Globalnyt besøger lovløs lejr, hvor FN-ansatte beskyldes for kriminalitet

”Jeg lever jo ikke som dig. I dag har vi kun spist én gang,” siger 12-årige Ravine Baiye.
Hun fortæller Globalnyt, at tilværelsen i Dzaleka-lejren kun er ”nzuri kidogo” (lidt god red.), som hun udtrykker det. 

Her i lejren 50 kilometer nord for Malawis hovedstad, Lilongwe, lever flygtninge fra afrikanske konfliktzoner som DR Congo, Burundi, Etiopien og Somalia. Men her er også små grupperinger fra så fjerne egne som Cameroun og Nigeria.

Og så er her en del rwandere, som efter folkedrabet i Rwanda i 1994 var hovedårsagen til, at lejren blev etableret. Mange er endnu ikke vendt hjem. I stedet forsøger lejrens blandede flok af indbyggere at klare dagen og vejen. Og der er ikke meget at sige til, at Ravine Baiye kun spiser ét måltid om dagen. 

Beboerne i Dzaleka-lejren modtager nemlig blot 8000 Malawiske Kwatcha om måneden, hvilket svarer til 32 danske kroner. Det er ingenlunde tilstrækkeligt, siger flere af de flygtninge, Globalnyt snakker med. 

En sæk med 50 kilo majsmel, som kan forsørge én familie i én måned, koster 40.000 Kwatcha. Transport til og fra Lilongwe koster 7000. Hvad skal man spise, hvor kan man rejse hen?

Læg hertil, at Malawi ikke tillader flygtninge at forlade lejren uden et såkaldt Exit Permit, og at arbejde udenfor områdets pigtrådshegn er ulovligt uden en arbejdstilladelse, som i dag er tæt på uopnåelig for flygtninge. Det efterlader mange i en situation, hvor illegalt arbejde kan føles som eneste udvej. 

Fattigdom og butikker

Lejrens største udfordring er dog overbelægning. Oprindeligt blev Dzaleka-lejren bygget til at huse 12.000 mennesker. I dag bor her flere end 55.000. 

De hygiejniske, sanitære og sundhedsmæssige konsekvenser af overbelægningen blev forværret i juni sidste år, da Malawis regering realiserede sin såkaldte genlejringspolitik. 



Flere tusinde mennesker blev tvangsflyttet tilbage til Dzaleka-lejren, selvom de i årevis havde boet, arbejdet og uddannet sig i det malawiske samfund. 

Centre for Democracy and Economic Development Initiatives, en malawisk ngo, har beskrevet genlejringen som ”barbarisk, og ikke værdigt for et demokratisk samfund.” Human Rights Watch har, hidtil uden held, opfordret Malawis regering til at omstøde beslutningen. 

Trods den udbredte fattigdom hos de fleste indbyggere, bugner lejren af forretninger. Spillekiosker, frisører, restauranter, cykelhandlere. Her er det hele.

Jeg køber samosas og snakker med en lykkelig fyr, der netop har fået gevinst på sin oddset-kupon. Senere deltager jeg kortvarigt i et bryllup og kort tid efter i en dimissionsceremoni.

På et gadehjørne sælges Nike-sko og congolesiske fodboldtrøjer, men mest af alt taletidskort. For mange af lejrens beboere er det livsvigtigt at kunne kommunikere med familie og venner, der bor i verden udenfor, og sender penge ind i lejren. 

En af dem, der sælger taletid fra en af lejrens mange små telefonboder, er Feston Mashaka. Han har boet i Dzaleka siden 2003, hvor han flygtede fra DR Congo:

”Vi modtager 8.000 Kwatcha om måneden. Tænk lige over det. Vi har ikke noget andet valg, for vores hjemland er i problemer. Der kan man ikke tage hen, så lad mig bare blive her. Måske vil jeg overleve i nogle flere dage,” siger han. 

Et knudepunkt for menneskesmugling

For Feston Mashaka er der særligt én positiv ting, han gentagne gange fremhæver ved Malawi: Fred. Her kan han bevæge sig frit på alle tider af døgnet, også selvom han er udlænding, siger han. 

Sikkerheden er i top, eller, sådan næsten da. Der er nemlig ifølge Feston Mashaka én befolkningsgruppe, der skaber problemer i lejren:

”Etiopierne får folk til at lide. De har penge, og ligegyldigt hvilket problem, de møder, kan de betale sig ud af det. De kan endda tæve dig. Jeg ved ikke, hvilke slags forretninger, de laver, men jeg ser dem køre rundt i store biler. Måske ved regeringen, hvor pengene kommer fra? Man kan ikke lave sådanne forretninger, uden at regeringen kender til det,” siger han.

Selvom Feston Mashaka ikke præcist kender etiopiernes foretagender, så er deres ublu aktiviteter i lejren offentligt kendt. 

