Corona på hastig fremmarch i Latinamerika

gettyimages-rio_de_janeiro_corona
Mange var ude ved området omkrig Leblon-stranden i Rio de Janeiro i weekenden, efter at myndighederne havde lempet på coronarestriktionerne.
Foto: Andre Coelho/Getty Images
Forfatter billede

8. juni 2020

Antallet af nye registrerede smittetilfælde med coronavirus har i de seneste ni ud af ti dage været over 100.000 på verdensplan.

Og alene søndag blev der registreret 136.000 nye smittetilfælde, viser tal fra Verdenssundhedsorganisationen WHO. Det er det hidtil højeste antal på en enkelt dag, siger generaldirektøren for WHO, Tedros Adhanom Ghebreyesus.

Tre fjerdedele af de 136.000 smittetilfælde er konstateret i blot 10 lande, først og fremmest i Nord- og Sydamerika og i det sydlige Asien, siger Tedros.

Download WHO’s seneste opdatering her

Søndag rundede det samlede antal coronadødsfald på verdensplan 400.000. Af dem tegner USA sig for lidt over en fjerdedel af dødsfaldene. Dertil kommer Latinamerika, som er en af de regioner i verden, hvor tallet stiger hastigt.

I ugevis har de tal, der er kommet fra det amerikanske kontinent, overgået antallet af nye smittede i resten af verden, hvis man lægger tallene fra den øvrige verden sammen.

Det sagde WHO-chefen på en pressebriefing for få dage siden.

”Vi er særligt bekymrede for Mellem- og Sydamerika, hvor mange lande oplever accelererende epidemier. Vi ser et stigende antal tilfælde i den østlige Middelhavs-region, Sydøstasien og Afrika, selv om tallene er meget mindre,” lød det fra WHO-chefen.

Det bekræftes af en analyse, som tv-stationen CNN har foretaget på baggrund af tal fra det amerikanske Johns Hopkins University.

Der er dog det forbehold, at landene har forskellige teststrategier, og derfor er det vanskeligt at sammenligne smittespredning og antal nye smittetilfælde.

Men udfordringerne er alvorlige for mange af de lande, hvor udbruddet nu breder sig hastigt. Sundhedsvæsnerne har store problemer med at følge med, hvilket man allerede nu ser i blandt andet Ecuador.

I Chile meddeler præsident Sebastián Piñera, at landet er ”meget tæt på grænsen”.

I Peru siger Pilar Mazzetti, der er chef for regeringens coronaindsats, at ”Vi er i dårlig form. Det her er en krig”.

Eksperter siger ifølge den britiske tv-station BBC, at toppen af kurven for mange latinamerikanske landes vedkommende stadig ligger nogle uger ude i fremtiden.

Brasilien tæt på at overhale Storbritannien
I Brasilien er regeringens officielle website, der informerer om coronavirusset, holdt op med at offentliggøre det totale antal dødsfald som følge af udbruddet.

Det daglige dødstal offentliggøres fortsat – 525 lød søndagens dødstal på.

Men efter, at Brasilien har overhalet Italien og nu ligger nummer tre på den triste liste over flest døde i verden – kun overgået af USA og Storbritannien – er det totale antal væk fra sitet.

Det ligger dog fortsat som en del af Johns Hopkins Universitys overblik over pandemiens hærgen i verden. Her fremgår det, at 36.455 er døde i Brasilien, efter de var smittet med coronavirus. Dermed nærmer Brasilien sig Storbritannien, der har 40.625 døde, men en befolkning, der er næsten fire gange mindre.

Næsten 700.000 er testet positive for smitten i Brasilien. Det svarer rundt regnet til en tiendedel af de bekræftede tilfælde på verdensplan.

Landets præsident, Jair Bolsonaro, har siden begyndelsen af udbruddet nedtonet faren.

Senest har han igen i weekenden deltaget i demonstrationer, hvor mange er samlet og præsidenten trykker sine støtter i hænderne.

Og ikke mindst truede han fredag med at følge i USA’s fodspor og sløjfe Brasiliens medlemskab af Verdenssundhedsorganisationen WHO.