Formanden for Styrelsen for Internationalt Uviklingssamarbejde, Klaus Bustrup, beklager i sin sidste årsrapport, at den folkelige forankring i beslutningsprocessen omkring dansk udviklingspolitik med Styrelsens nedlæggelse kan være bragt i fare.
Der var klapsalver – mange klapsalver – da formanden for Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde havde aflagt beretning for Styrelsens arbejde 2011-12.
Klaus Bustrup talte på sidste rådsmøde den 3. september, som var et dialogmøde med udviklingsminister Christian Friis Bach (R).
I U-landsnyts referat fra mødet (se http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/03-09-12/friis-bach-fleksibilitet-med-indbyggede-krav-er-ve) omtales årsrapporten, som neden for bringes i sin helhed:
”Ved årets udgang nedlægges som allerede omtalt såvel Rådet som Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde. Det er snart et år siden udviklingsministeren første gang orienterede mig om planerne om at nedlægge Styrelsen.
Dengang var jeg imod. Det er jeg stadig.
Det er Styrelsen også, og det har ikke manglet på offentlige tilkendegivelser fra mange af Styrelsens medlemmer om, hvorfor man synes, det er en forkert beslutning.
På flere møder med ministeren har Styrelsen haft en åben, direkte og meget livlig, men også frugtbar diskussion om beslutningsprocessen omkring dansk udviklingsbistand.
Det lykkedes ikke at få ministeren til at ændre holdning, når det gælder nedlæggelse af Styrelsen, men i den nye beslutningsstruktur med et Udviklingspolitisk Råd og en Bevillingskomité indgår en række af de punkter, Styrelsens medlemmer har peget på.
Det gælder bl.a. sammensætning, opgaver og kompetencer for det nye Udviklingspolitiske Råd. For mig er det således afgørende, at det bliver muligt for bevillingskomitéen at indstille programmer af særlig principiel eller strategisk betydning til drøftelse i Udviklingspolitisk Råd.
Rådet skal også have mulighed for at drøfte prioriteringer i evalueringsprogrammet og gennemførte evalueringer. Det er noget, som Styrelsen først for nylig er begyndt på, og et område, der bør prioriteres højt.
Folkelig deltagelse
Helt generelt har det i øvrigt været vigtigt for Styrelsen, at beslutningsprocessen omkring dansk udviklingspolitik også fremover sikrer en aktiv og engageret deltagelse fra danske samfundsinteresser. Det giver større legitimitet i befolkningen, og det sikrer en positiv sparring for minister og embedsmænd.
Udviklingspolitik er såvel indviklet som indforstået, og det tjener alle interesser, at mere generelle, umiddelbare synspunkter fra udenforstående også indgår, når det gælder om at sikre, at de betydelige skattemidler, der disponeres over til udviklingsbistand, anvendes så godt og effektivt, som muligt.
Trods de kommende omvæltninger i beslutningsstrukturen har Styrelsen fortsat sit arbejde ud fra devisen ”business as usual”.
Den største ændring i det løbende styrelsesarbejde har været, at Styrelsen nu også fungerer som beslutningstager, når det gælder Danida Business Finance, før kendt som blandede kreditter.
I november vil vi på et retreat gøre status. Vi vil opsamle vore erfaringer for så vidt angår styrelsesarbejdet. På hvilke områder og i hvilke sammenhænge er det, at vi har gjort en forskel og bidraget aktivt og konstruktivt til at forbedre dansk udviklingspolitik? Og hvornår har vi spildt vor egen, ministerens og embedsmændenes tid?
Der ud over vil vi diskutere, hvilke indsatsområder, vi synes har størst betydning for dansk udviklingspolitik, samt hvordan danske udviklingspolitiske strategier bedst udmøntes i praksis. Et er jo at udarbejde en strategi. Noget andet er at få den udmøntet i tæt samarbejde med modtagerlandene og andre donorer. Det tager tid, og Danmark springer naturligvis ikke ud af flerårige programmer fra den ene dag til den anden.
Udmøntning af den nye strategi
Styrelsen har med Ulla Tørnæs, Søren Pind og senest Christian Friis Bach i min formandsperiode haft en meget aktiv dialog om strategien for dansk udviklingssamarbejde. Først om ”Frihed fra fattigdom, frihed til forandring” og senest om ”Retten til et bedre liv”.
I Styrelsen kunne vi i sin tid bakke op om Søren Pinds ”frihedsstrategi”. Styrelsen lagde især vægt på, at strategien fulgte op på Afrikakommissionens anbefalinger med vægt på fremme af økonomisk vækst, erhvervssektorudvikling og beskæftigelse. Desværre kunne der som bekendt ikke skaffes bred politisk baggrund til denne strategi.