Malawiske og internationale medier har udførligt beskrevet, hvordan Dzaleka-lejren er et vigtigt knudepunkt på den subsahariske migrantrute mellem Afrikas Horn og Sydafrika. 

Kort sagt transporterer kriminelle etiopiere deres landsmænd fra Etiopien til Dzaleka-lejren, hvorfra de siden sælges på auktion. Maxwell Matewere, en malawisk anti-menneskehandelsaktivist, som arbejder for FN’s Kontor for Narkotika og Kriminalitet (UNODC), har beskrevet auktionerne som ”en slags søndagsmarked, hvor folk kommer for at købe børn.”

Fra Dzaleka-lejren transporteres de nu solgte mennesker til Sydafrikas storbyer, regionens økonomiske centrum, hvor de ofte arbejder i den uformelle sektor. 

Ifølge den malawiske graverjournalist, Jack McBrams, der i månedsvis har optrevlet de kriminelle netværk, og som Globalnyt møder i lejren, så koster et menneske cirka 20.000 US Dollars. 

Menneskesmuglingssyndikatet er en altså en omfattende pengemaskine, ikke blot for etiopierne i toppen af den kriminelle pyramide, men også for mange fattige flygtninge i Dzaleka-lejren, som mod betaling hjælper menneskesmuglerne. 

Ifølge mediet The New Humanitarian udlover menneskesmuglerne op imod 10.000 kroner for at køre smuglede mennesker til grænsen mellem Malawi og Mozambique. 

Blinde øjne og fyldte lommer

Malawi har i flere omgange forsøgt at stoppe menneskesmuglingen. For nylig iværksatte landets myndigheder den hidtil største aktion, da militæret uden varsel brød ind i Dzaleka-lejren og arresterede flere end 250 mennesker, herunder angiveligt menneskesmuglingssyndikatets øverste ledere. 

Meget tyder dog på, at syndikatet stadig opererer i lejren og ikke lige er til at bremse. Menneskesmuglerne bestikker efter sigende det malawiske politi: 

”Hvordan skulle man kunne køre lastbiler, proppet med mennesker fra Etiopien til Malawi, hvis ikke man bestak politiet undervejs? Selvfølgelig ved politiet i Malawi, hvad der foregår”, siger en repræsentant fra den malawiske ngo Youth and Society til Globalnyt, mens han opgivende slår ud med armene.

Han har ikke lyst til at oplyse sit navn.  

I lejren går vi forbi flere af de huse, hvor menneskesmuglere angiveligt opbevarer smuglede mennesker, eller “katundu”, som de kynisk kaldes i Dzaleka-lejren. Ordet er swahili for bagage. 


Jack McBrams beder mig foregive, at jeg tager billeder af et par glade børn, der leger foran en port. I virkeligheden ønsker vi at indfange porten i baggrunden, bag hvilken adskillige etiopiere efter sigende venter på at blive kørt mod Sydafrika. 

Det er ikke kun Jack McBrams, der har opsnuset de huse, hvor menneskesmuglere holder migranter fanget. 

Ifølge en nylig pilotundersøgelse fra Den Internationale Organisation for Migration (IOM) lever mellem 40 og 100 mennesker stuvet sammen i huse som dem, vi står udenfor. De tilbageholdne mennesker får brød og vand en til to gange om dagen af folk i lejren, der er hyret til formålet. 

Når migranterne holdes tilbage for penge, og ingen kan betale, bliver de tæsket eller tortureret, og ifølge IOMs rapport er det ikke usædvanligt, at nogle mister livet under de brutale forhold, hvorefter de i al hemmelighed begraves om natten. 

UNHCR under anklage

Mens det malawiske politis dubiøse metoder i Dzaleka-lejren er velbeskrevne, så er det mindre kendt, at også internationale organisationer, der er sat i verden for at hjælpe flygtninge, skulle være involveret i kriminel aktivitet. 

Tidligere i år kunne det undersøgende malawiske medie Platform for Investigative Journalism (PIJ) rapportere, at UNHCR-ansatte i Dzaleka-lejren og embedsmænd fra både Malawis Sikkerheds- og Flygtningeministerium skulle være skyldige i korruption og afpresning – blandt andet af seksuel karakter – af desperate flygtninge i lejren.

En af metoderne var at love flygtningene en plads på lejrens attraktive genbosættelsesliste. Genbosættelse er udvælgelsen og overførslen af flygtninge fra dét land, hvor de har søgt beskyttelse – i dette tilfælde Malawi – til et tredjeland, der kan give dem midlertidig eller permanent opholdstilladelse.

Det er attraktivt at blive udvalgt til genbosættelse, da de rettigheder, flygtninge kan opnå i et tredjeland, omtrent svarer til almindelige borgerrettigheder. 

