Folkekøkkener hjælper hundredtusindvis af mennesker i Sudans krigsramte hovedstad, Khartoum. De tilbyder regelmæssige måltider samt social og følelsesmæssig støtte midt i en tiltagende hungersnød, som de internationale hjælpeorganisationer ikke er i stand til at afhjælpe.
Køkkenerne, der er drevet af lokale selvhjælpsgrupper kaldet ERR (Emergency Response Rooms), kæmper med alvorlig mangel på finansiering, sikkerhedstrusler samt kommunikations- og strømafbrydelser, fortæller frivillige til The New Humanitarian.
Denne artikel er oprindeligt udgivet af online-mediet The New Humanitarian, der dækker global udviklingspolitik og verden generelt.
Læs mere om ERR her: Sudanesisk aktivist: Vi afkoloniserer nødhjælpsarbejdet | Globalnyt
De store udfordringer betyder, at mange køkkener kun tilbyder ét måltid om dagen, mens nogle er helt nede på ét måltid om ugen. Andre har været nødsaget til midlertidigt at lukke ned, selvom deres lokalsamfund stadig står i en desperat situation.
“Den hjælp, vi får fra køkkenet, er livsvigtig… men mængden af mad er ikke nok til alle. Omstændighederne er meget dårlige her,” siger Nisreen, en kvinde fra Umbada i Omdurman, en større by i Storkhartoum-området.
Nisreen er ikke kvindens rigtige navn. Navnene på alle sudanesiske kilder, der citeres i denne artikel, er blevet ændret på grund af trusler mod lokale frivillige fra de stridende parter.
Nisreen fortæller, at Umbada-køkkenet i øjeblikket kun er i stand til at tilbyde ét måltid om ugen. Oftest bønner eller linser. Folk er dog stadig afhængige af sådanne små mængder mad, og en yderlig reduktion ville være en “katastrofe”, tilføjer hun.
Krigen i Sudan begyndte i april 2023 og udkæmpes af de paramilitære Rapid Support Forces (RSF) og den regulære hær (SAF, Sudanese Armed Forces). Det har ført til verdens største fordrivelseskrise, hvor næsten 10 millioner mennesker er blevet fordrevet, og også til den største sultkrise. En nylig undersøgelse forudsagde, at 2,5 millioner mennesker vil dø af sult inden september. Andre advarer om den værste hungersnød på jorden i 40 år.
Læs mere om krigens parter her: Opportunistisk kamelsælger og officerskolens mønsterelev: Her er de to generaler, der udpiner Sudan | Globalnyt
Nogle af de mest ekstreme niveauer af sult findes i Storkhartoum, som omfatter den ødelagte hovedstad og dens tilstødende søsterbyer – Bahri og Omdurman. Størstedelen af området kontrolleres af RSF-krigere, der brød ind i private hjem i konfliktens begyndelse og stjal deres ejendele.
De fleste internationale hjælpeorganisationer evakuerede deres medarbejdere fra Khartoum, da kampene begyndte, og er endnu ikke vendt tilbage. Deres bestræbelser på at bringe forsyninger ind er blevet forpurret af SAF og allierede myndigheder, som søger at forhindre at RSF-kontrollerede områder modtager nødhjælp.
Selvom frivillige fører an i nødhjælpsindsatsen i landet, vokser antallet af mennesker, der er afhængige af dem, efterhånden som sudanesernes overlevelsesstrategier falder fra hinanden. Tusinder vender tilbage til hovedstaden for at undgå angreb og lidelser i de områder, de ellers var flygtet til.
De to stridende parter har ikke hjulpet de civile, men det gør vi, og det vil vi fortsætte med
Mawada, frivillig i et folkekøkken
Donorerne i diasporaen, og i Sudan, er ved at nå grænsen for, hvad de kan yde finansielt, men det er de donationer der gør folkekøkkenerne mulige, mener frivillige. Støtten fra internationale donorer er stadig utilstrækkelig, på trods af, at flere humanitære organisationer nu engagerer sig i ERR.
“Donationerne er ingenting sammenlignet med, hvad folk har brug for,” siger Mawada, en frivillig fra Umbada. Hun fortæller, at hendes gruppe er forpligtet til at hjælpe deres samfund trods de voksende udfordringer: “De to stridende parter har ikke hjulpet de civile, men det gør vi, og det vil vi fortsætte med.”
Redder liv og værdighed: ‘Alle skal kunne spise uden at skamme sig’
ERR-grupperne har etableret sig over hele Sudan, efter krigen brød ud. De hentede medlemmer fra en livlig pro-demokratibevægelse og medbragte idéer forankret i en rig kulturel arv af social solidaritet, bedst repræsenteret i traditionen nafeer (“et mobiliseringskald”).
