Angolas rige elite holder liv i Portugals luksusbutikker

Laurits Holdt

Oliepengene vælter ind hos Angolas elite. Mange af pengene bliver brugt til at købe dyre luksusvarer i Lissabon.

Portugal er hårdt ramt af den økonomiske krise. Arbejdsløsheden er høj og almindelige folk har ikke så mange penge mellem hænderne. Men der er én branche, hvor man ikke mærker til krisen: Luksusbutikkerne, der hvor man køber Gucci og Prada, har det godt.

Det skyldes, at rige angolanere strømmer til den tidligere kolonimagts hovedstad Lissabon for at shoppe, skriver The African Report torsdag.

Guccis marketingsdirektør fortæller til magasinet, at antallet af kunder fra Angola er vokset med 90 procent over de sidste 12 måneder og at de nu udgør 58 procent af kunderne.

Angola er en af verdens hurtigst voksende økonomier.

I 2011 lå den økonomiske vækst på 7,9 procent og mellem 2000 og 2010 var den over 10 procent anslår tidsskriftet The Economist.

Den store vækst skyldes primært de høje oliepriser for eksporten af det “sorte guld”, der udgør 97 procent af landet samlede eksport. Angola er det land, der har den største produktion og eksport af olie i Afrika syd for Sahara.

Dertil råder nationen i det sydvestlige Afrika over et skatkammer af andre naturrigdomme og var juvelen i det portugisiske koloniimperium, Lusitania, frem til selvstændigheden i november 1975.

På trods af den voldsomme økonomiske vækst lever omkring fire ud af ti angolanere under fattigdomsgrænsen.

Man kan se mere om Angola på http://en.wikipedia.org/wiki/Angola