Dansk NGO: Mindre skov fældet i Amazonas det seneste år

Forfatter billede

Nye satellitbilleder viser, at 23 procent mindre skov er fældet i verdens største regnskov fra august 2011 til juli 2012 i forhold til året før, skriver den danske NGO, “Verdens Skove”, i sit nyhedsbrev fredag.

Trods fortsat store problemer med ulovlig skovhugst i Amazonas, bliver mindre skov fældet år for år.

Sådan har tendensen været i næsten 10 år – og den tendens blev bekræftet med de nye billeder, der viser, at 630 kvadratmeter skov har fået lov til stå sammenlignet med året inden. Satellitbillederne er dog ikke helt nøjagtige og bliver senere suppleret af tal fra Brasiliens officielle afskovningsopmålinger.

Billederne kommer i kølvandet af Brasiliens nye skovlov fra foråret, der kunne have haft katastrofale følger, hvis ikke præsidenten havde nedlagt veto mod dele af loven.

I første omgang lod det til, at præsident Dilma Roussef fastholdt sin ambitiøse holdning på miljøfronten, men senere viste detaljer i hendes veto, at hun tillader alvorlige forringel-ser og lempelser i lovgivningen, hedder det.

I juni var Brasilien vært for Rio+20-topmødet, og her var ambitionerne heller ikke mærkbare. Verdens Skoves forkvinde Nanna Brendholdt Thomsen fulgte forhandlingerne og sagde om skovaftalen:

“Resultatet giver i bund og grund intet nyt for bevarelsen af verdens skove, så vi må fortsætte vores indsats lokalt og håbe på, at politikerne snart vågner op på internationalt plan og kan blive enige om bindende mål for at bevare skovene.”

Til de nye satellitbillederne kommenterer Nanna Brendholt:

“Det er selvsagt en god nyhed, når afskovning i et af de vigtigste skovområder i verden falder. Forhåbentlig får sådan en nyhed kun regeringer og lokale aktører til at være endnu mere aktive. Jeg håber ikke, at det bliver et politisk skjulested – for afskovningen finder jo stadig sted”.

Man kan læse mere om præsident Dilmas veto på Daniel Wisbech Carstensens blog på http://www.verdensskove.org/node/510