Corona – et år efter
I endnu en serie på tre artikler om Afrika efter et år med corona-krise bidrager Stig Jensen, lektor på Center for Afrikastudier på Købehavns Universitet, med indblik, refleksioner og perspektiveringer på coronas samfundsmæssige implikationer på og konsekvenser for det afrikanske kontinent.
Første del: Et år efter corona-krisen: Afrika i Covid-19-orkanens øje
Anden del: Et år med corona-krisen: Økonomisk nedtur, gæld og bekymrende træk på social- og naturkapitalen
Tredje del: Et år med corona-krisen: Demokratierne i afrikanske nationer er under pres
Læs også Stig Jensens første mini-serie fra 2020, da pandemien ramte.
Første del: Afrika holder vejret af frygt for coronaudviklingen
Andel del: Coronas økonomiske konsekvenser rammer Afrikas mest udviklede lande hårdest
Tredje del: Er der grund til bekymring for Afrika?
Corona-krisen har medført en historisk økonomisk nedtur for Afrika. FN’s økonomiske kommission for Afrikas forventninger i april 2020 var, at Covid-19’s konsekvenser for økonomien ville blive værre end for sundheden på kontinentet
Eksempelvis forudsagde Kommissionen, at corona-krisen vil betyde, at yderligere omkring 27 millioner mennesker bliver ramt af ekstrem fattigdom. Verdensbanken har efterfølgende beregnet, at Afrika i 2020 har haft den dybeste recession i nyere tid, der blandt andet har betydet et fald i per capita indkomst på over seks procent. Verdensbankens forventninger til 2021 er en positiv økonomisk udvikling for landene syd for Sahara.
Corona rammer forskeligt – tre typer
Det kontinentale billede af den økonomiske situation i Afrika er relevant, men er baseret på et usikkert datagrundlag og dækker over store variationer. I forhold til sidstnævnte, så vil jeg fremhæve tre kategorier af lande, som ikke nødvendigvis indfanger alle de afrikanske lande, men kan give indblik i corona-krisens implikationer og udviklingstendenser set med nationale makroøkonomiske briller:
Turisme-afhængige lande, det er eksempelvis Seychellerne, Gambia, Kap Verde med flere. I disse lande er økonomien primært baseret på aktiviteter relateret til international turisme. I marts 2020 blev den internationale turisme til Afrika lukket ned og efterfølgende kun i marginalt omfang genstartet. Landene er i en økonomisk dvale med vidtrækkende konsekvenser for alle dele af samfundene.
Lande med samfundsøkonomi baseret på eksport af en eller få råvarer, som eksempelvis Nigeria, Gabon, Angola og andre. De olieproducerende lande blev eksempelvis i den første fase af corona-krisen ramt af et prischok med dramatisk faldende priser. Priserne på mange af råvarerne har rettet sig, og det har betydet gradvis økonomisk genrejsning.
Lande med en diversificeret eksportorienteret økonomi, her kan nævnes lande som Kenya, Senegal og Ghana. Disse lande er blevet ramt i varierende omfang alt efter eksportartikler. De nationale økonomiske konsekvenser var begrænsede sammenlignet med de to foregående kategorier, samtidig med at vejen tilbage til business as usual har været kortere og hurtigere.
Fald i internationale pengestrømme til Afrika
Selvom handel er vigtig for kontinentet og stadig flere nationer abonnerer på en eksportorienteret udviklingsstrategi, så er internationale pengeoverførsler stadigvæk af vital betydning for individer og samfund. Når det gælder internationale økonomiske stimuli til kontinentet vil fokus i det følgende være på tre typer: Remitter, udenlandske investeringer (FDI) og bistand i forskellige former.
