Bekymret Per Stig efter Sri Lankas valg

Forfatter billede

Udenrigsminister Per Stig Møller (K) kalder på national forsoning i Sri Lanka (Ceylon) og udtrykker bekymring efter valget forleden, fremgår det af en presseudtalelse torsdag

– Vi må desværre konstatere, at valgkampen var præget af vold og uregelmæssigheder. Udover den altafgørende politiske forsoningsproces står Sri Lanka står over for en kæmpe udfordring med at få løst den humanitære krisesituation i landet efter mange års borgerkrig, siger Per Stig Møller og fortsætter:

– Men det er afgørende, at der nu sættes en proces i gang hen imod opbygning af varig fred og forsoning i Sri Lanka. Jeg vil opfordre præsidenten og alle andre politiske kræfter i Sri Lanka til at tage fat på denne vigtige opgave.

Resultatet af præsidentvalget i Sri Lanka den 26. januar 2010 blev et genvalg til præsident Mahinda Rajapaksa, som vandt over sin modkandidat, den tidligere hærchef Sarath Fonseka.

Valget var plaget af uregelmæssigheder, herunder drab og mange tilfælde af vold.

Organisationen ”Journalister uden Grænser” vurderer, at de statslige medier brugte 98,5 pct. af sendetiden på at fremme præ-sident Rajapaksas kandidatur bl.a. i form af stærkt kritiske udfald mod modkandidaten.

Efter 26 års blodig borgerkrig lykkedes det i maj 2009 den srilankanske hær at nedkæmpe oprørsbevægelsen De Tamilske Tigre (Liberation Tigers of Tamil Eelam, LTTE).

LTTE, som figurerer på bl.a. EU’s liste over terrororganisationer, havde som sit erklærede mål oprettelse af en tamilsk stat i den nord- og østlige del af Sri Lanka.

Den militære nedkæmpelse af LTTE har haft enorme menneskelige omkostninger, og den humanitære situation på Sri Lanka er fortsat stærkt bekymrende.

Efter borgerkrigens afslutning står Sri Lanka over for en situation, hvor ikke mindst hensyntagen til det tamilske mindretal vil være afgørende for at opnå varig stabilitet og fred i landet, slutter presseudtalelsen fra udenrigsministeriet i København.