Af Merete Jensen, U-landsnyt.dk
Op imod 3.5 mio kvinder lever med en af verdens oversete sygdomme. Og 100.000 nye kommer til hvert år, fordi piger bliver for tidligt gravide og føder uden kvalificeret fødselshjælp. Men modsat, hvad mange af dem tror, kan selv ’uhelbredelige tilfælde’ af obstetrisk fistula ofte behandles.
16-årige Hortensia havde en drøm om at blive politibetjent. I stedet blev hun gift, gravid og fødte efter tre dages intense veer et dødfødt barn. Den komplicerede fødsel resulterede desuden i en såkaldt fistel, der betød, at Hortensia var ude af stand til at få flere børn og var inkontinent i årevis.
På landet i Mozambique betyder det, at man lækker, lugter – og som set så ofte før blev Hortensia smidt ud af manden og udstødt af lokalsamfundet.
Hortensias historie var blot en af de mange, der blev fortalt fra scenen i Tivoli Hotel & Congress Centers store sal på den store internationale sundheds-konference, Københavns Universitets School of Global Health var værter for i den forgangne uge.
Alene i Mozambique får mindst 2000 kvinder nemlig hvert år en fistel i forbindelse med afbrudte eller langtrukne børnefødsler, hvor vævet ’visner’ på grund af manglende blodtilførsel, når barnets hoved presser på. Det betyder, at der dannes hul mellem kvindens vaginale væg og blære eller endetarm, hvilket – i ubehandlede tilfælde – foruden smerte også fører til inkontinens, lugtgener og social stigmatisering.
”Den her fødselsskade ser man ikke i Europa eller i den vestlige verden længere”, sagde Dr. Igor Vaz, specialist i obstetrisk fistula på Maputo Central Hospital og én af Mozambiques kun tre urologer. Han forklarede:
”I Europa får man kejsersnit, hvis fødslen går i stå; i Afrika får man lov at ligge i dagevis, fordi der er langt til sundhedsklinikkerne og fordi de ambulancer, der er på landet, bliver brugt til at transportere hospitalsdirektørens ko i.”
”Problemet er ikke bare korruptionen. Eller manglen på kvalificerede læger og penge og ordentlige veje. Eller manglen på sundhedsklinikker, operationsudstyr eller noget så simpelt som sterile sakse til at klippe navlestrengen over med. Problemet er, at det hele mangler,” konstaterede Dr. Igor Vaz.
Gennem de senere år har han specialiseret sig i de såkaldt ’håbløse tilfælde’ af fistula, udviklet nye banebrydende teknikker og opereret flere hundrede kvinder, der egentlig var sendt hjem med en besked om, at de var håbløse sager.
”Folk spørger, hvorfor jeg bruger tid på at operere disse kvinder 4-5-6 gange i op til 7 timer ad gangen, når der er så mange simple tilfælde af fistula, der hurtigt kunne klares i stedet for. Men disse kvinder har også rettigheder – og en operation giver dem et fuldstændig nyt liv.”
Det gælder også for Hortensia, der efter 11 år med fistula blev gjort opmærksom på mulighederne for helbredelse og seks gange har taget den 15-timer lange bustur til Maputo for at blive opereret – og kureret.
Minimum 2 millioner kvinder i Asien og Afrika syd for Sahara lever med en fistel. Hertil kommer alle de kvinder, der ikke har søgt lægehjælp, og estimater peger – ifølge FN’s Befolkningsfond, UNFPA – på, at det reelle tal kan være 3,5 millioner. 100.000 nye kvinder kommer ufrivilligt med i den statistik hvert år. Størstedelen af dem mister deres barn under fødslen, og syv ud af ti fistula-patienter er under 30 år.
Ifølge chefen for UNFPAs nordiske kontor, Pernille Fenger, er det paradoksale ved de mange fistler, at langt de fleste faktisk kan forebygges.
”Det er en ulykkelig situation for disse piger og kvinder, der ofte er så unge, at de endnu ikke er fuldt ud udviklet fysisk og derfor er for snævre til at føde naturligt. Vi er oppe imod nogle strukturelle, kulturelle og økonomiske barrierer, men vi ved godt, hvad der skal til for at afskaffe obetetrisk fistula, siger hun.
Pernille Fenger peger på, at antallet af fistula-skader kan nedbringes markant, hvis man sikrer unge piger og kvinder adgangen til prævention, så de kan udsætte den første graviditet, og hvis de – når de er blevet gravide – får adgang til kvalificeret akut fødselshjælp.
Befolkningsfondens mandat er netop reproduktiv sundhed og retten til prævention, og organisationens State of World Population-rapport, der lanceres den 5. november i Danmark, kommer i år til at fokusere på teenagegraviditeter.
UNFPA lancerede i 2003 den globale Campaign to End Fistula, som foreløbigt over 50 lande har tilsluttet sig.