Det er der til gengæld – og heldigvis – til Christian Friis Bachs strategi med rettighedsbaseret udvikling som omdrejningspunkt samtidig med, at økonomisk vækst fortsat skal være et væsentligt element i dansk udviklingssamarbejde.
Det er en cocktail, som Styrelsen tror på er fornuftig, hvis der kan findes det rigtige blandingsforhold. Det ser Styrelsen frem til at få lejlighed til at diskutere med ministeren og embedsmændene i løbet af efteråret, hvor den nye strategi skal endeligt udmøntes.
Økonomisk vækst
Udviklingsbistand alene kan ikke løse udviklingslandenes problemer. Det kræver forbedret konkurrenceevne, der skal sikres med den private sektor som dynamo.
Private aktører, enkeltvirksomheder, erhvervsorganisationer og civilsamfundet har alle kompetencer, der er vitale for at sikre en robust økonomisk udvikling, og de skal inddrages og føle ansvar og ejerskab for udviklingen.
Bekæmpelse af fattigdom kræver en mangeårig, stabil økonomisk vækst, der selvfølgelig skal være bæredygtig og inklusiv.
Privatsektordreven økonomisk vækst var et af hovedbudskaberne fra Afrikakommissionen, og siden da har erhvervsudvikling, vækst og beskæftigelse været del af de fleste danske landestrategier. Det tror jeg på er rigtigt, og det bør efter min mening fortsætte.
Men det er afgørende, at programmere nøje tilpasses forholdene i de respektive modtagerlande, hvis erhvervsstruktur og erhvervsudvikling er meget forskellig.
Der er desværre en tendens til, at der er for meget af den samme skuffe i Danidas landestrategier.
Fødevaresikkerhed
Senere i denne måned tager jeg til Niger. Mod årets slutning skal Styrelsen behandle et landepolitikpapir for Niger, der er et land, der i allerhøjeste grad har brug for dansk udviklingsbistand.
Situationen i Niger og hele Sahel området er i stigende grad kommet på den internationale politiske dagsorden. Niger er et af verdens fattigste lande, og det har et ungt og skrøbeligt demokrati, der er konfronteret med en bred vifte af udfordringer.
Det gælder lav økonomisk vækst, høj befolkningstilvækst, klimatiske udfordringer, bl.a. ørkenspredning, samt de sikkerhedsmæssige udfordringer, der siden 2007 er blevet betragteligt forværret, senest af Libyen-konflikten.
AQIM, Al Qaida i Islamisk Magreb, har øget terrorvirksomheden, og der er en massiv stigning i organiseret kriminalitet i området. De mange hjemvendte fra Libyen, herunder ekskombattanter, udgør der ud over en destabiliserende faktor og svækker samtidig mange familiers modstandskraft, da de i flere tilfælde har fungeret som forsørgere for familierne i deres fattige hjemlande.
Niger er et af de lande i Sahel, der er værst ramt af tørke, og mere end 1/3 af befolkningen har været omfattet af den sultkatastrofe, der udviklede sig i løbet af denne sommer, og selvom regnsæsonen endelig er begyndt i Niger er problemerne ikke løst.
Bl.a. FAO advarer løbende om faren for, at Verden kan blive ramt af nye fødevarekriser. Priserne på majs og hvede er således steget med mere end 25 % siden juni i år. Jeg vil gerne understrege behovet for langsigtede indsatser, der kan forbedre fødevareforsyningsikkerheden i verdens fattigste lande. I 2050 vil der være over 9 mia. mennesker i Verden, og 2,5. mia. af disse vil bo i Afrika.
Nødhjælp er afgørende i akutte situationer, men statistikkerne viser, at det koster op til 7 gange mere, end forebyggelse. Bl.a. derfor er der brug for mere fokus på landbrugsudvikling.
Fødevaresikkerhed er alfa omega for udviklingslande. Stigende landbrugsproduktion er den mest effektive måde at udrydde fattigdom på. Der er et enormt potentiale for produktivitetsstigninger i de fleste udviklingslande, og øget landbrugsproduktion er løsningen på en række problemer i udviklingslandene.
Befolkningstilvækst
Der er en logisk sammenhæng mellem ønsket om bedre fødevaresikkerhed og behovet for at reducere befolkningstilvæksten. Den stigende befolkningstilvækst øger forbruget af fødevarer og sætter verdens ressourcer under øget pres.
