Vi skal nytænke sammenhængen mellem arbejde og menneskelig udvikling, og samtidig skal der være fokus på at løse problemer omkring bl.a. ungdomsarbejdsløshed og manglende ligestilling, siger direktøren for Human Development Report Office.
Human Development Report 2015 handler om arbejde. Det nødvendige og meningsfyldte arbejde af enhver art, som mennesker verden over udfører dagligt.
Det afslører Selim Jahan, der er direktør for Human Development Report Office, om årets tema.
En række spørgsmål inden for det felt, der handler om at arbejde, vil blive taget op i rapporten: ungdomsbeskæftigelse, kønsrelaterede aspekter af arbejdet, landbrug og udvikling af landdistrikter, den uformelle sektor samt arbejde under kriser og i post-krisesituationer.
Hvis vi skal opfylde målene på den internationale dagsorden efter 2015, vil det være afgørende at give unge, som udgør 50 procent af verdens befolkning, mulighed for at finde arbejde, der kan gøre at de deltager konstruktivt, kreativt og ligeligt i samfundet, skriver Selim Jahan.
Arbejde frigør menneskeligt potentiale
Human Development Report 2015 handler om at nytænke arbejde inden for rammerne af menneskelig udvikling.
Når rapporten nævner ”arbejde”, omfatter det også kreativt arbejde, frivilligt arbejde, husligt arbejde og det arbejde, man gør inden for familien, eksempelvis i form af pleje.
”Det bidrager til velvære og social sammenhæng. Set fra et menneskeligt udviklingsperspektiv er arbejde frem for bare job noget værdifuldt,” siger Selim Jahan.
Arbejdet er midlet til at frigøre det menneskelige potentiale, kreativitet, innovation og ånd, tilføjer Selim Jahan forud for offentliggørelsen af FN’s årlige Human Development Report.
”Det er afgørende for at gøre menneskeliv produktive, værdifulde og meningsfyldte. Det gør det muligt for folk at tjene til livets ophold, giver dem mulighed for at deltage i samfundet, giver dem sikkerhed og giver dem en følelse af værdighed. Arbejdet er således uløseligt forbundet med den menneskelige udvikling,” udtaler Selim Jahan.
Rapporten præsenteres i november 2015.
Læs mere hos UNDP