Lars Zbinden Hansen skriver fra Cotonou
Har 800.000 personer i Benin i Vestafrika fået rent drikkevand for danske bistandspenge? Måske! Hollandsk vandingeniør giver et kvalificeret indblik i vandsektorens målemetoder – kunsten at tælle vand.
Ganske vist er civilingeniør Carel de Groot fra lavlandet med de mange diger, men med nogen ret kunne man kalde ham ”halv-dansker”.
Af 27 år i vand- og sanitetssektoren i udviklingsbistandens tjeneste har han i 17 arbejdet som rådgiver først for Danida i Indien og derefter for COWI med adresse i Danmark og i Ghana.
Og fra 2002 til 2006 var han igen udstyret med et dansk visitkort. Danida og Bangladesh stod der på kortet.
Nu sidder han på sjette år og styrer den hollandske ambassades vand- og sanitetsprogram i Benin.
Det blev for to år siden udvidet ganske kendeligt, da Danmark besluttede at trække sig helt ud af bistandsarbejdet i Benin og i den anledning overdrog ”resterne” af vandprogrammet til Holland.
Når han sammen med et team af eksperter fra Europa i en særlig beninsk-hollandsk ”platform” er færdig med at lave en ny vandplan for Benin, går turen tilbage til Bangladesh, hvor han kom fra.
I hvilken kapacitet? Vand- og sanitetsekspert for den hollandske ambassade i Dhaka, forstås.
To metoder i Benin
De Groot, der af en anden vandekspert på besøg i Benin kaldes ”Chief of the field”, må være den rette at stille spørgsmålet:
Kan det været rigtigt, at 800.000 mennesker i Benin har fået adgang til rent drikkevand – det tal som Danida i øjeblikket reklamerer med i forbindelse med sit 50-års jubilæum.
De Groot svarer: ”Vi har altid problemet med, hvor troværdige data er, og på hvilke normer de er baseret. Når jeg sender tal til Haag, forklarer jeg altid, hvordan de er fremkommet og på hvilken formodning”, siger han og udelukker ikke, at det danske tal på 800.000 godt kunne være helt anderledes, f.eks. 600.000.
Det skyldes de forskellige landes måde at måle på og selve metoderne, man anvender og de mange indbyggede usikkerheder, siger han og forklarer, at der i Benin bruges to metoder:
Den ene er ”forsyningssiden”, den anden ”behovssiden”, hvor Danmark, Holland og andre i nogle år har brugt ”forsynings”modellen. Man går ud fra, at en ”vandpost” skal forsyne 250 mennesker.
De Groot: ”Men det giver kun et meget groft skøn, fordi der i en landsby kan bo langt færre, f.eks. 100 mennesker eller måske mange flere (end 250). Alene af den grund er der en fare ved at måle på den måde”
“For: hvorfor ikke 350 eller 150 pr. pumpe. Man kan også komme ud for, at vi har opstillet to pumper i en landsby med 250 mennesker. Betyder det så ifølge vores målemetode, at 250 mennesker har adgang til vand eller er det 500?”.
Andre organisationer bruger ”behovs”-modellen, forklarer hollænderen. De tager overordnet udgangspunkt i folketællinger i et land, og det burde på folketællings-øjeblikket være den mest præcise af alle metoder. Men problemet er, at der i afrikanske lande ofte er år mellem tællingerne.
Rundhåndede svar
I Benin forelå resultatet af den seneste folketælling den 15. februar 2002, og siden er der lavet et overslag for indbyggertallet i 2006.
De Groot mener at vide, at den beninske regering i øjeblikket er i færd med at forhøre sig hos donorerne om støtte til at få lavet en ny folke-tælling – en øvelse, der er lige så dyr, som den er stor og tidkrævende.
”Behovs”metoden, som bl.a. UNICEF og WHO bruger, betyder f.eks, at de to FN-organisationer med et estimat af folketallet i hånden banker på døren i hvert et hus i landsbyer og spørger beboerne, om de har adgang til vand.
Men problemet er, at man ikke altid kan regne med de svar man får, eftersom opfattelsen af ”adgang til vand” er helt subjektiv, forklarer de Groot.
Folk i landsbyerne tenderer mod at være ”ganske rundhåndede”, når de får stillet spørgsmålet, om de har vand. Selv, hvis landsbyens kvinder f.eks. skal gå adskillige kilometer for at hente vand, vil det blive udlagt som ”adgang til vand”.