Det er derfor positivt, at det fremgår af den nye strategi, at Danmark vil arbejde for en mere bæredygtig befolkningsudvikling. Området fortjener høj prioritet, og det er glædeligt, at Bill og Melinda Gates Foundation nu har besluttet at afsætte flere milliarder kroner til prævention og familieplanlægning.
Den 11. juli på den internationale befolkningsdag gav chefen for FN´s befolkningsfonds nordiske kontor, Pernille Fenger, og generalsekretæren for Sex og Samfund, Bjarne B. Christensen, i en kommentar i Berlingske Tidende udtryk for, at der bør mere fokus på familieplanlægning, og at den største ungdomsgeneration nogensinde har et berettiget ønske om at blive i stand til at planlægge deres eget liv og fremtid.
Når et lands fertilitetsrate går ned spares der penge i den sociale sektor, behovet for vand og fødevarer reduceres, og presset på naturressourcerne mindskes.
FN´s Befolkningsfond anslog i en rapport fra juni i år, at 222 millioner kvinder i udviklingslande har et såkaldt udækket behov for prævention. Det resulterer hvert år i 80 millioner uønskede graviditeter, og i at over 100.000 kvinder dør på grund af komplikationer i forbindelse med graviditet eller fødsel.
I Etiopien prioriterer man familieplanlægning højt, og hvor kvinder i 2004 i gennemsnit fødte godt 6 børn er fertiliteten pr. kvinde nu faldet til under 4.
Det bør være en basal menneskerettighed, at alle kvinder – inkl. kvinder i fattige udviklingslande – selv får mulighed for at planlægge deres graviditet, og om de vil føde børn.
Fokusering og exitstrategier
Den nye strategi nævner, at vi skal fokusere arbejdet på de fattigste lande, hvor behovet er størst, hvor vi kan gøre en forskel, og hvor det er i vores egen interesse at gøre det. Det er flot formuleret, og jeg er 100 pct. enig.
Hvis Danmark skal gøre en forskel er det vigtigt, at vi fokuserer udviklingsbistanden, såvel når det gælder indsatsområder som antallet af prioritetslande, som det nu hedder. Og det er vigtigt, at vi er opmærksomme på de markante forskelle, der er i de prioritetslande, vi samarbejder med.
Dansk udviklingspolitik er langt hen ad vejen et spørgsmål om prioritering. Vi har langt fra penge nok til alt det, vi gerne vil. Der er hele tiden nye områder, der dukker op og som fortjener dansk bistand, herunder indsatser i skrøbelige stater. Derfor må andre fravælges.
I Styrelsen har der været meget fokus på exitstrategier. Flere udviklingslande, som Danmark har støttet i årtier, klarer sig heldigvis godt.
Jeg mener, det er vigtigt, at vi med de lande i god tid og på ordentlig vis aftaler langsigtede exitstrategier, der lægger hovedvægten på økonomisk vækst og beskæftigelse.
Det er i Danmarks interesse, fordi vi så kan give støtte til andre udviklingslande, der har mere behov for støtte. Det er i de pågældende landes interesse at reducere støtteafhængigheden, selv gradvis at tage ansvaret for sociale opgaver og hurtigere blive i stand til at stå på egne ben.
Jeg er derfor enig i den justering, der foretages i finanslovsforslaget for 2013, med en styrkelse af indsatsen i skrøbelige stater på bekostning af en nedjustering i udbetalingsniveauet i nogle af de mere traditionelle partnerlande.
Multilaterale organisationer og EU
En betydelig del af dansk udviklingsbistand går til multilaterale organisationer. Ministeren ønsker at øge denne andel, hvilket også fremgår af finanslovsforslaget for 2013. Styrelsen lægger i den sammenhæng vægt på, at der også på det område sikres resultater og kvalitet i den store andel af den danske indsats, der ydes via multilaterale organisationer.
Samtidig er det her tilsvarende afgørende med fokusering, hvis Danmark med vores i international sammenhæng beskedne midler skal gøre en forskel, hvor vi er med.
EU modtager en anseelig del af dansk udviklingsbistand, og EU bidrager med mere end halvdelen af verdens samlede officielle udviklingsbistand.
Trods det store engagement, de gode intentioner i Lissabontraktaktaten og Den fælles Udenrigstjeneste, er der dog fortsat plads til forbedringer, når det gælder EU´s rolle på den globale udviklingsarena.
Sidste efterår havde jeg en række møder i Bruxelles med sagsbehandlere i EU-Kommissionen og FUT´en for at sætte mig mere ind i EU´s rolle og indsats på udviklingsområdet. Der er ingen tvivl om, at ambitionsniveauet er højt, og under det danske formandskab er der da også truffet beslutning om en ny EU-udviklingspolitik, ”Agenda for Change”.
