Under folkemødedebatten bliver det ikke sagt ligeud, hvad der skete den 7. oktober 2024. Alligevel er det ifølge Maryam al-Khawaja startskuddet for en i nyere tid uset solidaritet mellem landene i Syd.
Ikke fordi et terrorangreb orkestreret af Hamas kostede 1200 mennesker i Israel livet. Men fordi den efterfølgende reaktion fra Israel og det internationale samfund har blotlagt et uretfærdigt internationalt system og ikke mindst en forbundethed mellem landene i Syd, som sjældent har stået tydeligere frem.
“En af det vigtigste ting, der er sket over de sidste otte måneder, er, at det har skabt en Syd-til-Syd-solidaritet, som vi ikke har set før,” siger hun til Globalnyt efter afslutningen af debatarrangementet under navnet “South-to-south-solidarity with Palestine” på dette års Folkemøde på Bornholm.
Og den solidaritet kunne man tydeligt mærke under teltdugen i Verdensmålenes Telt denne eftermiddag.
“Folkemødet er så hvidt!“
Det er ellers slående, når man går rundt i Allinge på Folkemødet, hvor hvidt, det menneskehav, som bølger frem og tilbage mellem de utallige scener, faktisk er.
Men her under teltdugen er udsynet fra publikum et andet. En aktivist fra Sydsudan med en brun sixpence af fløjl hilser med et nik ved bordet. En sort mand iført den ugandiske fodboldlandsholdstrøje stikker ham en hånd. Og ved bordet ved siden af slår en forsamling af cornrows-bærende unge kvinder en latter op.
Oppe på scenen sidder et panel af to sydafrikanere, en dansk-palæstinenser og bahrainske Maryam al-Khawaja.
Den 19-årige dansk-palæstinensiske klimaaktivist og medicinstuderende Salaam El Yousef er den første, der siger det højt.
“Når I ser jer om i det her rum. De fleste mennesker her er ikke danske. I, der er her, er fucking fantastiske. Men der er så mange mennesker her, der ikke er danske, selvom det her folkemøde er så hvidt. Det siger meget om, hvordan det er syd-til-syd-forbindelser, der bakker hinanden op,” siger han og modtager en stor applaus.
Alle panelisterne taler om en nyopdaget forbundethed, en interconnectedness, som flere af dem kalder det. De to sydafrikanske aktivister, som Globalnyt desværre ikke nåede at få navnene på, er begge klare i spyttet om, hvorfor støtten til palæstinenserne ligger deres hjerte nært. Kampen mod apartheid-styret har efterladt en stor sympati med andre mennesker, som lider under undertrykkelse
“Jeg kan ikke adskille min identitet som ung sort sydafrikansk kvinde fra de mennesker i Palæstina, der undertrykkes,” siger den ene og citerer den amerikanske menneskerettighedsaktivist Fannie Lou Hamer: “Ingen er fri, indtil alle er fri.”
Sådan bliver vi svagere
For Maryam Al-Khawaja er det palæstinensiske folks lidelser ikke vigtigere end andre folks lidelser.
“Jeg står i solidaritet med Palæstina, ikke fordi det er langt væk, og jeg synes, det er en god ting at gøre. Nej, for deres frihed er min frihed. Og hvis de ikke er frie, så er jeg ikke fri. Og det gælder ikke kun Palæstina. Det gælder også DR Congo, Sudan, uighurerne i Kina og rohingyaerne i Myanmar,” siger hun.
Men i årevis har mennesker fra disse lande konkurreret om opmærksomheden i stedet for at udnytte de fællestræk, der er i deres kampe, mener hun.
“Det er, når vi fokuserer på forskelle og på vores problemer, at vi bliver svagere. Så det, der virkelig er en trussel mod det globale system, som vi kender i dag, er, når undertrykte mennesker begynder at se, at de er forbundne, begynder at arbejde sammen og begynder at forstå hinanden.”
Alle burde være aktivister
Maryam al-Khawaja har rejst verden rundt i sin kamp for menneskerettigheder. En kamp hun blev engageret i, da hendes far, Abdulhadi al-Khawaja, for 13 år siden blev fængslet i Bahrain under det arabiske forår. Han sidder stadig i fængsel den dag i dag. Og for Miriam er kampen for sin fars løsladelse i den lille golfstat tæt knyttet sammen med ligesindede ude i verden.
Alligevel ærgrer hun sig over, at der ikke er flere mennesker engageret i aktivisme. Særligt i Danmark.
“Det at være menneskerettighedsaktivist eller -forsvarer er en niche. Det er noget, nogen folk gør som en del af deres job. Men aktivisme er noget, vi alle burde gøre hele tiden. For det er sådan, vi stopper grusomheder i at ske,” siger hun.
“Vi skal stoppe med at sætte Nelson Mandela og Ghandi og Malcom X og Martin Luther King på en piedestal og sige, at de var superhelte. De var ikke som os andre. Det er en stor misforståelse. For de var ligesom os andre. Forskellen var, at de vågnede op om morgenen og besluttede sig for at gøre verden til et bedre sted. Det ansvar har vi alle.”
Da seancen er ovre, råber en kvinde et ord op på sit modersmål og klapper efterfølgende tre gange i hænderne. Det gentager hun, indtil hele teltet klapper med. Og ordet, som journalisten her ikke forstod, viser sig at være malisisk for ”klap”!