Køkkernen i Storkhartoum anvender to forskellige modeller. Under takaya-systemet fodrer religiøse og ledere af lokale fællesskaber folk på gaderne, i huse eller under træer. Men der er også mere strukturerede køkkener drevet af ERR.
Hassan, der hjælper med at koordinere bistand i Storkhartoum, fortæller, at der er oprettet over 350 folkekøkkener, som hjælper 500.000 familier med at få mindst ét måltid om dagen.
“Vi sigter mod at redde folks værdighed,” siger han. “Alle skal kunne spise uden at skamme sig. Vi, som sudanesere, hjælper stadig hinanden. Vi overlever sammen.”
Frivillige fortæller, at køkkenerne udfører regelmæssige fundraisingkampagner, hvor de i stor stil bruger sociale medier til at anmode om penge fra filantroper og diasporanetværk. De modtager også midler fra nationale og internationale ngo’er samt fra FN-administrerede fonde.
Mens international bistand er blokeret, handler køkkenerne med lokale forretningsfolk – nogle af dem tilknyttet RSF – som er dygtige til at navigere ved kontrolposter og krydse frontlinjer. Frivillige køber varer fra dem enten på markeder eller direkte fra sælgernes huse.
Køkkenerne er sat op i relativt sikre områder og lokaler og er organiserede, så ingen skal rejse for langt for at nå et. Ud over at danne ramme om madlavning, bruges de som en slags forsamlingshuse, hvor lærere driver alternative uddannelsesprogrammer og kvinder organiserer kooperativer.
Selvom de frivillige ofte arbejder mange lange timer, med at tilberede maden, har de alligevel tid til at deltage i sociale aktiviteter og til at “være sammen og snakke” som en gruppe, siger Jamal, en frivillig fra Khartoums Al Jerief West-område.
Flere frivillige fortæller, at deres frivillige arbejde hjælper dem med at føle sig stærke og modstandsdygtige, hvor de før følte sig traumatiserede af krigen og nogle gange for bange til at kunne forlade deres huse.
“Det er det her, der får mig til at blive i konfliktområderne,” forklarer Ibrahim, en koordinator af Maygoma-køkkenet i Sharg Alneel-området i øst-Khartoum.
“I min barndom plejede jeg at bede for at jeg havde nok penge til at hjælpe andre, [men] jeg fandt ud af, at det ikke er vigtigt at have penge.”
Lav finansiering, øget behov: ‘Hver dag ser vi nye ansigter’
Trods positive erfaringer fortæller alle de seks frivillige, der har talt med The New Humanitarian, at deres køkkener mangler penge og ressourcer, især da antallet af mennesker i nød vokser.
Ibrahim, fra Maygoma-køkkenet, siger, at frivillige plejede at lave frokost såvel som morgenmad til deres lokalsamfund, men at de nu kun tilbyder ét måltid om dagen.
“Antallet bliver ved med at stige. Hver dag ser vi nye ansigter,” siger han.
Mustafa, en køkkenkoordinator i Al Kalakla i det sydlige Khartoum, fortæller, at hans gruppe har set et “højt antal tilbagevendte”, der forlod hovedstaden for at tage til den tilstødende Gezira-stat sidste år, men kom tilbage, da RSF invaderede den i december.
Ifølge Mustafa har ti køkkener i en del af Al Kalakla kaldet Abu Adam et budget på kun 800 dollars hver om måneden. Han har set folk så sultne, at de spiser blade fra træer for at overleve.
Dette er en virkelig vigtig del af den humanitære indsats, som ikke bliver tilstrækkeligt anerkendt eller støttet i øjeblikket
Will Carter, landedirektør i Sudan for Norske Flygtningehjælp.
Lokale filantroper og velgørere i diasporaen har leveret afgørende bidrag det seneste år, men den finansiering “falder som tiden går, for de har også andre ansvar,” forklarer Ibrahim.
ERR har kun modtaget en brøkdel af de hundredvis af millioner af dollars, som internationale donorer har ydet til humanitære aktører i Sudan. Langt størstedelen af donorpenge er gået til FN og internationale ngo’er – som selv er finansielt pressede – på trods af deres begrænsede adgang til de mest konfliktramte områder og de restriktioner, de stridende parter pålægger organisationerne.
“Dette er en virkelig vigtig del af den humanitære indsats, som ikke bliver tilstrækkeligt anerkendt eller støttet i øjeblikket,” mener Will Carter, landedirektør i Sudan for Norske Flygtningehjælp.
“Ud af en samlet nødhjælpsappel på over 2 milliarder dollars er det ikke meget at bede om mellem to og fem procent til alle disse modige frontlinjearbejdere, der yder meget vigtig hjælp i meget forsømte og utilgængelige områder,” tilføjer Carter.
ifølge Carter er et af de største problemer, at donorlandene har rigide regler og finansieringsprocedurer, der støder sammen med, hvordan lokale indsatser er organiseret, og med “hvad deres prioriteter er og bør være.”
