Dalai Lama forelæser i København til februar næste år

Forfatter billede

Tibetanernes åndelige leder, Dalai Lama, besøger København i begyndelsen af næste år. Onsdag 11. februar og torsdag 12. februar kan interesserede høre den 79-årige Nobelpristager i Bella Center, hvor han deler sit syn på medfølelse, samhørighed, fred og tolerance med publikum. 

Han vil desuden give en forelæsning over emnet “Otte gode råd om mental træning”, skriver den upolitiske og humanitære NGO, Tibet Charity Danmark, på sit website onsdag.

Besøget er ikke-politisk, anfører foreningen, som er katalysator for initiativtagerne, der tæller syv danske organisationer og virksomheder med interesse for tibetansk buddhistisk filosofi.

Plejer at udløse kinesisk vrede

Dalai Lamas besøg rundt i verden og møder med regeringsledere har ofte udløst kinesisk vrede. Den vrede trodsede USAs præsident Barack Obama i foråret, da han mødtes med ham.

Regeringen i Norge afviste i til gengæld et møde med den åndelige leder, da han var i landet i maj, mens Sydafrika i september nægtede Dalai Lama  indrejsevisum til et Nobel-møde. Begge lande pegede på forholdet til Kina som begrundelse for afvisningen.

Et stort skift i den norske holdning til en mand, som i 1989 modtog Nobels Fredspris i Oslo for sit utrættelige virke for international forståelse gennem ikke-vold.

Han har siden sin flugt fra Tibet i 1959 besøgt de fleste vestlige lande for at søge at skabe forståelse for tibetanernes krav om selvstyre.

Dalai Lama betragtes af tibetanere som symbolet på et frit Tibet.

Den danske regering slipper måske for at tage stilling til den problematik, fordi der ikke er tale om et politisk besøg og på nuværende tidspunkt ikke planlagt politiske møder.

Selvbrændinger som protest

Tibet har været under kinesisk besættelse siden 1950, altså i over 60 år. 

Det seneste år har et to-cifret antal tibetanere stukket ild til sig selv i protest mod angivelig kulturel, sproglig, økonomisk og politisk undertrykkelse fra kinesisk side. 

Man kan læse alle praktiske oplysninger om Dalai Lamas besøg, herunder billetbestilling på http://dalailama2015.dk 

Billetsalget åbnede her torsdag (23.10.14).

Formand for Tibet Charity Danmark siden stiftelsen i 1997 er den 72-årige herboende tibetaner Lakha Lama, der måtte flygte fra Tibet som syv-årig.

Mere om ham på http://www.tibetcharity.dk/cms/tibet-charity/lakha-lama

Mere om foreningen og dens arbejde på http://www.tibetcharity.dk/cms

Formålet er at støtte bevarelsen af tibetansk kultur og det tibetanske folk gennem humanitære projekter og kulturelle arrangementer.

Vide mere om Dalai Lama og Tibet?

Se http://en.wikipedia.org/wiki/Dalai_Lama