Filippinernes stærkt kritiserede krig mod narko har ikke alene kostet tusindvis af menneskeliv. Den har også sat sine tydelige præg på de lokalsamfund, der oplever konsekvenserne af præsidentens skånselsløse indsats-
Det skriver Amnesty International i en rapport, der gør status over narkokrigens forgangne tre år.
Organisationen gentager samtidig opfordringen til FN om straks at indlede en efterforskning af de alvorlige menneskeretslige krænkelser og mulige forbrydelser mod menneskeheden, der er begået som led i ”krigen”.
Kun ét eneste af de tusinder af drab, som politiet stod bag – drabet på den 17-årige Kian delos Santos – er blevet efterforsket og har resulteret i, at de skyldige politifolk er blevet retsforfulgt og dømt.
Derudover er det straffrit for politiet at myrde folk fra nogle af Filippinernes fattigste kvarterer, hvis navne dukker op på de såkaldte ”narkolister”, som er oprettet uden nogen form for retslig kontrol eller proces, skriver Amnesty.
Det er lister, der i realiteten udgør en guide til politiet over, hvilke mennesker de skal anholde eller slå ihjel. De sammensættes med hjælp fra lokale embedsmænd, helt ned til de enkelte kvarterer. De presses til at levere navne på beboere, der angiveligt er ”brugere”, ”pushere”, ”pengebagmænd” m.m. i området.
Lokale menneskerettighedsorganisationer og de lokale embedsmænd, der hjælper med at sammensætte listerne, erkender, at der ikke er nogen måde at komme af listerne igen, hvis man først har fået sit navn på.
Politiet opmuntres endda fra højeste sted til at dræbe.
”Tre år inde i præsident Dutertes ‘narkokrig’ er den fortsat en storstilet drabsforretning, som de fattige stadig betaler den højeste pris for”, siger Nicholas Bequelin, der er Amnesty Internationals regionale direktør for Øst- og Sydøstasien.
Overvejer at genindføre dødsstraf
Filippinernes regering har erkendt, at politiet har dræbt mindst 6600 mennesker. Men der er beviser der peger i retning af, at flere tusinde andre er blevet dræbt af ukendte personer, der formodes at have bånd til politiet.
De højeste drabsrater er flyttet sammen med højtstående ansatte inden for politiet, der blev forflyttet fra hovedstaden Manila til Bulacan-provinsen.
Inden forflyttelsen var Manila drabenes epicenter. Men nu er det Bulacan, der ligger på den centrale del af øen Luzon, som er den region af landet, der har det højeste antal drab, skriver Amnesty.
Duterte har gentagen gange forsvaret den blodige fremfærd under sin ”narkokrig”. Han peger på, at mennesker, der er involveret i nogen form for narkokriminalitet, er ”kriminelle”, og at drab på dem derfor ”kan retfærdiggøres”.
Mandag sagde præsidenten så i sin årlige State of the Nation-tale, at han overvejer at genindføre dødsstraffen for narkokriminalitet. Det møder ikke uventet også kritik fra Amnesty.
”Snak om at genoptage dødsstraf for narkorelaterede forbrydelser er frastødende, og det risikerer at forværre det nuværende klima af straffrihed, siger Butch Olano, der er sektionsleder for Amnesty International Filippinerne.
Et mønster bag drabene
Den seneste rapport fra Amnesty, der viser, at drabene fortsætter ufortrødent, bygger på en tidligere rapport fra januar 2017 https://globalnyt.dk/content/filippinsk-politi-myrder-loes-i-blodig-narkokrig . Den viser, at politiet systematisk har rettet sine angreb mod især fattige og forsvarsløse mennesker over hele landet, og at betjente har plantet såkaldte ”beviser” på ofrene. De har endda rekrutteret lejemordere, stjålet fra de mennesker, de slår ihjel, og frit opfundet indholdet af de politirapporter, der bliver skrevet efter et drab.
I hver af de politioperationer, Amnesty International har set nærmere på, bruger politiet den samme retfærdiggørelse for at slå ihjel: der har angiveligt været tale om en undercover politiindsats mod narkokriminalitet, hvor de mistænkte var bevæbnet og kæmpede imod politiet, hvilket ”gjorde det nødvendigt” for politiet at anvende vold med døden til følge.
Men familierne til de dræbte og øjenvidner, der har set drabene, modsiger politiets forklaringer. I langt de fleste tilfælde har den dræbte aldrig ejet et våben eller var for fattig til at købe et.
I andre tilfælde er ofrene for de narkorelaterede drab først blevet meldt savnet, hvorpå de pludselig bliver klassificeret af politiet som dræbt i en undercover politioperation, men først når liget dukker op.
En filippinsk retsmediciner, som Amnesty International har talt med, siger, at de politirapporter, hun har set, savner troværdighed. De har alle samme indhold og ser ud til at være skrevet af efter tidligere rapporter.
”Når man ser rapporterne, ligner det en fast formel,” siger retsmedicineren.
”Folk er skrækslagne”
Amnesty opfordrer FN til omgående at indlede en efterforskning af de tusinder af udenomretslige drab.
Det er ganske enkelt ikke sikkert for især de fattige i Filippinerne, så længe Duterte fortsætter sin blodige narkokrig, mener Amnesty.
”Det eneste det kræver for at bliver myrdet, er en løs beskyldning om, at nogen bruger, køber eller sælger stoffer. Overalt, hvor vi kom for at efterforske narkorelaterede drab, var almindelige mennesker skrækslagne. Frygten har nu spredt sig dybt ned i samfundet”, siger Nicholas Bequelin.
Indtil videre har Dutertes regering afvist at samarbejde med FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder (OHCHR), der i juni 2020 ventes at aflægge rapport om menneskerettighedssituationen i Filippiner – herunder også de drab, der finder sted under dække af indsatsen mod narkokriminalitet. Det var et mandat, OHCHR fik fra FN’s Menneskerettighedsråd tidligere på måneden.
”Denne FN-undersøgelse giver håb til tusindvis af familier, der har mistet deres kære som led i den såkaldte ‘krig mod narko’”, siger Butch Olano, der er sektionsleder i Amnesty International Filippinerne.
”Så længe myndighederne nægter disse familier deres ret til retfærdighed, vil det internationale pres på arkitekterne bag denne morderiske kampagne blive ved med at vokse.”