Frode Neergaard er formentlig den embedsmand, der har været dybest involveret i Danmarks internationale klimaindsats i dette årtusind. Mens han har forhandlet og flyttet kommaer i mødelokaler fra New Delhi, til Paris til Dubai, har han set klima rykke fra periferi til centrum af dansk diplomati.
Undervejs har verdens temperaturer og drivhusgasudledning slået rekord på rekord. Men selvom vores økosystemer ifølge videnskaben er godt på vej mod en række skæbnesvangre tipping points, så har Frode Neergaard formået at bevare håbet om, at klimaforandringerne rent faktisk kan håndteres.
Frode Neergaard
Udvalgte internationale poster
- Stedfortrædende eksekutivdirektør i Verdensbankens bestyrelse for de nordiske og baltiske lande, Washington D.C.
- Næstformand for OECD’s Udviklingskomité, DAC, Paris.
- Chef for Global Green Growth Institute’s europæiske kontor, London.
- Sekretariatsleder for Sustainable Development Investment Partnership, World Economic Forum, Geneve.
- Udstationeret I Sierra Leone og Etiopien for FNs Landbrugsorganisation, FAO
Udvalgte poster i Udenrigsministeriet
- Chefkonsulent med speciale inden for udvikling og klima.
- Ledende klimaforhandler inden for klimatilpasning og klimaskabte tab og skader.
- Medformand for EU’s Ekspertgruppe om Klimatilpasning.
- Medformand for Klimakonventiones Eksekutivkomité for den Internationale Warszawa Mekanisme om Tab og Skader.
Frode Neergaard er gift og har tre børn.
“Det går rigtigt, rigtigt langsomt og med små skridt. Nogle gange er det to skridt frem og et skridt tilbage. Men så længe det dog går i den rigtige retning, så er det fint nok. Og så kommer der af og til nogle større gennembrud, og dem må man så leve højt på,“ siger han.
Han sidder i en nystrøget lyseblå skjorte bag en kop kaffe, papirer med noter og en skål mørk chokolade i sin lyse og rummelige christianshavnerlejlighed et solidt stenkast fra Asiatisk Plads, hvor han for få dage siden havde sidste arbejdsdag.
Efter afskedsreception og takketale fra bl.a. minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen er der nu uvant med luft i kalenderen efter en lang karriere, hvor første halvleg foregik som FN- og Danida-udsendt i en række afrikanske lande, mens anden halvleg har været i klimaets tjeneste. I virkeligheden fletter de to områder sig konstant ind i hinanden, siger Frode Neergaard.
“Jeg siger ofte, at klimadiplomati i den grad også er udviklingsdiplomati. Det lyder måske banalt, men når man sidder og hakker sig igennem en tekst som forhandler, så er det hele ofte meget nørdet. Så kan man godt miste det store udsyn. Klimapolitik handler jo i bund og grund om mennesker, men engang imellem bliver det instrumentaliseret på en måde, så man næsten tænker, at det er et mål i selv at reducere udledningen, at omstille fra den ene energiform til den anden eller at plante så og så mange træer. For mig handler det til syvende og sidst om at skabe en planet, hvor alle kan have et værdigt liv. Og hvis man har det grundsyn, så bliver klimadagsordenen også til en udviklingsdagsorden,” forklarer han.
Det er måske den tanke, der i 2022 fik den nye midterregering til at oprette en fælles ministerpost for udviklingssamarbejde og global klimapolitik med Dan Jørgensen (S) som minister. Men er der ikke risiko for, at det ene område stjæler fokus fra det andet?
“Det er klart, at det afhænger af, hvem der sidder på ministerposten, og hvordan der prioriteres. Men med den nuværende minister og det stærke team af diplomater, blandt andet i Udenrigsministeriets klimakontor, har jeg kun oplevet styrkerne ved at bringe de to ressortområder sammen. Vi er gået fra at være stærke til endnu stærkere på områderne.”
”Stærk” er nok ikke det rette ord til at beskrive, hvilket fokus klimaet havde i Udenrigsministeriets Miljøsekretariat, da Frode Neergaard startede der i 2002.
