Filmen handler, som titlen indikerer, om metal-musikkens opkomst efter 27 års borgerkrig i Angola og blev vist på dokumentarfilmfestivalen Copenhagen DOX.
Vi følger Sonia, en ung kvinde, der bestyrer Okutiuka børnehjemmet, som huser 54 børn i Huambo, Angolas næststørste by. Sonia og hendes kæreste, Wilker, er rock- og metalfans og han spiller i et af landets forholdsvis få metalbands.
Parret har besluttet at arrangere Angolas første metal-festival på en mark i byen, der under borgerkrigen var en af de værst ramte.
Kombinationen af oprindeligt nordisk metalmusik og krigsramt afrikansk land skaber nysgerrighed og jeg fik i hvert fald lyst til at vide mere om denne aparte konstellation.
Men som filmen udfolder sig, bliver metal og Afrika en naturlig sammensmeltning.
I hvert fald når man ser dem spille, hører teksterne og historierne fra borgerkrigen, forstår hvordan musikken påvirker og heler og når man ser det fællesskab landets metalbands har omkring musikken.
Fællesskabet kommer til udtryk, da alle landets bands kommer kørende i busser til børnehjemmet i Huambo for at stable festivalen på benene. Et projekt, der møder store udfordringer for de dedikerede musikere.
Metal-musik og healing
Filmens overordnede budskab er metal-musikkens rolle i den helingsproces befolkningen gennemgår efter så mange års blodig borgerkrig.
Sonia beskriver, hvordan al kultur forsvandt under krigen. Metalmusikken er med til at opbygge kultur i et land, der historisk set har en rig musikkultur, men som skal starte forfra efter så mange års stilstand.
Death Metal Angola er et prima eksempel på at kulturen er vigtig for fællesskabet, som igen er vigtig for helingsprocessen.
Historien styrkes af det grundlag, den spirende musikkultur bygger på, nemlig rammerne om børnehjemmet og de fortællinger om borgerkrig og overlevelse som Sonia og børn fra hjemmet giver.
Der gøres plads til mindre sidehistorier om en ung grafittimalers tragiske skæbne samt om en lille forældreløs dreng, der kommer til børnehjemmet og fortæller om farens død og hans stedmors brutale behandling.
Det er rørende, men gør også, at man ikke når at komme helt tæt på musikkens rolle i landet.
Men det overordnede budskab kommer klart igennem: musikken heler, skaber kultur og fællesskab og det er der i dén grad brug for i Angola.
En positiv historie man ikke behøver at være metal-fan for at følge.
Laura Lindegaard er cand.mag. og lavede i 2011 feltarbejde i Liberia til sit speciale på tværkulturelle studier ved Københavns Universitet om unge og performativitet i det vestafrikanske land efter mange års konflikt. Det blev tillige til en 11 minutter lang dokumentarfilm ”This, too, is Liberia. Arts, Culture and the Spiritual”.
Hun anmelder ligesom sidste år film fra CPH:DOX til U-landsnyt.dk
