Dansk NGO: Hjælpearbejde er ikke kolonialisme

Laurits Holdt

Ghana Venskabsgrupperne går i rette med filminstruktøren Daniel Dencik, der i dagbladet Information 6. januar 2015 argumenterer for, at u-landsbistanden viderefører en kolonimagtstankegang.

I en kommentar på organisationens websted udtrykker Ghana Venskabsgrupperne sin forundring over filminstruktør Daniel Denciks udtalelser til dagbladet Information. Organisationen skriver:

I Information den 6. januar 2015 kommer filminstruktør Daniel Dencik med et unuanceret syn på moderne u-landsbistand og det danske udviklingssamarbejde i et interview om hans spillefilmsdebut ”Guldkysten”, der handler om slavehandlen og den danske kolonisering i det nuværende Ghana.

Daniel Dencik argumenterer for at u-landsbistanden viderefører en kolonimagtstankegang, hvor vi i Vesten betragter os selv som de overlegne og afrikanerne som de hjælpeløse. I stedet bør ghaneserne behandles som mulige samarbejdspartnere.

Denne udmelding undrer os i Ghana Venskabsgrupperne, som siden 1979 har arbejdet for lighed og udvikling i Ghana.

Idéen om partnerskab er på ingen måde ny – hverken i Ghana Venskabsgruppernes arbejde eller i u-landsbistanden som sådan.

Tværtimod er partnerskab et centralt princip i både den bilaterale bistand og i NGO-bistanden, hvilket blandt andet udtrykkes i den overordnende strategi for dansk u-landsbistand ”Retten til et bedre liv” og i den såkaldte civilsamfundspolitik.

Faktisk nævnes partnerskab 60 gange i sidstnævnte politik.

I Ghana Venskabsgrupperne har vi dybe og langvarige relationer til vores partnerorganisationer, som vi bruger en god del af vores energi på at vedligeholde og styrke.

Respekt og ligeværdighed er centrale værdier i den forbindelse.  Derfor er det også glædeligt, at produktionsselskabet bag filmen har benyttet sig af lokal arbejdskraft og investeret i den ghanesiske filmindustri. Det er helt klart vejen frem.

Desværre er Denicks sammenkobling af u-landsbistand med kolonisering misvisende, og det er ærgerligt, for vi kan kun tilslutte os spillefimsdebutantens bestræbelser på at fremstille den danske kolonisering af Ghana så nuanceret som muligt og dermed undgå at fremstille ghaneserne som evige ofre.

Til gengæld glæder vi os over, at der omsider er blevet lavet en film om en overset del af Danmarks historie. Mange medlemmer af Ghana Venskabsgrupperne vil uden tvivl gå ind for at se ”Guldkysten”.

Læs interviewet med Daniel Dencik her: http://www.information.dk/520480