Et nomadeliv
Af Jørgen Gammelgaard
Forlaget Mellemgaard
455 sider
279 kr.
Størsteparten af FN-systemet lever i relativ anonymitet, når undtages flygtningeproblemer og naturkatastrofer. De lange seje træk, som udføres af udstationerede, mange af dem på vanskelige og langtfra ufarlige destinationer, forsvinder under mediernes radar, hvilket er synd. Mange danskere har her gjort over overordentligt nyttige indsatser.
En af disse har i en alder af snart 88 år skrevet sine erindringer om flere årtiers arbejdsliv i det multilaterale udviklingsapparat. Navnet er Jørgen Gammelgaard, og hans uddannelses- og arbejdsmæssige baggrund for at komme inden for i FN-systemet var højst usædvanlig. Han begyndte nemlig voksenlivet som kunsthåndværker.
Fra Blixen til udviklingsbistand
Tænk at have levet under samme tag som Karen Blixen. Som 25-årig på Rungstedlund i midten af 1950’erne. At føre samtaler med baronessen ansigt til ansigt og få hendes udlægning af verden. Dette enestående lykketræf tilfaldt det kreative og videbegærlige talent, der ankom til Rungstedlund med en bagage fra Kunstakademiet.
Som udlært inden for stoftryk oplever Jørgen Gammelgaard at modtage en stor ordre fra en kunde, der præsenterer sig som Arne Jacobsen. Ja, den Jacobsen! Ind i Gammelgaards ungdoms univers kommer også Thorkild Bjørnvig og Bjørn Poulsen, de to første redaktører af tidsskriftet Heretica. Det er hos Bjørn Poulsen, at den unge billedkunstner hører denne reaktion under en deres natlige samtaler:
”Du er en meget talentfuld fyr, jeg kan bare ikke finde ud af, hvad du er talentfuld til”.
Løsningen bliver en uddannelse som faglærer i historie og dansk. Drømmen realiseres på Askov Højskole 1956-57, dengang et kraftcenter i dansk åndsliv, og her er det, at emaljefabrikkens silketrykker bliver faglærer. Som nygift med en gravid engelsk hustru kaster kunstnersjælen fra Bornholm sig over britisk historie. Forsørgerforpligtelser gør, at Gammelgaard-parret må tage mellemstationer på Samsø Realskole og Ry Højskole, inden udlandet kalder.
Det sker i starten af 1960’erne, hvor dansk udviklingsbistand kommer til verden. Gammelgaards indgang bliver organisationen Mellemfolkeligt Samvirke, hvis bestyrelse er blevet samlingssted for nogle af datidens stærke politiske profiler som for eksempel socialdemokraten Bodil Koch.
Det er i denne fase af dansk udenrigspolitik, at begrebet ulandsfrivillig opstår, og her bliver bogen både oplysende og underholdende: I den særlige komité, der er nedsat for at bedømme frivilligkandidaternes egnethed, placeres de vilde 1960’ernes mest berømte sexologpar, Inge og Steen Hegeler. Jo, dem fra Ekstra Bladets legendariske sexbrevkasse.
Efterfølgende lander Gammelgaard på den Internationale Højskole i Helsingør, som har fået i opdrag at forberede de danske udsendinge, der skal til Afrika, dengang det geografiske center for en stor del af den danske udviklingsindsats.
Fra MS til UNDP
Komplicerede omstændigheder gør, at højskolemanden Gammelgaard bliver generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke i 1970, midt i ungdomsoprørets brydningsfulde tid. Posten bliver et springbræt til en karriere i FN-systemet, hvor han rykker til Geneve for at opbygge FN-systemets frivilligprogram, UNV, administrativt placeret under paraplyforetagendet UNDP, FN’s udviklingsprogram.
Man tror det er løgn: Den første store samlede gruppe FN-frivillige kommer i 1972 til – af alle steder – Iran. Shahens diktatoriske Iran. Hvilket kun kan forklares med landets daværende rolle som USA-allieret og bolværk mod kommunismen. Helt guddommelig er bogens beskrivelse af, hvorledes de unge FN-idealister trækkes ind som staffage i et kejserlig propaganda-stunt.
