Burundis kontroversielle præsident begynder sin tredje periode

2553747532_ba38ba3915_z
Burundis præsident Pierre Nkurunziza ved World Economic Forum on Africa i Sydafrika i 2008.
Foto: Eric Miller/World Economic Forum
Laurits Holdt

Torsdag blev Burundis præsident Pierre Nkurunziza taget i ed til sin trejde femårs-periode i embedet. Omstændighederne er både overraskende og kontroversielle.

Nkurunziza vandt det omdiskuterede valg i juli. Hans modstandere mente ikke, at han var berettigeet til at stille op, da han allerede havde siddet i to perioder, som er maksimum ifølge landets grundlov.

Læs også: Burundis præsident spiller hasard med landets skrøbelige demokrati og fred (09.05.2015)

Præsidenten og hans støtter argumenterede dog med, at han ikke blev valgt til den første periode men udpeget af parlamentet. Og derfor var det helt i orden at han stillede op igen, sagde de.

Selve edsaflæggelsen kom som en overraskelse, for det var planen, at den skulle finde sted 26. august.

Siden april, hvor Nkurunziza annoncerede sit kandidatur er mindst 100 blevet dræbt i demonstrationer mod ham. Regeringen har beskyldt oppositionen for at stå bag volden.

Og i landets militær er der utilfredshed. I maj forsøgte en gruppe officerer at gennemføre et kup mod præsidenten men det mislykkedes.
Læs også: Kupgeneral i Burundi overgiver sig (15.05.2015)

Både FN, den Afrikansk Union, EU og USA har sagt, at valget ikke var frit og fair.

Nkosazana Dlamini-Zuma, der er formand for den Afrikanske Union har advaret både modstandere og tilhængere af præsidenten mod at optrappe situationen yderligere. Hvis ikke situationen løses med politiske midler, kan det få katastrofale konsekvenser for landet og de omkringliggende lande, siger hun.

Ifølge FN's flygtningehøjkommisariat, UNHCR, var knap 144.000 flygtet fra landet på grund af volden ved udgangen af juni 2015.

De fleste er søgt til Tanzania (omkring 66.000) og Rwanda (omkring 56.000). resten har søgt tilflugt i den Demokratiske Republik Congo, Uganda og Zambia.