”Mange velgørende organisationer er meget formålsdrevne, men ikke særlig ambitiøse. BRAC er indbegrebet af grundlæggerens kultur, idet vi er missionsdrevne, men også prioriterer at arbejde skalerbart og risikovilligt. BRAC opfylder behov, som andre organisationer eller regeringer ikke kan opfylde. Vi fokuserer på økonomisk sårbare personers behov for at kunne realisere deres potentiale, og hvordan vi kan fjerne barrierer.”
BRAC
BRAC blev stiftet i 1972 i Bangladesh. Det er en af verdens største ngo’er med omkring 100.000 ansatte, og organisationen er flere år i træk blevet kåret som verdens bedste ngo af mediet TheDotGood (tidligere NGO Advisor).
Ovenstående citat kommer fra Asif Saleh, administrerende direktør i ngo’en BRAC. Saleh besøgte København i oktober for at diskutere udviklingspolitik og ekstrem fattigdom. I løbet af besøget talte han med Globalnyt om samarbejde i det globale syd, hvad vi kan lære nordpå, og fattigdomsreducerende initiativer som indtjeningskilde – og om den ydelse overhovedet kan tilbydes ansvarligt, når ens kunder er økonomisk udsatte.
Asif Saleh er selv vokset op i Bangladesh, men arbejdede i mange år i USA og Storbritannien for investeringsbanken Goldman Sachs. I 2010 flyttede han tilbage til Bangladesh og skiftede spor til udviklingssektoren. Saleh har arbejdet for BRAC i næsten 13 år og har været organisationens administrerende direktør siden 2019.
“Jeg har aldrig fortrudt at vende tilbage,” siger Saleh om at flytte tilbage til Bangladesh.
Hvad betyder det at være en stor ngo fra det globale syd?
Når det gælder fordele ved at være en ngo baseret i det globale syd, siger Saleh, at ”vi bliver set på anderledes. Vi forstår det at arbejde med begrænsede ressourcer og kommer ikke med flotte løsninger, som ikke er skalerbare. Ideen har altid været, at lokale folk skal kapacitetsopbygges, så de selv kan drive organisationen og bestemme prioriteterne”
”Den traditionelle tilgang fra nord har været præget af magtforhold og en ’sådan her skal det gøres’-mentalitet. Det er ikke tilfældet med vores programmer, som er designet i samarbejde med lokale aktører. De er ikke designet i Vesten uden forståelse af den lokale virkelighed. Det er den store forskel.”
Mens der er mange fordele ved at være en ngo fra det globale syd, forklarer Saleh at der også er mange ulemper, især når det gælder finansiering. Organisationer fra det globale syd bliver ofte ikke inkluderet i globale dialoger, hvor beslutninger tages, og de har derfor begrænset adgang til donorer og fundraising. Saleh forklarer:
”Donorer fra nord siger ofte, at der skal opbygges kapacitet, men hvordan? Man kan ikke opbygge kapacitet, når man kun får meget begrænset finansiering. Det ender med, at organisationer fra syd bliver underleverandører for ngo’er fra nord. Underleverandører har ingen medbestemmelse, og samtidig skal de operere med marginer, der knap dækker deres omkostninger, for slet ikke at tale om kapacitetsopbygning.”
Foto: Ingeborg Buch Jensen/Globalnyt.
”Udvikling burde fokusere på langsigtede løsninger frem for kortsigtede projekter. Men mange donorer mener, at organisationer i det globale syd er risikable samarbejdspartnere. Det bliver en slags selvforstærkende hønen-og-ægget-situation: Donorer finansierer ikke, fordi partnere mangler kapacitet, som ikke kan opbygges på grund af manglende midler. Der har i lang tid været tale om lokal forankring, men der er kun sket få fremskridt af netop det paradox.”
”Der er behov for at ændre synet på risiko. BRAC har iværksat et initiativ med USAID, hvor vi skal administrere en fond og støtte lokalt arbejde. Organisationer kan ansøge i forskellige sektorer, hvorefter vi arbejder sammen med dem for at opbygge kapacitet. Målet er, at organisationer i det globale syd i fremtiden vil blive set som mindre risikable af Vesten.”
I forhold til, hvad donorer i det globale nord kan lære af organisationer i det globale syd, siger Saleh at læringen sker begge veje gennem samarbejde. Fremover mener han, at ”det kommer til at handle om at udvikle holdbare løsninger, der både er justerbare og kan skaleres. Det er på tide at give mere plads til organisationer, der er tættere på problemet. Måden, udvikling bliver udført på, skal ændres. Presset på finansiering er steget, fordi der er mange kriser i verden. Vi skal have flere stemmer fra det globale syd repræsenteret.”
Økonomisk vejledning som produkt
BRAC er især kendt for at tilbyde lån og vejledning til sårbare personer. Organisationens største og mest kendte program, Ultra Poor Graduation, er designet til at løfte folk ud af ekstrem fattigdom med særligt fokus på kvinder.
Deltagerne er i programmet i to år, hvor de får tildelt ressourcer som eksempelvis dyr eller landbrugsjord og træning i, hvordan disse ressourcer kan bruges. Samtidig får deltagerne et mindre månedligt beløb, der sikrer, at de har noget at leve af, mens de er med i programmet.
”Ved udgangen af de to år har vi forskellige indikatorer, som deltagere skal opfylde for at kunne ’dimittere’. Programmet har hjulpet næsten 2,2 millioner familier i Bangladesh ud af ekstrem fattigdom siden 2002 og lignende programmer anvendes nu af forskellige organisationer i næsten 50 lande.”
