Aftale om skovhugst truer mandril og værktøjs-chimpanse

7319932060_b71402db16_c
Nigeria-Cameroun chimpansen bruger værktøjer i sin jagt på føde – blandt bruger den en pind til at fiske termitter op fra deres bo.
Foto: Valerie/CC BY-NC-ND 2.0
Gerd Kieffer-Døssing

12. august 2020

Hvis det står til regeringen i Cameroun, skal en tredjedel af den 2.000 kvadratkilometer store Ebo skov fældes og omdannes til tømmer. Det møder kraftig modstand fra både lokal- og civilsamfund.

Ikke blot er skoven et af de få tilbageværende intakte regnskovsområder i Afrika og det største i Cameroun; den er også hjem for en enorm biodiversitet og en række af verdens mest truede dyrearter.

Her bor blandt andet 80 procent af verdens mandrilbestand, den mystiske såkaldte vestlige gorilla, der først blev opdaget af forskere i 2002, skovelefanten – hvis bestand faldt med 62 procent mellem 2002-2011 – og goliatfrøen, der er på størrelse med en kat og menes at have eksisteret i 250 millioner år.

En ”dødsdom”

Den mest bemærkelsesværdige dyreart i Ebo skov er den særlige Nigeria-Cameroun chimpanse, der er opkaldt efter de to eneste lande, hvor arten eksisterer. Det, der adskiller arten, fra de øvrige chimpansearter i området, er, at den gør aktivt brug af værktøjer i jagten på føde: Den knækker nødder ved hjælp af sten, og den bruger pinde til at fiske termitter op af deres bo.

Ikke blot er Nigeria-Cameroun chimpansen den chimpanseart, vi ved mindst om, den er også den mest truede. I 2015 vurderede IUCNs rødliste, at der sikkert ikke var mere end 6.000 individer tilbage med langt størstedelen af bestanden i Cameroon – 700 af dem menes at holde til i Ebo skoven.

Går regeringen videre med sin plan om massiv træfældning i området, vil antallet af chimpanser decimeres drastisk, fordi den planlagte fældning går tværs igennem chimpansernes territorium.

Udmeldingen fra den camerounske regering kom 22. juli. En koncession om skovhugst var blevet godkendt, og knap 700 ud af den knap 2.000 kvadratkilometer store intakte regnskov skulle ryddes. Det er uvist, hvad der skal ske med resten af skoven, men landets minister for skov og dyreliv, Jules Doret Ndongo, understregede i en pressemeddelelse, at regeringen bekymrer sig for bevaring af landets dyreliv, og at man vil allokere 100 kvadratkilometer til skovens biodiversitet.

Det giver Sylvie Djacbou Deugoue ikke meget for. Skovaktivisten fra Greenpeace Africa finder forslaget ”fuldstændig absurd og fornærmende” og kalder regeringens planer ”en dødsdom” for de lokale primater.

I en email til Mongabay skriver hun, at regeringens blåstempling forekommer totalt uvidende om dyrelivets egentlige behov.

”Det, der gør Ebo skov så særlig, er, at det stadig er et ret stor, ufragmenteret skovområde, som stadig er rigt på dyreliv – et helle for mange truede arter,” skriver hun.

Afhængig af skoven
Også for lokalbefolkningen får regeringens salg af træerne i Ebo skov konsekvenser.

Tilbage i 1960’erne blev over 40+ lokalsamfund jaget væk fra deres landsbyer i skoven, og nu kan de skyde en hvid pil efter deres drømme om at vende tilbage.

”Vi har altid levet i harmoni med denne skov og dens diversitet, men folk er kun interesseret i at tjene penge,” siger Chief Victor Yetina, der er leder for det oprindelige Banenfolk, til The Guardian.

”Meget af vores historie kan stadig findes [i skoven]. Du kan stadig finde vores kakaoplantager, selv efter 60 år. Vores døde er begravet der,” fortsætter han med henvisning til, at de 700 kvadratmeter skov, regeringen har solgt, indeholder hellige steder for både banenerne og andre oprindelige folk.

Samtidig er de fordrevne indbyggere, der nu bor i nye landsbyer uden for skoven, men tæt ved den det solgte område, stadig afhængige af skoven i deres daglige liv. Ikke for dens tømmer, men for dens faste leverance af mad og medicin og til deres traditionelle ritualer.

”Der er ingen undskyldning for regeringens skandaløse beslutning,” skriver Sylvie Djacbou Deugoue på Greenpeaces hjemmeside og fortsætter:

”Regnskoven er en velsignelse for disse samfund og til hele verden. Lad den ikke blive deres forbandelse. Som vi ved, er det aldrig lokalsamfundene, der profiterer på sådanne beslutninger, men altid en lille, selvtilstrækkelig elite.”