To biskopper i benhård kritik af u-landsbesparelser

Laurits Holdt

Både Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Venstre vil skære ca. 2,6 milliarder kr. af bistanden, som nu ligger på ca. 17 milliarder. Det er ifølge biskop i Roskilde Stift, Peter Fischer-Møller, helt forkert.

”Det er i strid med hidtidige danske værdier og fejt og dumt, fordi det går ud over nogle af klodens svageste. Og det kommer til at skade os på sigt, da det skaber en mere ulige og utryg verden,” siger Peter Fischer-Møller, som har mange års erfaring med området – bl.a. som formand for bestyrelsen i NGO’en Danmission.

Han bakkes op af biskop Henrik Stubkjær fra Viborg Stift, som kalder sparepolitikken ”kortsigtet og forkert”.

”Vi oplever historisk store strømme af flygtninge. De samme (spare)partier vil gøre mere i nærområderne, men der er allerede millioner af flygtninge dér. Det bedste værktøj er en langsigtet indsats mod fattigdom og konflikter,” siger Stubkjær, der er tidligere mangeårig generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

Ifølge Venstre skal pengene bruges til bl.a. at styrke sundhedsvæsenet med én milliard kroner ekstra om året.

Peter Fischer-Møller: “Det er en helt syg kobling at opstille valget mellem nær velfærd og udviklingsbistand. Folk, der tjener så mange penge, som mig, kunne eksempelvis sagtens betale noget mere i skat og få mere velfærd,” siger han til altinget.

Venstres udviklingsordfører, Jakob Ellemann-Jensen, kalder kritikken urimelig. Han siger, at biskopperne har lyttet lidt for meget til ”den socialdemokratiske skræmmekampagne” og for lidt til, hvad Venstre faktisk mener.

”Venstre foreslår at give det i udviklingsbistand, som FN anbefaler. Det vil fortsat betyde, at Danmark er et af de absolut mest generøse lande i hele verden,” siger Jakob Ellemann-Jensen.