Dalitter demonstrerer mod myndigheders ligegyldighed

Forfatter billede

Mandag gik medlemmer af Dalit Associations Federation på gaden i Mysore, Sydindien – de demonstrerede mod voldsomme overgreb begået mod kasteløse og myndighedernes ligegyldighed overfor disse.

Tidligere borgmester R. Pushushotham ledede protesten og han gjorde udtrykkeligt opmærksom på, at voldelige overgreb og diskrimination på dalitter topper i festivalmånederne februar-april, skriver The New Indian Express.

I en landsby har højkastehinduer forbudt dalitter at fejre højtider, og de er derfor ikke velkomne i templerne på lige fod med andre tilbedende.

R. Pushushotham mener dog, at med myndighedernes hjælp og garanti for sikkerhed vil dalitter kunne få lov til at fejre helligdage og festivaler som sig hør og bør.

Men myndighederne har ikke udvist samarbejdsvillighed. Ofte ender anmeldelser om overgreb og diskrimination med at blive dårligt efterforsket og dalitter må for det meste gå med uforrettet sag.

En anden sag, som foruroligede den tidligere borgmester og demonstranterne, var en episode i T. Bettahalli landsbyen i delstaten Karnataka, hvor et portræt af Dr. Ambedkar, Indiens forfatnings fader og dalitternes store forbillede, blev skændet.