Nogle folkekøkkener oplyser, at de har kontaktet internationale organisationer direkte for funding, men det er ikke muligt for de mange grupper, der ikke har stærke engelskkundskaber eller evnen til at tale international bistands-lingo.
Blackouts, høje priser og sikkerhedstrusler
Fundraising og oplysningsindsatser er også blevet påvirket af et internetblackout – angiveligt udført af RSF – hvilket betyder, at de frivillige har svært ved at lave oplysningskampagner.
Blackoutet er også en udfordring, fordi det forhindrer ERR-grupperne i at få adgang til e-bankingsystemer, som de bruger til at modtage og bruge penge, mens banker er lukket og kontanter derfor ikke er i cirkulation, fortæller Hassan, koordinatoren for Storkhartoum.
Selvom finansieringen til køkkenerne er lav, kan priserne på varer være utrolig høje, forklarer frivillige og sælgere. En forretningsmand, der arbejder i Al Kalakla, fortæller at “inflationen har boret sig godt fast i folk.” Sukker koster nu otte gange mere end før krigen.
Sælgere, der bringer mad ind i RSF-kontrollerede områder, fortæller, at de nogle gange nægtes adgang ved hærens kontrolposter. Det begrænser udbuddet og hæver priserne. De må også kæmpe med paramilitære styrker, der stjæler fra deres lagre på markederne.
Strømafbrydelser er en anden udfordring, især i områder, hvor det er nødvendigt med strøm for at pumpe vand op fra Nilen. Ibrahim, en frivillig fra Sharg Alneel, siger, at mangel på vand periodisk har resulteret i, at deres køkken måtte lukke.
Andre frivillige nævnte mangel på gas som et problem, med for lidt udbud og uoverkommelige priser. Nogle køkkener fælder træer og bruger brænde som et alternativ til gas.
Frivillige påpegede at også sikkerhed er en stor udfordring for de frivillige. Selvom RSF-ledere har erklæret deres støtte til lokale humanitære indsatser, fortæller frivillige, at de fortsat bliver mistænkeliggjort og arresteret på grund af falske beskyldninger om, at de er tilknyttet hæren.
En frivillig fra et køkken fortalte, at RSF lukkede deres aktiviteter ned, efter at de havde udsendt en erklæring, der fordømte den paramilitære gruppes overgreb mod civile.
Den frivillige sagde, at køkkenet nu udfører sine aktiviteter meget “under radaren”: Madlavning foregår i folks egne hjem, og der er kun levering af mad til de mest sårbare.
Køkkener, der opererer i områder kontrolleret af hæren og regeringen, er også udsat for sikkerhedstrusler. Disse myndigheder ser bistand og nødhjælp som en politisk og militær ressource, og de er mistænksomme over for frivillige, der modtager midler uden om deres kontrol.
Hvad der skal gøres
Will Carter fra den Norske Flygtningehjælp opfordrer donorer til at øge deres funding af lokale indsatser og foreslår at indordne nogle af deres retningslinjer for ikke at drukne de frivillige i papirarbejde og processer.
“Pointen er at man ikke skal kræve, at de (ERR-grupperne, red.) bliver ngo’er, men at finde en model, der støtter dem i at udføre de vigtige opgaver i meget vanskelige og farlige dele af landet, [mens] man minimerer enhver form for bureaukrati eller byrde,” forklarer han.
Hassan, koordinatoren for Storkhartoum-køkkenerne, mener at ERR-grupperne med flere ressourcer vil kunne etablere lokale markeder og bagerier over hele regionen.
Han fortæller, at grupperne allerede nu kræver, at de stridende parter tillader frivillige at arbejde sikkert, at de åbner humanitære korridorer for hjælpeorganisationer og gør fremskridt i fredsforhandlingerne.
Saja, der modtager støtte fra køkkenerne i Sharg Alneel – en af de mest folkerige dele af Khartoum – siger, at et måltid mere om dagen ville gøre meget for at forbedre folks liv.
“Der er mange, mange familier, der er fuldstændig afhængige af køkkenerne,” fortæller hun.
“Uden dem kunne jeg ikke engang forestille mig, hvordan vores liv i denne konflikt ville se ud.”
Artiklen er oprindeligt bragt på The New Humanitarian og skrevet af mediets redaktion.
Den er oversat til dansk af Emil Gundel. The New Humanitarian er ikke ansvarlig for oversættelsens nøjagtighed.
Navnene på alle sudanesiske kilder, der er citeret i denne artikel, er blevet ændret på grund af trusler mod lokale frivillige fra de stridende parter.