CARE starter op i Laos

Forfatter billede

I september indleder CARE Danmark et større projekt i Laos, der skal hjælpe fattige bønder med at forberede sig på katastrofer afledt af klimaet, skriver organisationen på sit webste.

I Afrika Syd for Sahara har CARE Danmark siden 2010 arbejdet med at ruste fattige bønder mod klimakatastrofer. Men også i Sydøstasien er behovet for at forberede sig på fremtidens klimavirkelighed stigende.

Og Laos er regionens fattigste land. Derfor starter man nu et projekt i det nordlige Laos, som skal styrke 78.000 fattige bønder i deres kamp mod klimaforandringerne.

“Klimaforandringerne påvirker allerede bønderne, særligt de fattigste familier”, siger programkoordinator for Laos i CARE Danmark, Morten Fauerby Thomsen.

“Regnen er blevet mere uforudsigelig, og der er store udsving i temperaturene. Det gør landbruget til et usikkert erhverv, og familierne må i højere grad forberede sig på for eksempel oversvømmelser eller mudderskred”, forklarer han.

Nye metoder skal hjælpe bønderne

I løbet af projektet vil CARE bl.a. demonstrere nye dyrkningsmetoder og nye tilpasningsdygtige afgrøder for bønderne, som bedre kan hamle op med de store udsving i nedbør og temperatur.

“Det vigtigste er, at aktiviteterne i projektet tager udgangspunkt i bøndernes situation. Det handler om, hvordan klimaet påvirker dem og deres landbrug, og hvordan de kan tilpasse sig klimaforandringerne. På den måde kan vi sikre os, at projektet får størst mulig gavn for bønderne”’ siger Morten Fauerby Thomsen.

Projektet løber over fire år. Det samlede budget er 16 millioner kr., hvoraf EU har støttet med omregnet 12 millioner.

Laos har kun modtaget meget beskeden bistand fra Danmark gennem årene, hvorimod Sverige og Norge har været mere aktive.

I det fortsat kommunistisk-styrede land mellem Thailand og Vietnam lever 1/3 af de anslået 6,5 mio. indbyggere under fattigdomsgrænsen, dvs for få kroner om dagen.

Man kan læse mere om CAREs arbejde i Laos på
http://www.care.dk/her-arbejder-care/laos

Se mere om Laos på http://en.wikipedia.org/wiki/Laos