Det er i bund og grund et spørgsmål om folks opfattelse af et ”acceptabelt serviceniveau”, siger han, og det kan svinge fra landsby til landsby, ja fra person til person.
”For ti år siden havde vi (i vandsektorkredse, red.) en diskussion om, hvordan man overhovedet definerer ”service-niveau”, forklarer de Groot.
“Spørgsmålet lød: hvornår er en landsby 100 procent dækket (med adgang til vand, red.). Eksempel: hvis vi nu har en landsby med 500 mennesker og een vandpumpe, og beboerne er tilfredse med den ene pumpe, selvom vi har en regel om, at der skal være en pumpe pr. 250 mennesker – skal vi så installere pumpe nummer to?”, siger han og stiller et retorisk spørgsmål til:
”Hvem afgør, hvor langt folk skal gå eller ikke gå for at hente vand? Det er altid subjektivt”.
Samme reference
Med de Groots ord er der en ”interessant forskel” i data indsamlet efter de to metoder. Bruger man ”behovs”metoden, bliver antallet af mennesker med adgang til vand højere end ved ”forsynings”metoden. Nogle gange er forskellen helt op til 10-15 procent.
Men det vigtigste er, siger han, ”at en organisation bruger den samme reference hele tiden. På den måde får man trods alt et indtryk af, om der er fremgang eller ej” (i menneskers adgang til vand).
Svaret på spørgsmålet: ”har 800.000 mennesker i Benin nu fået adgang til rent drikkevand”, må altså besvares relativt subjektivt.
Det gælder nok også om det hollandske udenrigsministeriums reklame for sine bistandsaktiviteter. Fra den kant hed det i en pressemeddelelse fra januar, at ”hollandsk finansiering siden 2005 har givet 700.000 mennesker (i Benin) adgang til rent drikkevand”.
I Benin er man imidlertid klar over, at tallene ikke står helt så fast, som de udlægges hjemme i donorlandenes hovedstæder.
Netværket Sustainable Sanitation Alliance har lavet en evaluerings-rapport for de beninske myndigheder, Hollands og Tysklands ambassader for vandsektoren i landdistrikterne i Benin 2008-2010.
Heri lyder en af konklusionerne (som citeres i sin fulde længde og i U-landsnyt.dks oversættelse, der ikke tager ansvar for det høje lix-tal):
”Som et resultat af manglende opmærksomhed i det eksisterende monitorerings-system på oplysninger om gennemførelse og resultater på lokalt niveau og på forbindelsen mellem det lokale og regionale niveau er den aktuelle strategi for vand- og sanitetsforsyning på landet såvel som donorstøtten ikke tilstrækkeligt baseret på empiriske data”.
Se også
http://forum.susana.org/forum/categories/57-wg-4-systems-health/1299-impact-evaluation-of-drinking-water-supply-and-sanitation-programmes-in-rural-benin
Hvor mange beninere er der egentlig?:
Den omtalte ”behovsmodel” (altså udgangspunkt i folketallet) er som nævnt i artiklen ifølge den hollandske ingeniør den mest præcise, hvis den virker. Men der er lidt forskellige opfattelser af, hvor mange mennesker, der rent faktisk bor i Benin, f.eks.:
Ved folketællingen i Benin i 2002 havde landet ifølge de officielle tal 6.769.914 indbyggere, og ved estimatet i 2006 var der 7.840.908.
Den danske ambassade i Cotonou angiver i sine baggrundsfakta-papirer indbyggertallet i 2010 til 9.211.741. Det tal er hentet fra Verdensbankens ”Ease of Doing Business in Benin, der blev offentliggjort i november 2011.
Andetsteds hos Verdensbanken (http://data.worldbank.org/country/benin) opgives indbyggertallet i 2010 dog til 8.849.892
Holland angiver i sin vandsektorstrategi for Benin (2012-2015) befolk-ningstallet til ”9 million inhabitants (annual growth 3,3 % since 2002)”, mens WHO/UNICEF ”Joint Monitoring Programme for Water Supply and Sanitation” for Benin, der er opdateret marts 2012, sætter befolkningstallet til 9.361.000.
————-
Journalist Lars Zbinden Hansen korresponderer til U-landsnyt.dk fra Vestafrika. Han er bosat i Lomé i Togo.
