Allerede på vej i toget fornemmer jeg, at min plan ikke kommer til at holde. I går døde Thailands konge gennem 70 år, og den elskede landsfaders afdøde krop bliver i dag transporteret til den royale residens, Det Store Palads. Jeg missede et besøg på hospitalet Siriraj i går, og i dag vil jeg ikke hægtes af – så afgang til Det Store Palads.
Problemet er, at jeg selvfølgelig ikke er den eneste, der har fået den idé. Så langt fra.
Et menneskehav
Da jeg ankommer til togstationen Taphan Taksin, hvorfra man kan tage en båd til paladset, er der sort af mennesker. Bogstaveligt talt. Alle thaier går klædt i sort – eller hvidt – i dag for at markere deres sorg over, at landsfaderen er død. Og alle, der har mulighed for det, lader til at være på vej mod det samme punkt: Paladset.
Køen begynder på den ene side af togstationen og slanger sig i sirlige rækker rundt om stolper og hjørner. Børn, unge, voksne, ældre. Jeg ser businessmænd, en soldat, en gammel kvinde med stok – alle står de tålmodigt i den bagende sol, i skyggen fra paraplyer eller togbygningen, der rejser sig op over dem.
Der er i tusindvis af mennesker. En kvinde, der arbejder for bådfarten, fortæller, at bådene normalt sejler hver halve time, men at de i dagens anledning har skruet op for antallet af både, der nu sejler i rutefart hver 10. minut med plads til 150 passagerer i hver. Trods hyppigheden virker det ikke som om, at der bliver færre mennesker i køen. Togudgangen bliver ved med at spytte dem ud.
Bådpersonalets bærer en sort sløjte på venstre ærme af deres blå skjorter. Her lukkes næste hold ud til en ventende båd.
Foto: Gerd Kieffer – Globalnyt
”Han var vores far”
En af dem er 18-årige Fah. Hun står sammen med en flok veninder og venter – det har de gjort siden klokken 11, og nu nærmer den sig 14. Men omsider kan de skimte billetlugen forude. Hun har smilet indtil nu, men da jeg respektfuldt spørger ind til kongens bortgang, stiger tårerne op i hendes øjne, og hun må vente et øjeblik, før hun med bævende stemme siger:
”Han var vores far. Jeg vil altid elske ham. At tage af sted for at respektere hans legeme er det mindste, jeg kan gøre. Han vil for evigt og for altid være med os”.
Fah og hendes veninder forsvinder hen til billetlugen og videre ind i den sidste køslange, før de kan stige ombord i båden. Andre opgiver at komme med en båd.
”Jeg finder en bus og må så gå det sidste stykke,” siger en ung kvinde til mig med henvisning til, at gaderne omkring paladset er spærret af.
En mand tager en selfie ved et mindesmærke for den afdøde konge.
Foto: Gerd Kieffer – Globalnyt
Jeg har også opgivet. Helt. I stedet køber jeg en juice fra en af de handlende, der har kronede dage.
Jeg nævner travlheden for juice-kvinden, der kigger på mig og siger: ”Ja, fordi min konge er død.”
Ligesom mange andre har hun ikke selv tid til at tage til paladset, men sorgen markeres på flere måder i Bangkok i dag.
Langs byens mure er der ophængt sørgeklæder – sirligt stof i sort og hvidt, der snor sig i bølgemønster. Der flages på halv foran flere bygninger, og et stort hotel har stillet et gigantisk portræt af kongen ud foran. Folk fotograferer det, sig selv og hinanden foran den guldindfattede ramme.
Landsfaderen er død. Nu sørger landet i 100 dage, og alle festligheder er suspenderet i 30 dage.
Globalnyts rejse til Thailand er støttet af Udenrigsministeriet.
