Afrika i forandring

Forfatter billede

Boganmeldelse af Niels Larsen, U-landsnyt.dk

Afrika forandrer sig voldsomt i disse år. For mange iagttagere er det ikke på grund af de mange bistandsmidler, men mere på trods af dem. Det synes at være udgangspunktet for den svenske TV journalist Erika Bjergström’s bog “Det Nya Afrika”.

Med vedkommende små historier rundt omkring i Afrika, kommer vi tæt på afrikanere og iagttagere af Afrikas seneste 10 – 20 års udvikling i bogen “Det Nya Afrika”, der udkom i slutningen af sidste år på forlaget Weyler.

Historierne dækker over interview og direkte skildringer af ledere, politikere, afrikanere, der fortæller om deres livsvilkår og om hvordan Afrika har ændret og udviklet inden for de senere år.

Bogen er sammen med historier fra den afrikanske virkelighed bygget op omkring temaer som, IT revolutionen i Afrika – især i Kenya, velfærdssystemet udvikling i Afrika herunder behandling af sygdomme og fremgangen i undervisningssystemet, demokratiseringstenderne på kontingentet – herunder også om den Afrikanske Union.

Den kinesiske interesse i Afrika

Ikke mindst omtales udviklingen af hele den private sektor og forudsætningerne for, at denne sektor har været i vækst, selv mens det stod slemt til i resten af verden under krisen fra 2008.

Der er lange passager om kinesernes interesse og færden i Afrika og specielt de afsnit, der handler om at kineserne ikke er så kritiske med miljø, menneskerettigheder og udvikling af demokrati. Det gør, at det ikke bliver så besværligt at samarbejde med verdens næststørste økonomi. Derfor er der også en tendens til at afrikanerne undgår de tidligere europæiske partnere.

“Det Nya Afrika” indeholder også spændende iagttagelser af NGO’ernes nye position i mange afrikanske lande. Nogle NGO’ere kan direkte være uvelkommen, hvis de påtaler for mange ting, der bør være i orden, som for eksempel korruption, inden de indgår i partnerskaber.

Bogen beskriver den nye tendens til stolthed ved at være afrikaner. Det oplevede denne skribent ved fejringen af Kenyas 50 år med selvstændighed ved sidste års festligheder og taler.

Paradigmeskift i bistanden

Med tendensen til mere vækst, stor fremgang for det private erhvervsliv og ikke mindst Kinas store investeringer i mange afrikanske lande gennemgår den ”gammeldags” bistand et paradigmeskift, som vender op og ned på mange tidligere antagelser om donor – bistandsformer og modtagerforhold.

Et grundtema er, at bistanden ikke har virket på trods af massiv indsats i årtier. En anden bog, som Erika Bjergström referer flittigt, er ”Dead Aid”, skrevet af den zambiske, Harvard-uddannede økonom Dambisa Moyo. De gør op med offerrollen i bistanden og slår til lyd for et mere ligeværdigt partnerskabsforhold. Men der er også eksempler på bæredygtig bistand, som bogen giver gode eksempler på.

”Landgrabbing”

I de afsluttende afsnit fremhæver forfatteren de mange muligheder den afrikanske renæssance står overfor. Kontinentet har enorme jorde, der stadig ikke er opdyrket. Her kan der udvikles endnu mere, mener forfatteren, ikke mindst i lyset af, at verden på et tidspunkt vil lide af fødemangel.

Jorden kan udnyttes mere, også uden at det går ud over biodiversitet og miljøet. Der opstår dog nye konflikter som ”landgrabbing”, hvor lande uden for Afrika opkøber store arealer.

Nye rigdomme medfører nye konflikter, påpeger forfatteren. Der er stadig enorm forskel på rig og fattig i mange afrikanske lande. De mange unge kan være en krudttønde, hvis de ikke sikres en uddannelse og ikke mindst et arbejde.

Miljøproblemer er en anden konflikt, der konstant lurer, specielt i lande, som for eksempel Kenya, hvor der er konstateret olie i den nordvestlige region. Her er der allerede opstået etniske konflikter, hvor den oprindelige befolkning fra Turkana føler sig truet.

Hvis der, som i enhver anmeldelse, skal være nogle kritiske kommentarer, vil det være, at der mangler nogle mere klare og tydelige opsamlinger, der kan gøre det lettere at overskue bogen. Sommetider kommer de konkrete beskrivelser og fortællinger mere som illustration af et kapitel end egentlige nære skildringer. Det kan være svært for læseren, at følge historien helt til bunds. Jeg mangler de mange nuancer og perspektiver.

Forfatteren vil meget på en gang, og det kan sommetider gå ud over sammenhængen og fordybelsen.

Ændret syn på Afrika

Det betydeligste ved denne bog er, at den giver en god baggrund for at ændre vores syn på Afrika – ikke mindst hos mange elever og lærere i de danske skoler og hele undervisningsverden.

Vores forståelse og direkte stereotyper kan mere eller mindre være grundlaget for megen undervisning. Lad mig slutte med et eksempel. På et sjællandsk gymnasium havde de for ikke så længe besøg af en gruppe unge fra Kenya samt en kenyansk facilitator og oplægsholder. I en hel uge arbejde de med Kenya og Afrika.

Et af temaerne handlede om befolkningsforhold. En af eleverne indledte med at sige, at Kenya, som mange andre lande i Afrika, er overbefolket. Den kenyanske facilitator gik straks i gang med et banalt regnestykke om forholdet mellem befolkningsantal og landets areal.

Det gik overraskende op for gymnasieeleverne, at Danmark er mere overbefolket end Kenya.

Men pointen er, at alle eleverne derefter ser hen på deres lærer med et sigende blik, der fortæller, at hun vist ikke havde været heldig med undervisningen, inden de kenyanske gæster kom til skolen. Hun var nemlig kilden til fejlinformationen.

Bogen kan varmt anbefales for enhver lærer, konsulent, embedsmand, NGO og andre, der interesserer sig for Afrika og den enorme udvikling, der sker på kontinentet.

Erika Bjergström: Det Nya Afrika. 2013. Forlaget Weyler (www.weylerforlag.se)