“Arbejdsmiljøet i NGO-branchen er ofte udfordret af bl.a. meget usikre ansættelser, utydelig ledelse samt manglende prioritering af både efteruddannelse og det interne samarbejde. Samtidig kan det evige fokus på målgruppen, og italesættelser af den lange kø af mennesker der gerne vil have ens job, gøre det meget svært at se, hvad man overhovedet kan gøre ved det.”.
Sådan lyder beskrivelsen af en ny facebookgruppe, der pt. har over 50 medlemmer.
Formålet med facebookgruppen, er at engagere mennesker som deler frustrationer fra NGO-branchen og som kan dele erfaringer, inspirere hinanden og finde fælles løsninger på fælles problemer.
Julia Bjerre Hunt, som har taget initiativ til gruppen, er chefkonsulent i Ingerfair og formand for privatsektoren i Dansk Magisterforening. På mediet Altinget.dk har hun bidrager hun med debatindlæg, hvor hun åbent italesætter arbejdsforhold i NGO’erne.
Sidste år afdækkede Altinget.dk stor mangel på arbejdspladsvurderinger hos danske NGO’er – og en undersøgelse blandt Dansk Magisterforenings medlemmer fastslog, at næsten hver tredje, der er ansat som akademiker i en civilsamfundsorganisation, oplever et dårligt psykisk miljø på arbejdspladsen.
I januar i år udkom en intern rapport om arbejdsmiljøet i Amnestys Internationals hovedafdeling i London, hvor arbejdsmiljøet beskrives som “giftigt”, og hvor ordene ”fjendtlighed”, ”mangel på tillid” og ”mobning” går igen.
Generalsekretær i Amnesty Danmark, Trine Christensen, kalder rapporten for “hård, men vigtig læsning”, som den internationale ledelse skal tage alvorligt.
Læs også: Rapport: Giftigt arbejdsmiljø hos Amnesty
Hun peger på, at der er tale om problemer, der kan findes på mange arbejdspladser rundt om i samfundet, men erkender, at organisationen også i Danmark har haft enkelte problemer med arbejdsmiljøet.
”Vi er ikke perfekte”, siger Trine Christensen til dr.dk og nævner, at den danske afdeling for år tilbage har været nødt til at fyre en medarbejder grundet adskillige beskyldninger om sexchikane.
Hun tilføjer, at organisationen løbende arbejder på at forbedre arbejdsmiljøet, som har givet flere ansatte stress.
Facebookgruppen er hemmelig, så medlemmer ikke behøver at bekymre sig om, hvem der eventuelt kigger dem over skulderen, på de sociale medier.