En af de flygtninge, der af UNHCR blev stillet i udsigt, at han ville komme på lejrens genbosættelsesliste, er burundiske Bigirimana Gervais, som inviterer Globalnyt indenfor i sit hjem i Dzaleka-lejren. Hans blik flakker rundt, og han snakker i øst og vest, mens han sidder på en lille træskammel i husets mørkeste rum og deler sin historie.

En dag blev han kontaktet af en UNHCR-medarbejder, som tilbød ham at komme på genbosættelseslisten, hvis han betalte cirka 6000 kroner. UNHCR-medarbejderen ville ikke klare sagen selv, men henviste Bigirimana Gervais til to andre mænd, som burundieren siden betalte. 

Nu var alt godt, troede Bigirimana Gervais. Han forestillede sig sin fremtidige tilværelse langt fra den overbefolkede flygtningelejr, hvor han har boet i mere end 10 år. 

Men pludselig stoppede han med at høre fra de to mænd.

Dage blev til uger, som blev til måneder, og da Bigirimana Gervais efter lang tids venten krævede sine penge tilbage, blev han truet på livet af de to mænd, fortæller han. 

I en kort periode blev mændene tilbageholdt af politiet, men de blev hurtigt løsladt igen. Pengene, Bigirimana Gervais betalte, er kun delvist blevet tilbagebetalt, og UNHCR har han ikke hørt fra: 

”Folkene fra UNHCR gad ikke hjælpe mig. De kender til min sag, men de har ikke gjort noget for at hjælpe. Selv Generaldirektøren i UNHCR kender til min sag.”

I dag frygter den burundiske flygtning for sin sikkerhed i lejren, siger han til Globalnyt: 

”Nogle gange kan jeg ikke sove i mit eget hjem. Jeg flytter rundt mellem forskellige huse for at være sikker på, at ingen ved, hvor jeg bor. Min sikkerhed er i fare.” 

UNHCR svarer igen: Har afskediget medarbejdere

Globalnyt er bekendt med navnet på den UNHCR-medarbejder, som er genstand for Bigirimana Gervais´ beskyldninger. Vi har dog valgt ikke at offentliggøre hans navn. I stedet gar vi bedt UNHCR forholde sig til kritikken. Har organisationens ansatte medvirket til afpresning og korruption? 

I en længere mail svarer UNHCR, at de er ”dybt bekymrede over de barske forhold, der hersker i Dzaleka-lejren.”

Særligt foruroligende er det at læse, at UNHCRs handlemuligheder i lejren er aldeles begrænsede af manglende finansiering til flygtningeprogrammer i Malawi: 

”For nuværende er der kun indsamlet 7,4 millioner dollars af de i alt 27,8 millioner dollars, der er nødvendige til programmer for at støtte flygtninge og værtssamfund i Malawi”, oplyser UNHCR til Globalnyt. 

At der foregår menneskesmugling ind og ud af Dzaleka-lejren er selvsagt ikke gået FN-organisationens næse forbi.

UNHCR skriver i den forbindelse, at man i samarbejde med den malawiske regering og implementeringspartneren Plan International Malawi tilbyder sikker indkvartering udenfor Dzaleka-lejren til potentielle ofre for menneskesmugling, ligesom man har iværksat lokale programmer for at overvåge sårbare børn, der kan være i risiko for menneskehandel. 

Globalnyt har også bedt UNHCR forholde sig til den malawiske graverjournalist Jack McBrams anklager, der sætter UNHCR-medarbejdere i forbindelse med grove anklager om afpresning og korruption. 



Her erkender organisationen, at der ikke har været røg uden ild: 

”Efter at have modtaget beskyldninger mod tre af vores medarbejdere, gennemførte Generalinspektørens Kontor, et uafhængigt tilsynsorgan, en undersøgelse,” lyder det i e-mailen, som fortsætter:

“Beskyldningerne blev bekræftet, hvilket førte til, at to medarbejderes kontrakter ikke blev fornyet, mens en tredje valgte at fratræde undervejs i processen. Vi har truffet de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de tre medarbejdere ikke genansættes.”

Mens Jack McBrams anerkender UNHCRs afskedigelse af implicerede medarbejdere, mener han slet ikke, at organisationen har taget problemet alvorligt nok:

”Der er i lejren et integreret system, hvor kriminelle bagmænd samarbejder med UNHCR-ansatte. Efter min historie blev offentliggjort, fyrede UNCHR nogle af deres folk, men de gjorde meget lidt for at beskytte ofrene mod vold og trusler, som stadig er udbredte i lejren. Ofrene fortæller mig, at UNHCR har ringet til dem, men ud over et par telefonopkald har de ikke gjort noget,” siger Jack McBrams. Han tilføjer:

”UNHCR udviser en enorm passivitet med tanke på de overvældende beviser, jeg har fremsat mod deres personale. UNHCR er medskyldige.”