Ultra Poor Graduation programmet er frit tilgængeligt og kan for eksempel hentes direkte via FN’s hjemmeside. Programmet roses ofte for, at deltagerne får et fundament til at være selvforsynende efter programmet slutter.
Nogle kritikere påpeger, at deltagerne stadig er udsatte efter at komme ud af ekstrem fattigdom. Selvom tidligere deltagere vurderes til at være mere ’chokresistente’, er de stadig sårbare over for økonomisk uro eller sygdom, og de kan hurtigt blive skubbet ud i ekstrem fattigdom igen. Verdensbanken har som eksempel for nyligt udgivet en rapport, der viser, at antallet af folk, der lever i ekstrem fattigdom er steget siden 2019, blandt andet på grund af COVID-krisen.
Læs også: Verdensbanken i spritny rapport: Kampen mod ekstrem fattigdom er gået i stå
Små lån med stort potentiale
BRAC tilbyder mikrofinansiering i næsten alle de lande, organisationen er til stede i – kortsigtede lån, der giver udsatte kunder adgang til finansielle ydelser. Mikrolån henvender sig traditionelt til udsatte kvinder, der former en gruppe, som kan optage et fælles lån. Herefter mødes de løbende og bliver undervist i privatøkonomi og ligestilling. Herudover er lånene blevet udvidet til andre grupper, såsom små virksomheder, migranter, eller landmænd, der ellers ikke har adgang til banker.
BRAC udgiver årlige regnskaber og overblik over organisationens programmer, men i dem kunne Globalnyt ikke finde statistik på, hvor ofte mikrolån ikke kan betales tilbage. Derfor spurgte Globalnyt Saleh direkte, hvor ofte det sker, at folk ikke har mulighed for at tilbagebetale deres lån.
”Vores misligholdelsesrate var særligt under COVID meget høj. Vi afskrev mange lån, fordi folk ikke kunne betale, og virksomheder ikke kunne komme i gang. Normalt ligger misligholdelsesraten ofte under en halv procent, og oftest under én procent. Så det er en god forretning, og det bliver det med at være.”
Der er mange mennesker bankerne ikke vil have som kunder, fordi de ses som risikable.
BRAC skriver på sin hjemmeside, at mange af organisationens kunder ikke har adgang til andre muligheder når det gælder finansielle ydelser. Mikrolån inkluderer derfor meget sårbare kunder.
Hvordan sikrer BRAC sine kunders økonomiske velbefindende, hvis de ikke kan betale lånene tilbage?
”Når folk kritiserer mikrofinansiering og siger, at renterne er højere end i formelle banker, og de spørger, om det virkelig er gavnligt, kommer kritikken ofte fra folk, der ikke selv har brug for mikrofinansiering, fordi de har adgang til banker.”
”Der er mange mennesker bankerne ikke vil have som kunder, fordi de ses som risikable. Man har brug for at kunne spare op og have adgang til kredit, hvis man løber tør for penge. Man har måske også brug for penge til sin virksomhed eller behov for at spare op på længere sigt.”
”Mikrofinansiering tilbyder disse tjenester med en anden risikovurdering. Og ja, det betyder, at en meget lille gruppe muligvis ikke kan betale tilbage. Hvis det sker, får kunder typisk tre år til at udskyde betalingen. Vi forsøger at støtte dem og sikre, at de kan omlægge betalingen, især under katastrofer som oversvømmelser eller COVID, hvor vi brugte mange ressourcer på at genforhandle lånene, så kunderne fik længere tid til at betale.”
”Vi arbejder med kunderne. For nyligt var der en oversvømmelse i Bangladesh, hvor vi ikke bare stoppede inddrivningen, men også antager, at vi skal afskrive en stor del af lånene, fordi de ikke vil være i stand til at betale.”
Sierra Leone og hvordan det kan gøres bedre
I 2019 undersøgte The Guardian mikrofinansiering i Sierra Leone, hvor flere kunder var forvirrede over tidslinjen for tilbagebetaling, høje renter og aggressive inddrivelsesmetoder. Avisen undersøgte flere udbydere, men BRAC blev fremhævet for at have særligt høje renter.
Hvordan har BRAC håndteret denne kritik?
”Operationerne i Afrika drives under BRAC International og ikke under min ledelse, men jeg kan fortælle, hvad jeg ved. I de seneste par år har vi taget initiativer for at sikre kundebeskyttelse, og vi er nu certificeret af et uafhængigt organ. Dette omfatter hvordan vi håndterer inddrivelse af gæld og sikrer, at kunderne kender deres rettigheder og ansvar. Vi bruger mange kræfter på at sikre, at disse retningslinjer følges nøje.”
”Hvis man tænker på antallet af transaktioner, vi gennemfører dagligt – vi har en kundebase på omkring ti millioner – kan der indimellem gå ting galt. Det vigtigste er at sikre, at organisationens kultur ikke fremmer aggression. Det er vi meget opmærksomme på.”
”Jeg kender ikke præcist til situationen i Sierra Leone, men når jeg er i Afrika, spørger jeg tilfældige personer om BRAC, og de sætter stor pris på, at vi er der, hvor ingen andre er. Vi er ofte i de områder, der er sværest at komme til, og det er værdsat, at vi leverer en ydelse, som kræver store investeringer at etablere. Organisationens værdier og indarbejdelsen af dem blandt personalet er meget vigtigt, men der kan naturligvis forekomme fejl, og når det sker, tager vi meget kraftig handling.”