Remitter er utrolig vigtige for mange og et voksende antal afrikanere. En undersøgelse fra Londons Kings College fra 2018 med fokus på Nigeria, der regnes som Afrikas største økonomi, viser, at remitter udgør 6,1 procent af landets bruttonationalprodukt, hvilket er mere end syv gange mere end udviklingsbistanden til landet. Andre beregninger lyder på et fald i remitter under corona-krisen på 23 procent, men igen skal sådanne beregninger tages med forbehold, da datamaterialet er behæftet med stor usikkerhed.
Når det gælder udenlandske investeringer så viser en rapport fra UNCTAD (FN’s organisation for handel og udvikling), at udenlandske investeringer i Afrika allerede inden Covid-19 var faldende med cirka 10 procent. Billedet for 2020 er langt fra entydigt. Investeringer til Etiopien er faldet med omkring 25 procent, som ikke kun skal tilskrives corona-krisen, men også politiske spændinger i landet. Mens faldet på over 20 procent i direkte udenlandske investeringer til Nigeria primært skyldes nationale ændringer i investeringsregler. Derimod var investeringerne stigende til Egypten – Afrikas største modtager af udenlandske investeringer.
Corona-krisen betyder faldende bistand, men mere til sundhed
Når det gælder bistand, så er billedet ligeledes uklart, selvom én tendens er tydelig: at bistanden til sundhed i Afrika er blevet stærkt forøget under corona-krisen. Samtidig synes præ-corona-tendensen med nedskæringer i den langsigtede udvikling og mere fokus på humanitære indsatser at fortsætte. I det europæiske donorsamfund er billedet ligeledes uklart. Storbritannien har på den ene side varslet radikale nedskæringer i bistanden, mens Tyskland varsler, at det vil øge bistand fremover.
Det er min oplevelse, at flere EU-lande under corona-krisen har neddroslet bistandsaktiviteterne i Afrika. Udviklingen skyldes flere forhold, hvor tre fremhæves: Corona-krisen har betydet vanskeligheder med igangsættelse af nye aktiviteter. Et andet aspekt er tilbageholdelse af bistand som følge af uacceptable politiske forhold i udvalgte lande, som er blevet forværret under corona-krisen, det gælder eksempelvis for Tanzania, Uganda, Etiopien og andre. En tredje problemstilling er sikkerhedsmæssigt forringede forhold, som virker hæmmende for bistandsaktiviteter – det gælder særligt i Sahel-regionen.
Gælden er kritisk og stiger
Mens strømmen af økonomiske ressourcer til Afrika er faldende, så er gældssituationen anderledes og stadig mere kritisk. Allerede inden corona-krisen sås konturerne af en ny gældskrise med G20’s fremlæggelse af en liste med 47 lande, de fleste afrikanske, som er alvorligt gældstruede. Der var lagt op til gældsforhandlinger, som bringer mindelser om 1980’erne store gældskrise. Samt ikke mindst de efterfølgende massive implikationer for økonomisk og politisk udvikling på kontinentet.
Gældskrisen anno 2021 er anderledes end tidligere, og her springer især to forhold i øjerne. For det første, at en stor del af gælden i Afrika er funderet i den private sektor, hvor det tidligere var statsgæld. For det andet, at gælden ikke udelukkende er til lande og institutioner fra det globale nord, for en voksende del af de afrikanske gældsforpligtigelse er til Kina. Sidstnævnte forhold kan komplicere gældsforhandlingerne, fordi Kina ikke er med i de institutioner, som traditionelt varetager gældsforhandlinger, henholdsvis Paris-klubben og London-klubben, sidstnævnte for de private banker.
Faser i corona-kriser med fokus på by-land-problemstillinger
Ovenstående makroperspektiver og talgymnastik kan være spændende, men menneskene forsvinder. Derfor er det centralt også at forstå, hvordan mennesker og samfundsgrupper er blevet ramt af corona-krisen, selvom billedet er meget sammensat, så identificerer jeg fem faser med elementer af kronologi.
I den første fase af corona-krisen med international nedlukning bliver folk, sektorer, virksomheder og lande i Afrika, der er integreret i den globaliserede økonomi, ramt hårdt og pludseligt. Konsekvenserne er store, men omfanget er begrænset, fordi kun en mindre del af afrikanere er koblet op på globaliseringen.
