Danida-finansieret forskningsprogram lanceres i Østafrika

Forfatter billede

Et forskningsprogram ’People Speaking Back – Media, Empowerment and Democracy in East Africa’, koordineret af Roskilde Universitets Center (RUC) bliver lanceret ved et større seminar i Dar es Salaam i Tanzania denne uge, fremgår det af en pressemelding mandag fra RUC.

Seminaret ‘Media, Democracy and Empowerment in East Africa’ finder sted fra 3-5 december. Det sker i samarbejde med Malmø Høgskolas masteruddannelse i udviklingskommunikation samt med University of Dar es Salaams afdeling for sociologi og antropologi, som er de lokale værter for seminaret.

Programmet rummer 22 talere fra civilsamfund, medier, universiteter, filmbranchen og kunstnere, og deltagere fra 10 lande vil deltage ved reel tilstedeværelse, og endnu et stort antal forventes at deltage online.

Forud for seminaret holder forskningsprogrammets forskergruppe, herunder programmets koordinator fra RUC, professor Thomas Tufte, og lektor Norbert Wildermuth fra SDU et lukket seminar med det nyligt etablerede internationale advisory board.

Det tæller medlemmer fra både BBC World Service Trust i London, Verdensbankens program CommGAP i Washington, UNDPs Governance-programkontor i Oslo, samt forskere fra Australien, USA, Sydafrika, Kenya og Tanzania.

For yderligere oplysninger
For at læse mere om seminaret og forskningsprogrammet som helhed, se: http://mediea.ruc.dk/