68.000 kr. Så stort et beløb har den anmelderroste antologi Dansk Gadekunst af Lasse Korsemann Horne samlet ind til verdens børn.
– Gadekunsten kan anses for at være en gave fra anonyme aktører til byerne. Denne gave har vi pakket ind og givet videre.
Af Maria Bierbaum Oehlenschläger
Sådan beskrives tanken bag det velgørenhedsprojekt, som bogen Dansk Gadekunst er.
Bogen udkommer udenom forlag, og forfattere, kunstnere, layoutere, redaktion, grafikere og trykkeri har arbejdet gratis for at udgive bogen, så alle indtægter kan gå ubeskåret til dækning af International Børnehjælps projekter i Uganda, Indien, Bangladesh, Sri Lanka, Uganda og Bulgarien.
Bogen foræres desuden gerne til organisationer eller foreninger, der mener, de kan tjene penge på den. Det betyder, at interesserede selv skal finansiere trykningen, men de kan derefter benytte overskuddet til godgørende formål.
Forfatterne har i udgangspunktet givet deres samtykke til støtte af fadderskaber og skolepenge.
På den måde er Dansk Gadekunst et værk, som organisationer efter aftale med Lasse Korsemann Horne kan sælge i deres webshop e.l. med en god mulighed for at rejse midler til godgørende formål.
Dansk Gadekunst er derfor et helt enestående velgørenhedsprojekt, der både støtter International Børnehjælp og samtidig kan trykkes af andre foreninger med overskud til deres arbejde.
Alle involverede i bogen har således givet deres ord frit, og ligesom gadekunsten er den frit tilgængelig for alle.
En grundbog med hjertet på rette sted
Dansk Gadekunst har ikke alene indtjent en stor sum penge til verdens fattigste på usædvanlig sympatisk vis, den har også høstet anmelderroser og fået mange pæne ord med på vejen. Og det kan bestemt ikke undre. Dansk Gadekunst er den hidtil grundigste og flotteste bog, der er skrevet om gadekunst på dansk.
Med sine 49 artikler – et kludetæppe af tekster og tematikker – kommer den vidt omkring og får bl.a. svaret på spørgsmål såsom ”Er gadekunst kunst?”, ”Hvad er forskellen på graffiti og street art?” og til sidst ”Er street art døende?”
Bogen præsenterer en lang række kunstnere som Juse One, HuskMitNavn, Pink Army, Kissmama, Rumkammerat, L:Ron:Harald og mange flere – hvoraf de fleste i øvrigt er interviewet af Lasse Korsemann Horne selv (!) – og den indeholder også flere velvalgte teoretiske tekster om gadekunst.
Dansk Gadekunst er, som dagbladet Information skrev ved udgivelsen, en ”grundbog” – med alle de positive konnotationer som grundighed, overblik, dybde og bredde, der knytter sig til dette.
Bogen er rigt og relevant illustreret. Desuden er den udgivet med forskellige smukke unikaomslag tegnet og illustreret af bl.a. HuskMitNavn, Lints og Juse One.
U-landsnyts kulturredaktion anbefaler Dansk Gadekunst af Lasse Korsemann Horne som en uomgængelig grundbog om den danske gadekunst med hjertet på rette sted.