Min første reaktion var, at jeg havde fået et område, der var kedeligt, nørdet og uden politisk bevågenhed
”Man arbejdede blandt andet med de tre konventioner fra topmødet i Rio de Janeiro i 1992. En om biodiversitet, en om ørken og en om klima. Af de tre var klimaet dengang den mindst attraktive, og den fik jeg så tildelt, selvom jeg var helt uerfaren på det område, som jeg endte med at arbejde med indtil sidste uge.”
Hvad syntes du selv om jobbet?
“Min første reaktion var, at jeg havde fået et område, der var kedeligt, nørdet og uden politisk bevågenhed. Men den holdning fortog sig relativt hurtigt, fordi jeg blev grebet af det,” siger han.
Ingen vej tilbage
Klimaspørgsmålet var ikke kun nedprioriteret i Udenrigsministeriet, men også en sjælden fugl i den offentlige debat.
“Jeg husker tydeligt, at vores studentermedhjælper klippede artikler ud og hængte dem på opslagstavlen, når der endelig var noget om klima i de danske aviser.”
Støvet fra terrorangrebene den 11. september hang stadig over den internationale politik, og den vestlige kolos stod med den ene lerfod i Afghanistan og den anden på vej ind i Irak. Verdensopinionen var mere optaget af civilisationernes sammenstød end af en lurende økologisk nedsmeltning.
“Vi havde fået et regeringsskifte i Danmark i 2001, Anders Fogh Rasmussen var kommet til, og Danmark stod over for at varetage EU-formandskabet. Der var simpelthen så mange andre ting, der pressede sig på. At det der med, at klima også var noget, man skulle tage sig af, var der ikke rigtig blik for på det tidspunkt. Tværtimod havde man travlt med at lægge Svend Auken-æraen bag sig. Der var ligefrem en tendens til, at den havde fyldt lidt vel rigeligt. Klimaet var kort sagt ikke en sag, som var vigtig,” husker Frode Neergaard.
Det skulle dog ændre sig i de kommende år. Et første vendepunkt kom i 2005, da Danmark tilbød værtskabet for COP15 i 2009.
”Nærmest i samme øjeblik at den beslutning blev meldt ud på COP11 i Montreal, begyndte tingene at skifte. Det stod klart, at Danmark ikke både kunne beværte en klimakonference og så stadigvæk behandle området stedmoderligt. Man var simpelthen nødt til at have større ambitioner. Og så var der ligesom ikke nogen vej tilbage. Der kom flere ressourcer til området og mere bevågenhed.”
Mange husker vel mest det københavnske klimatopmøde for TV-klip af en udkørt og uklar Lars Løkke Rasmussen og for masseanholdelser af klimademonstranter. Og for fotos af en håndfuld trætte verdensledere i rundkreds en sen nattetime i Bellacentret.
“Vi havde som formandskabsland store forventninger og forhåbninger til klimakonferencen. Derfor havde vi lagt op til, at når stats- og regeringsledere fløj til København, jamen så var det, fordi vi skulle have den her Copenhagen Agreement. Vi skulle have en juridisk bindende aftale. Det lykkedes så ikke,” husker Frode Neergaard.
Selvom COP15 er udskældt, og selvom vi ikke fik en aftale, så fik vi lagt en bund, som gjorde, at det lykkedes for franskmændene i Paris seks år senere
Hvor gik det galt?
“Ja, det er der lavet mange analyser af. En ting er, at vi fra det danske formandskabs side måske ikke greb det klogt nok an og lavede et par fodfejl, som bidrog til, at vi ikke kom i hus med en aftale. Derudover spiller geopolitikken altid en rolle for, hvor store resultater man kan opnå på en klimakonference. Skal jeg sige det simpelt, så var verden ikke klar til en stor, forkromet klimaaftale i 2009. Den største forhindring var, at afgørende lande som Kina og USA, kom ikke til København med en forståelse for, at man nu skulle have ny, ambitiøs klimaaftale i stand,” siger Frode Neergaard, der med sin karakteristiske optimisme ikke vil kalde COP15 for en fiasko.
