Angolas præsident Dos Santos bebuder sin afgang efter 37 år ved magten

8550726171_71cce00254_o
Angolas præsident Jose Eduardo Dos Santos (th.) tager imod Sydafrikas præsident Jacob Zuma i Angolas hovedstad Luanda.
Foto: GovernmentZA/Flickr
Forfatter billede

Angolas præsident Jose Eduardo dos Santos, som har siddet solidt på posten i det sydvestafrikanske land i 37 år, genopstiller ikke til næste års præsidentvalg, oplyser Angolas statslige radio RNA med henvisning til kilder i regeringspartiet MPLA.

Den 74-årige Dos Santos blev præsident i 1979 og er verdens næstelængst siddende præsident efter Ækvatorial Guineas Teodore Obiang Mbasago, der har siddet ved magten en måned længere.

Den hemmelighedsfulde og autokratiske Dos Santos regnes af mange iagttagere som en af de mest indflydelsesrige og magtfulde ledere på det afrikanske kontinent, og menes at have opbygget sig en enorm formue i sine 37 år som præsident for det olierige land.

Ifølge Angolas statsradio bliver forsvarsminister Joao Lourenco arvtager på posten som leder for MPLA partiet, der har regeret Angola siden landets uafhængighed fra Portugal i 1975.

Ifølge Angolas forfatning vælges landets præsident ikke direkte. I stedet er det lederen af det største parti, som bliver indsat på posten.