens andre godt kan se, hvorfor der er den her pragmatisme hos organisationerne,” siger Klara Nedergaard.
Selvom det måske ikke er optimalt, så er det bedre end ingenting at have organisationernes hjælpeindsats. Samtidig rejser mange informanter en kritik af, at mange organisationer bruger uforholdsvis mange ressourcer på udstationeret personale.
”Der er en kritik af, hvordan pengene bruges. De internationalt ansatte har store huse og høje lønninger, og det kan de lokale godt se. Mange peger på, at penge går tabt på unødvendige ting, og at man kunne få meget mere ud af pengene ved at ansætte flere lokale.”
Sårbar og skamfuld
Interessant nok skyldes ambivalensen i forhold til at arbejde for de internationale ngo’er også de mange privilegier, der følger med.
”Informanterne fortæller om på den ene side at være glade og stolte over at få et job med god løn og prestige. Pludselig kan de rejse til Tel Aviv eller til Jerusalem, hvor mange palæstinensere aldrig har været,” siger Klara Nedergaard.
“Samtidig føler de, at jobbet giver dem privilegier, som de egentligt ikke har fortjent, fordi de ikke føler, at organisationens arbejde reelt batter. Det gør, at de paradoksalt nok føler, at de ikke er værdige, og det fører til skam.”
Læs også: Oprør i Dansk Flygtningehjælp over ledelsens tavshed om Gaza.
Der kan også på de enkelte arbejdspladser opstå kulturelle spændinger mellem udstationeret og lokalt personale.
”Som palæstinenser oplever man ofte ekstreme ting, fordi der er israelsk militær over det hele. Derfor er der forståeligt nok traumer, sorg og vrede hos mange af informanterne, som de føler, de ikke må udtrykke men skal gemme væk, fordi de er bange for at bekræfte stereotyperne om den vrede palæstinenser,” siger Klara Nedergaard.
Så hvis jeg er palæstinenser og jeg er vred over en krig, der har fundet sted i Gaza, er min opfattelse, at jeg skal være selektiv med, hvordan jeg udtrykker denne forargelse og denne vrede for ikke at lyde stereotypisk som en voldelig palæstinenser
Informant 1
Problemet med at få plads til at udtrykke de svære følelser bliver forstærket af det, der opleves som en stor løbende udskiftning af den internationale stab.
”Mange informanter peger på, at det er sårbart og ubehageligt gentagne gange at skulle forklare sig over for nye folk.”
Krigen
Dilemmaet om, hvor svært det er for lokalt ansatte at udtrykke negative følelser, blev kun endnu mere aktuelt, efter den 7. oktober. Klara Nedergaard havde kun gennemført de to første af de 12 interviews, da Hamas angreb Israel, dræbte cirka 1200 civile og soldater og bragte gidsler med tilbage til Gaza.
Angrebet var startskud til en voldsom israelsk offensiv, der i skrivende stund ifølge tal fra Gazas Sundhedsministerium har kostet flere end 37.000 civile og hamaskrigere livet. Selv befandt hun sig i Ramallah den 7. oktober.
”Det var chokerende og voldsomt og forfærdeligt. Jeg boede i et hus med to ældre palæstinensiske kvinder nedenunder, så jeg gik derned og drak te og fulgte udviklingen på tv med kvinderne, som selvfølgelig var forfærdede over angrebet, men som også konstaterede, at nu ville palæstinenserne blive straffet hårdt.”
Selvom hun i de efterfølgende dage ikke frygtede for sin egen sikkerhed, besluttede hun sig at sætte arbejdet på pause.
”Jeg tænkte, at jeg ikke kunne bruge folks tid i en så voldsom situation, så jeg besluttede at tage hjem. Men efter et stykke tid sagde nogle af mine informanter, at jeg burde række ud, og folk var vitterligt mere frustrerede nu. Så 7. oktober var en slags fremkaldervæske. Nu er der endnu mere frustration og skam end før,” siger hun og uddyber.
”Efter 7. oktober har der været meget fokus på, hvad topledelsen i de forskellige organisationer mener om Israels fremfærd. Det kan give en stor skam for folk, der arbejder i de organisationer, der ikke tager afstand nok fra Israels fremfærd,” siger Klara Nedergaard.