“Selvom COP15 er udskældt, og selvom vi ikke fik en aftale, så fik vi lagt en bund, som gjorde, at det lykkedes for franskmændene i Paris seks år senere,” siger han.
Rutsjebanen i Dubai
Netop klimaaftalen ved COP21 i Paris i 2015 er et af de resultater, som en tålmodig klimadiplomat kan leve højt på rigtig længe.
“Der er ingen tvivl om, at Paris-aftalen var et gennembrud, der viser, at når verdens lande har viljen, så kan man træffe vigtige beslutninger,” siger Frode Neergaard, Han fremhæver også den seneste COP28 i Dubai, som et markant resultat for klimaindsatsen.
“Vi var mange, der ikke havde de helt store forventninger til COP28, og så er det nemmere at blive glædeligt overrasket, og det tror jeg mange blev i Dubai,” siger Frode Neergaard
Den første overraskelse kom tidligt, da den på forhånd udskældte COP-vært, oliebossen Sultan Al Jaber fik vedtaget en tab og skade-fond på topmødets allerførste dag.
“Ingen havde set det komme, også fordi at man normalt siger, at ’nothing is agreed on until everything is agreed’. Det vil sige, at man normalt trækker alle beslutninger hen til de sidste 24 timer. Men her tog han en af de allertungeste klumper og bragte den til afstemning under åbningsplenaren og fik den vedtaget. Så faldt hans hammer, og så var en kæmpe vanskelig klump pludselig ryddet af vejen. Det viser hvad man kan hvis man vil,” siger Frode Neergaard og tilføjer:
”Og det var ikke bare det, at man fik vedtaget den. Man fik faktisk også en ganske pæn stor startkapital ind i fonden. Det var en helt unik start på en klimakonference.”
Dubais anden overraskelse kom, da det mod forventningerne lykkedes at vedtage en markant sluterklæring i topmødets allersidste timer.
“Det interessante er, at jeg altid plejer at sende en indberetning hjem til ministeriet i slutningen af de klimakonferencer, jeg deltager i. Da jeg sendte min indberetning hjem fra Dubai, så det hele meget sort ud. Intet tydede på, at der ville komme en aftale. Men kort efter at jeg havde trykket “send” på min indberetning, så kom der et vendepunkt.”
“Det var for mig lidt af en roller coaster at være nede i et sort hul for så at opleve, hvordan det pludselig begyndte at vende cirka 24 timer inden mødets afslutning, fordi der blev lavet en alliance af lande, som bare voksede og voksede.”
“Det var en fornøjelse at se rige lande fra Vesten, herunder Danmark og EU, finde sammen med nogle af de fattigste og mest sårbare lande om at lægge pres på værtsskabet for at få dem til at forstå, at der altså skulle komme noget ud af det her, og det kom der så. Det skete kun efter en kraftanstrengelse fra toneangivende lande, heriblandt Danmark. På trods af vores lidenhed, kan man altså godt være med til at drive ting i den rigtige retning.”
Hvem var det, der skulle have vredet armen om for at få landet en aftale?
“Jeg ved ikke, om jeg vil udstille, hvem det var. Men for dem der følger klimaforhandlingerne så ved man, hvilke lande, der normalt stiller sig på hælene, og så kan man kan jo bare bruge sin fornuft og vide, hvem det handler om.”
Når du alligevel ikke sætter navn på de modstræbende lande, er det så fordi, at du tænker, at det er vigtigere at kunne tale med dem fremover, end at kritisere dem offentligt?
“Ja, det kan man sige. Sagen er jo, at vi også skal have de lande med, som har de stærkeste interesser i at være imod ambitiøs klimahandling. Og vi må også bare erkende, at vi i EU stadig er afhængige af fossile brændsler, som vi blandt andet importerer fra lande i Mellemøsten. Vi kan jo ikke være så hellige, at vi siger, vi ikke vil have dialogen med dem. Tværtimod. Og i dag er det guld værd, at vi fik en olie- og gasøkonomi som De Forenede Arabiske Emirater med på vognen.”
Pligt til at hjælpe
Danmark er et af de lande med højest CO2-udledning per indbygger. Samtidig oplever vi generelt Det Globale Syd opføre sig mere selvbevidst på den globale scene. Hvordan har du oplevet den udvikling?
