41 år efter at FN besluttede, at de rige nationer skal give mindst 0,7 procent af deres bruttonationalindkomst i udviklingshjælp, kan de lande, der lever op til løftet, stadig tælles på én hånd.
Norge, Luxembourg, Sverige, Danmark og Holland udgør den eksklusive klub, og de er fremover spydspidsen i et dansk forsøg på at få flere lande til at øge deres bistand – et “0,7 procents netværk”, skriver Kristeligt Dagblad torsdag.
Også Storbritannien er et oplagt medlem, da den konservativ-liberale regering i London trods store besparelser andre steder arbejder bevidst på at nå målet.
– Netværket er tænkt som en uformel lobbyorganisation, som kan være med til at give målsætningen profil og minde andre lande om, hvor vigtigt det er at yde et bidrag til at bekæmpe fattigdom, siger udviklingsminister Christian Friis Bach (R) til avisen.
Han forestiller sig, at netværket især kan få effekt inden for EU og i FN. Bl.a. er 0,7 procents målet på dagsordenen i maj, når EUs udenrigs-politiske råd mødes for at drøfte udviklingspolitik.
Hos udviklingsforskere vækker idéen sympati, omend den er født til en kamp op ad bakke på et tidspunkt, da donorlandenes gennemsnitlige bistand er 0,32 procent, og mange rige lande kæmper med økonomiske kriser.
Lars Engberg-Pedersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (og blogger her på U-landsnyt.dk), kalder det en god idé at reklamere for de 0,7 procent:
– Udviklingsbistanden er Danmarks stærkeste udenrigspolitiske værktøj. Det ville da være tåbeligt ikke at anvende det, anfører han overfor Kristeligt Dagblad.