Informanterne fortæller også, at organisationer, der ikke har været tydeligt kritiske over for Israels bombardementer i Gaza, nu oplever at blive boykottet af lokale samarbejdspartnere på Vestbredden.
”Og flere af mine informanter, der er ude i de små lokalsamfund, oplever nu decideret chikane fra andre palæstinensere for deres tilknytning til de internationale ngo’er.”
Hvad med holdningen til Hamas’ terrorisme? Er det noget, der fylder i organisationerne?
”Det er et ømtåleligt spørgsmål, men der er ikke nogle af mine informanter, der er blevet udspurgt om deres holdninger af deres arbejdsgiver. Nogle af mine informanter ville tage klart afstand, mens andre ikke synes, det er så sort-hvidt. Det er et betændt spørgsmål, som jeg har valgt at gå lidt udenom, fordi det jo ikke er det, jeg undersøger i mit speciale, og fordi jeg frygter, at det vil komme til at overskygge resten,” siger Klara Nedergaard.
Afhængighed et problem
Når man læser dit speciale, sidder man tilbage med en følelse af, at de internationale organisationer ofte fremmedgør deres lokalansatte. Hvad kan det skyldes?
”Nogle af mine informanter føler, at der fortsat eksisterer et levn fra en kolonial arv, og at der kommer et hvidt hegemoni i spil, når det handler om, hvem der får lov at være ekspert. Mange har erfaringer med en chef eller en kollega, der anser dem som mindre kompetente end de internationalt udstationerede kollegaer.”
Lokale har brug for mere plads til at blive hørt, hvilket ikke er tilfældet i mange organisationer. ‘Den hvide mands’ tilgang er forældet, men selv efter så lang tid er kolonialisme stadig synlig i vores dagligdag.
Informant 2
Gaza er ødelagt, Israel udvider bosættelserne på Vestbredden, og de palæstinensiske myndigheder er dybt korrupte. Palæstinensernes situation er fortvivlet. Er der ikke en risiko for, at dine informanter kommer til at afreagere på de organisationer, der egentlig gerne vil hjælpe dem?
”Jeg forstår godt spørgsmålet. Og mange af mine informanter anser palæstinensernes afhængighed af udenlandsk støtte som et kæmpe problem, fordi det skaber en dynamik, hvor andre skal redde en. Men det handler også om pragmatisme. Mange peger på, at selvom der er kritik af organisationerne, så er der ikke noget alternativ i den nuværende situation.”
Hvad kan en velmenende og velpolstret vestlig organisation ifølge dine informanter gøre anderledes?
”Nummer absolut ét: anerkende offentligt og i det daglige arbejde, at Palæstina er besat. Nummer to er, at man skal løfte de lokale kræfter. Vær i området og gå i dialog med dem, man vil hjælpe. Spørg, hvad de har brug for, i stedet for at ankomme med en plan, der er udtænkt derhjemme,” siger Klara Nedergaard.
Organisationerne bør også overveje at ændre måden, de udstationerer internationale folk i de palæstinensiske områder på. Udskiftningen er simpelthen for stor, lyder det.
Jeg ville også bruge flere penge på at udvikle de lokale partnere, meget, meget mere. Jeg mener, hvad de modtager i sidste ende er lidt, helt ærligt. Det er dem, der har meget gode forbindelser til lokalsamfundet. Det er dem, der fortsætter med at arbejde. Og helt ærligt, folk stoler mere på dem
Informant 9
”Det er udmattende for lokalt ansatte konstant at skulle forholde sig til nye vestlige ansigter, der igen skal have en masse ting forklaret og lære at begå sig. Så ansæt mere langsigtet og sørg for at uddanne medarbejderne, så de forstår konteksten fra starten, og så det ikke hele tiden er de lokale, der igen og igen skal forklare deres land, historie og traumer til nyankomne,” siger Klara Nedergaard.
”Det sidste er, at organisationer bør være langt mere tydelige i at fordømme Israels fremfærd i Gaza.”