Herefter går det over stok og sten for manden, der som ung drømte om at gøre karriere som kunstner. Det afgørende skifte og løfte opad i karrieren kommer, da han i 1977 udsendes til Pakistan for en af de mindst kendte FN-organisationer, UNFDAC, der står for verdensorganisationens bekæmpelse af narkotikaproduktion.
Den politiske situationen i landet er eksplosiv, og heroinmisbruget er i dramatisk vækst. Gammelgaard får uvurderlige erfaringer og et karrieremæssigt springbræt videre til et anden stor udfordring, Burma, nutidens Myanmar, i 1980’erne den største opiumproducent på kloden. Videre op ad karrierestigen til en tilsvarende funktion i Thailand i hele fem år, og selvfølgelig må karrieren rundes af i den indiske hovedstad 1988-90.
Noget af en tour-de-force i FN-systemet: Fire lande, der hver især har afgørende geostrategisk betydning, fordi opiumsvalmuen bidrager til at finansiere lokale krige og dermed terror (jo, han mangler selvfølgelig Afghanistan, men sådan skulle det ikke være).
Udover forfatterens formidable sans for detaljer i beskrivelsen af møder med diplomater, lokale og nationale herskere og mere eller mindre brogede typer i det internationale bistandssamarbejde, så er det her, at bogen bliver interessant for andre end de indforståede: Læseren får et overordentlig grundigt indblik i alt det praktiske besvær, der er forbundet med at udføre ambitiøse projekter, der har FN’s lyseblå anerkendelseskulør og dermed repræsenterer verdenssamfundets gode samvittighed.
Da Jørgen Gammelgaard vender hjem til Danmark i 1990 er han 60 år og klar til pensionen, der typisk for miljøet af udviklingseksperter i seniorkategorien handler om at bruge sin viden på at udføre tidsbegrænsede konsulentopgaver. En af disse bringer ham til Vietnam og dermed er vejen banet for et skifte. Han forlader narkotikabekæmpelsen og sættes i spidsen for et repatrieringsprogram for de såkaldte bådflygtninge, der i 1990’ernes mildnede politiske klima i Vietnam fik mulighed for at vende hjem og genbosætte sig.
2 x giftermål med samme kvinde
Nomadelivet som FN-mand i Syd- og Sydøstasien skildrer han med en detaljerigdom, der er ganske overrumplende, og som læser må man spørge, om han har hukommelse som en elefantflok eller har skrevet dagbog meget udførligt. Eller begge dele.
Det er en livs- og skæbnefortælling af format, Gammelgaard leverer, men næppe med stof til krimier eller spændingsromaner som dem, der leveres af for eksempel en Hanne-Vibeke Holsts ”Som pesten”.
Han får også plads til at forklare udfordringerne med at holde sammen på ægteskaber, der naturligvis kommer under pres med al rejseriet og udlændigheden. At dyrke forældrerelationer til børn på tværs af kontinenter og flere landegrænser er også en udfordring, der kræver sin mand.
Bogens vidunderlige pointe er her, at Jørgen får kvinden i sit liv i to omgange. I oktober 1992, da han er undervejs til sidste Vietnam giftes han på ny med sin Gitte efter en skilsmisse, der så lykkeligvis for begge viste sig at være midlertidig.
”Et nomadeliv” er en alt for beskeden titel på en bog, der på sine 455 sider er et skatkammer af udviklingserfaringer, både de personlige og dem, der hører til i FN-systemet. Læg hertil, at forfatteren er et dybt reflekterede menneske, der kan billedkunsten, farverne, lyset og alle nuancerne derimellem. Plus den bonus, han giver sig selv i alderdommen ved at skrive monografier om Palle Nielsen, Richard Winther og Bjørn Poulsen.
Gammelgaard rummer både den asiatiske vælde og de indre linjer i den danske kunst- og kulturverden. En sjælden kombination.
Flemming Ytzen er klummeskribent ved Politiken med Øst- og Sydøstasien som speciale. Forfatter til flere bogudgivelser om samme region. Derudover er han fast kommentator ved TV2 News, rejseleder for bureauet Viktors Farmor og underviser hos FOF/Seniorhøjskolen.