“Du har fuldstændig ret, at vores CO2-aftryk er i toppen globalt på grund af vores livsstil. Det er klart, at det er en udfordring. Vi må bare erkende, at når vi møder Det Globale Syd, jamen så er det en ulige relation. Og så må vi prøve at forklare os selv og verden, at vi gør, hvad vi kan, for at omstille til en mere grøn livsstil, eksempelvis med vindkraft.”
Som rigt land har vi en forpligtelse til at omfordele verdens rigdom til de lande, der har mindre end os. Det kan vi gøre med penge eller med den viden, vi stiller til rådighed til at hjælpe med at bygge institutioner og kapacitet
Samtidig skal vi støtte fattige og sårbare lande med at tilpasse sig til de udfordringer, som de så står med, mener Frode Neergaard.
”Det mest centrale spørgsmål for mig som klimaforhandler har været det, jeg kalder solidaritetsdagsordenen. Altså, hvordan vi udviser solidaritet med mennesker, som lever under nogle helt andre vilkår, og som stort set ikke bidrager til klimaforandringerne, men som lider under deres konsekvenser,” siger han og uddyber:
“Som rigt land har vi en forpligtelse til at omfordele verdens rigdom til de lande, der har mindre end os. Det kan vi gøre med penge eller med den viden, vi stiller til rådighed til at hjælpe med at bygge institutioner og kapacitet,” siger han.
Som klimaforhandler med tab og skader som hovedansvar nævner han den tab og skader-fond, der blev vedtaget i Dubai, som et solidaritetsinitiativ, som Danmark har spillet en vigtig rolle i.
“Det har været en utrolig vanskelig dagsorden, fordi udviklingslandene har ønsket handling, mens den rige verden har været nølende af frygt for, at de kunne ende med et juridisk erstatningsansvar for de skader, der rammer udviklingslandene.”
“Det lyder mærkeligt, men i starten var der ikke nogle rige lande, der ville snakke om det. Vi havde også fra dansk side svært ved det, indtil vi besluttede os for at være med til at bygge bro i den kontroversielle debat. Man ville hele tiden skubbe det under gulvtæppet, men vi var med til at bryde tabuet og sige ’lad os da snakke om det’. Og så begyndte det pludselig at gå meget hurtigt.”
Rige lande lover ofte ting uden at levere på dem. Hvordan ser du muligheden for, at der bliver tale om beløb, som kan tilfredsstille de fattige lande, der er hårdest ramt af klimaændringerne?
“Det er fuldstændig rigtigt. Vi taler om gigantiske beløb, og derfor kan det blive så svimlende, at man godt kan tænke, hvordan vi overhovedet gør det. Men det er en rigtig dårlig grund til ikke at gøre noget, at udfordringen er så stor.”
Alt tyder på at udfordringen fra klimaforandringerne kun vil blive større i de kommende årtier, uanset hvad vi gør i dag. Alligevel går Frode Neergaard på pension med en følelse af, at det nok skal gå.
“Hvis ikke jeg var optimistisk af natur, så var jeg nok ikke blevet ved i så mange år. Jeg har ofte tænkt over, hvor langsomt forhandlingerne kan gå. Og jeg har oplevet kollegaer blive trætte og kyniske, og så skal man forlade klimasagen. Men det er ikke sket for mig.”
Hvordan har du undgået det?
“Det kan i den grad også være vanskeligt. Jeg har boet med min familie i afrikanske lande og set klimaforandringernes konsekvenser, så det sidder et eller andet sted på rygraden, at alt til syvende og sidst handler om mennesker.”
“Som klimaforhandler er der risiko for, at man kommer til at sidde i en boble – og det gælder også klimaforhandlerne fra udviklingslandene – hvor man kun fokuserer på det tekniske arbejde med at skabe enighed om en ny tekst. Men her må man ikke glemme, at selvom det handler om ord, så kan de ord have afgørende betydning for folk. Kunsten er at kombinere det, der foregår i forhandlingsboblen med det, der foregår ude i det virkelige liv, så kan man skabe reel forandring.”
