En tung arv fra sovjettiden
Armenien ligger i Østeuropa og er en tidligere sovjetisk republik.
I Sovjetunionen anså man personer med handicap som defekte. I stedet for at undervise børn med særlige behov på deres egne præmisser, lukkede man dem inde på institutioner, hvor de fik lov til at sygne hen.
Mission Øst er med til at bryde denne tankegang ved at tilbyde lægehjælp, genoptræning og inkluderende undervisning til børnene.
Organisationen driver syv sundhedscentre i landet sammen med den lokale organisation Bridge of Hope.
På Mission Østs behandlingscenter i det østligste Armenien sidder en lille pige og leger med små farvede plasticklodser. Bag hende styrer ergoterapeuten Anna aktiviteten, og ved siden af ser hendes unge mor, Anush, opmærksomt til. De tre er dybt koncentrerede, for legen er ikke en hyggestund, men den dybeste alvor: Det er den lille piges kamp for at få en værdig og normal tilværelse.
Babyen lå helt stille
Den lille pige hedder Julia, er fire år og har en spastisk lammelse. Anush var kun 16 år, da hun fik Julia, og hun har ingen uddannelse.
Selv om datteren har et alvorligt handicap, vidste forældrene ikke, at der var noget galt. ”Julia lå godt nok helt stille, og hun kunne ikke tale, men vi tænkte ikke nærmere over det,” fortæller Anush.
Men da Julia var halvandet år gammel, fik hun en forgiftning, og hun kom derfor til lægen. Han så straks, at noget var galt.
”Og så henviste han os til centeret her,” forklarer Anush.
Taler som andre fire-årige
Det har betydet en verden til forskel. Før kunne Julia ikke bevæge sine hænder, men i dag deler hun rutineret plasticklodser ud til sin mor og sine behandlere. I starten gik hun til talepædagog. I dag taler hun som en normal fireårig:
”Hun retter os endda derhjemme, hvis vi udtaler noget forkert,” smiler hendes mor.
”Forstyr mig ikke, når jeg leger,” siger Julia selvsikkert, mens hun sætter farvede plasticringe på en kegle.
Mission Østs generalsekretær Kim Hartzner fortæller om Julia og mange andre livsskæbner ved to foredrag i Jupiter-teltet lige foran Domkirken fredag den 6. maj. Det sker som led i kirkefestivalen Himmelske Dage, som præger hele Københavns midtby i Kristi Himmelfartsdags-ferien.
Læs mere om Himmelske Dage: Dansk Missionsråd sætter fokus på tros- og religionsfrihed under Himmelske Dage (4.5.2016)
En faldefærdig rønne
Julia bor sammen med sine forældre, tre søskende, en onkel og sin farfar i en lille landsby en times kørsel fra centeret. Stejle, mudrede stier fører op til deres faldefærdige hus. Familien har stort set ingen møbler – kun nogle ramponerede senge. Farfaren arbejder som nattevagt, og det er hans løn, der forsørger hele familien.
”Købmanden giver os kredit sidst på måneden, og når det er sommer, plukker vi bær i skoven,” forklarer Anush.
Benskinner giver håb
Siden Anush blev klar over Julias udfordringer, har hun udvist et fænomenalt overskud og passet sin datters træning upåklageligt. På trods af en evindelig kamp mod fattigdom følger Anush trofast med Julia til centeret tre gange om ugen. Anushs store drøm er, at hendes datter en dag kommer til at gå selv.
”Vi har været i Jerevan (Armeniens hovedstad, red.) for at få lavet benskinner til Julia,” forklarer Anush.
Julia har nemlig også lært at sidde op. Så nu håber mor Anush, at hendes datter kommer til at gå.