Det næste fase hænger sammen med de nationale lockdowns, som særligt påvirkede de urbane områder med massive konsekvenser for økonomiske aktiviteter i byerne og har ramt alle, selvfølgelig i varierende omfang. Modstandskraft er indlysende nok begrænset hos de urbane fattige.
Den tredje fase kommer i kølvandet på de nationale lockdowns, med udvandringer fra by til land – stedvis af historiske dimensioner. Mange, især fattige unge mænd, valgte at forlade byerne som en ren overlevelsesstrategi. By-migranterne søgte mod landet, ofte til områder med familiemæssige eller andre former for tilknytninger. Mange af disse landlige samfund er stadigvæk i varierende omfang baseret på lokalproduktion og grader af subsistensøkonomi, og derfor var de rurale områder relativt upåvirket af de internationale og nationale nedlukninger. Desuden var mange i de rurale samfund indledningsvis imødekommende over for bymigranterne.
Kenyanere, der venter på bussen fra Nairobi ud til landsbyerne. Men busserne måtte i sensommeren 2020 kun tage halvt så mange med som vanligt.
Foto: Boniface Muthoni/SOPA Images/LightRocket via Getty Images
Samfund og natur presset af migranterne fra byerne
Den fjerde fase er fokus på sameksistens i de rurale samfund med bymigranterne. Det har mange steder været og er stadigvæk konfliktfyldt og trækker heftigt på både social- og naturkapitalen. Kendetegnende for mange rurale samfund er, at de presses af bymigranter og de flere munde, der skal mættes. Beretningerne fra corona-tidens rurale samfund er entydige – en massiv intensivering af naturbrugen. Eksempelvis lyder meldingerne fra Zanzibar om stærkt øget fiskeri, primært som følge af mistede turistindtægter. Fra Uganda er beretninger om træfældning og stærkt øget jagttryk. Fra mange steder i Afrika er der beretninger om forøget krybskytteri. Alle disse aktiviteter skal ses som forsøg på at overleve. Samtidig synes der også at være en tendens i retning af mere lokal subsistensbaseret økonomi.
De intensiverede aktiviteter med udnyttelse af naturkapitalen skaber, igen ifølge beretninger fra kilder on-location, lokale konflikter mellem forskellige samfundsgrupper og deres modsatrettede interesser. Et af de grundlæggende problemer er ofte bymigranternes fokus på kortsigtede individuelle gevinster, mens de fastboende har andre mere helhedsorienteret perspektiver på naturbrug.
Kortsigtet overudnyttelse af naturen med langtidskonsekvenser
Netop den kortsigtede (over)udnyttelse kan få massive konsekvenser for overlevelse og økonomisk fundament på lidt længere sigt. Naturens servicefunktioner nedbrydes som konsekvenser af overudnyttelsen, og det har betydning for fremtidens fiskeri, sårbarhed for jordskred, forringet vandkvalitet, trusler mod biodiversiteten med mere. Disse forhold er måske ikke isoleret set kritiske, men i kombination med klimakrisen og de andre sideløbende kriser, som rurale samfund kæmper med, så er det særdeles kritisk nu og bliver ikke mindre kritisk i fremtiden.
Byerne den nye kampplads
I den femte fase ses tendenser til lande-by-migration, hvor mange af de unge mænd er søgt tilbage til byerne. Selvom de økonomiske aktiviteter i byerne er kommet i omdrejninger, så har mange mennesker vanskeligt ved at skabe et stabilt økonomisk livsgrundlag. Frustrationerne er voksende blandt særligt unge mænd, der er meldinger fra flere byer om voksende konfliktniveau, øget kriminalitet og voldelige protester mod myndigheder. Samlet set en destabilisering i afrikanske byer, samtidig med at stadig flere afrikanske byer oplever voksende antal Covid-19-tilfælde, så …