For mig er det oplagt, at der kan opnås betydelig merværdi til gavn for udviklingslandene, hvis der er sammenhæng i EU´s og medlemslandenes udviklingspolitik, og hvis medlemslandene i langt højere grad, end i dag, samordner deres udviklingspolitik og samarbejder i udviklingslandene, f.eks. om kriterierne for at yde budgetstøtte.
Det er ikke tilfældet i dag, og det er nærmest pinligt, når de forskellige EU-lande ikke kan enes om, hvornår man går ud og ind af et land med generel budgetstøtte.
Tilsvarende bør EU koordinere sin holdning i internationale fora og undgå forskellige holdninger i FN og andre internationale organisationer. På den måde mister EU indflydelse.
Der ud over bør alle EU lande naturligvis leve op til målsætningen om at yde mindst 0,7 % af deres BNI i udviklingsbistand. Som bekendt er det heller ikke tilfældet.
Bistandseffektivitet
På højniveaumødet i Busan sidste år bakkede Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika op om sluterklæringen om bistandseffektivitet. Vi ser en række nye aktører på bistandsområdet, både statslige og private, og jeg ser en klar fordel i, at Danmark er pragmatisk og samarbejder med disse, hvor der er fælles interesser.
I forbindelse med mit besøg i Bruxelles besøgte jeg også Paris, hvor jeg havde samtaler med repræsentanter fra OECD/DAC. I den sammenhæng faldt der særdeles mange pæne ord om dansk udviklingsbistand – i øvrigt også om Styrelsen – og om Danmarks indsats, når det gælder om at leve op til Parisprincipperne. Dette var senest bekræftet gennem OECD/DAC´s fieldvisit i Mali.
I november sidste år besøgte Styrelsen netop Mali, altså længe inden den senest beklagelige udvikling i landet.
Styrelsens hovedindtryk var, at svage institutioner, komplicerede forvaltningsmæssige procedurer og mangel på kapacitet på alle niveauer vanskeliggjorde gennemførelsen af et ambitiøst landeprogram, der fuldt ud opfyldte alle principper om god bistand.
En af konklusionerne fra besøget var derfor, at der i nogle tilfælde kan være behov for at se på balancen mellem at opnå konkrete resultater og indfri Paris-dagsordenens målsætninger.
I sidste måned kom evalueringen af den danske bistand til Afghanistan. Det er glædeligt at konstatere, at dansk bistand har gjort en forskel, om end det har vist sig svært at vurdere bistandens omkostningseffektivitet og bæredygtighed på længere sigt.
Evalueringen understreger således udfordringerne og vanskelighederne ved at give effektiv og bæredygtig udviklingsbistand i den brede militære, politiske og økonomiske kontekst, indsatserne fungerer i.
Danmark roses også i Afghanistan for god donorskik, og dansk støtte er da også i høj grad ydet gennem den afghanske regering og afghanske administrative systemer, men netop fordi disse er kendetegnet af meget lav kapacitet, manglende accept i befolkningen og betydelig korruption og bedrageri har det præget indsatsernes effektivitet, hastighed og resultater.
Danmark skal naturligvis også fremover være i front, når det gælder bistandseffektivitet og god donorskik, men disse 2 eksempler understreger behovet for at fokusere på resultater og i visse tilfælde at anvende en anden, måske mere traditionel tilgang i udvalgte udviklingslande.
Afslutning, Danida 50 år
I år har Danida haft 50-års jubilæum, og det blev fejret på flot vis. Som del af den første lov om Danmarks udviklingssamarbejde har også Styrelsen og Rådet for Internationalt udviklingssamarbejde haft 50 års fødselsdag.
Jeg har selv deltaget i styrelsesarbejdet i næsten halvdelen af dens levetid. Det samme har Rådsformanden, Holger Bernt Hansen. Det har været meget spændende, lærerigt og langt fra kedeligt.
Jeg føler mig overbevist om, at Styrelsen i sin levetid
– med sin sammensætning gennem alle årene af en bred gruppe af repræsentanter fra folkelige organisationer, arbejdsmarkedets parter, interesseorganisationer samt det akademiske miljø og
– med sin rådgivning og sparring med ministre og embedsmænd og
– som kontrolorgan for befolkning og Folketing af administrationen af bistanden har bidraget til at sikre en høj kvalitet og øget værdien af dansk udviklingssamarbejde og til at øge den samfundsmæssige forankring af og opbakning til udviklingsbistanden og til at sikre ro om denne.”
Se også telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/23-05-12/friis-bach-f-r-sin-nye-lov-men-et-flertal-tvang-ha
