Dansk nødhjælp på vej til Nordkorea – frygt for ny hungerkatastrofe

Forfatter billede

I slutningen af oktober sender Mission Øst mad til sultende vuggestue- og børnehavebørn i Nordkorea, skriver organisationen i en pressemelding.

Det er anden gang, at Mission Øst sender nødhjælp til Nordkorea, og denne gang er mængden firedoblet som reaktion på befolkningens desperate behov for hjælp.

FN vurderer, at 6,1 millioner nordkoreanere har akut brug for hjælp. – Vi må handle nu, hvis ikke det skal koste rigtig mange liv. I 1990erne døde op mod 1 million nordkoreanere af sult, og vi frygter, at en lignende situation er undervejs, siger generalsekretær for Mission Øst, Kim Hartzner.

Mission Øst er den eneste danske nødhjælpsorganisation, der leverer fødevarer til Nordkorea og sendte i juni 52,5 tons nødhjælp til landets nordvestlige provins North Pyongan.

Denne gang leverer Mission Øst 170 tons nødhjælp til børn i vuggestuer og børnehaver i den sydøstlige provins Kangwon med hjælp fra private støtter og donorer.

Kim Hartzner:

– Sidst vi var i Nordkorea så vi med egne øjne, hvor desperat behovet er. Næsten alle børn vi så, var moderat til svært underernærede, og forholdene er ikke blevet bedre siden. Snarere tværtimod. Vi er taknemlige for igen at kunne tage af sted med nødhjælp til nordkoreanerne, men behovet er kæmpestort.

– Der er brug for al den hjælp, der overhovedet kan skaffes, siger Mission Østs generalsekretær, som appellerer til, at både private og offentlige donorer giver penge til hjælp til Nordkorea.

FN’s Fødevareprogram (WFP) begyndte tidligere i år at samle midler ind til nødhjælp til Nordkorea fra det internationale samfund, men indtil videre har man kun modtaget 30 procent af behovet. Det gør den humanitære krise i Nordkorea til en af verdens mest underfinansierede.

Sulten i Nordkorea er bl.a. forårsaget af en hård vinter og flere oversvømmelser, som har ødelagt høsten i flere omgange.

Man kan se FN’s Fødevareprograms vurderinger på www.wfp.org under Democratic People’s Republic (DPRK)

FAKTA om Mission Østs indsats i Nordkorea

Nordkorea
* Officielle navn: Den demokratiske folkerepublik Korea/ The Democratic People´s Republic of Korea (DPRK).
* Indbyggertal: Cirka 24 millioner.

Fødevaresituationen:
* Nordkoreas 5 nordlige og østlige provinser er hårdest ramt af manglen på mad.
* Flere oversvømmelser og en hård vinter reducerer dette års høstudbytte af vinterhvede, vårbyg, kartofler, grøntsagen kimchi og sandsynligvis også majs.
* Nordkoreas import af fødevarer er faldet på grund af vigende eksportindtægter, højere globale fødevarepriser og højere oliepriser.
* Mængden af fødevarehjælp til Nordkorea fra andre lande er blevet mindre de senere år.
* Ifølge FN har 6,1 millioner mennesker akut behov for fødevarehjælp.
* Ifølge FN er 1/3 af alle nordkoreanske børn underernærede.
* De mest sårbare grupper er: Børn, gravide, ammende, ældre, store familier med få forsørgere, syge og handicappede.
* Der er også behov for bedre vandforsyning og sanitet på bl.a. skoler og hospitaler.
* Der er desuden behov at støtte et mere effektivt landbrug og bedre opbevaring af fødevarer.

Mission Øst i Nordkorea
* Fra oktober til november uddeler Mission Øst 170 tons nødhjælp til 11.500 børn i vuggestuer og børnehaver. Det dækker anslået børnenes behov i to måneder.
* Mission Øst uddeler nødhjælpen i byen Munchon i provinsen Kangwon, som er et af de hårdest ramte områder.
* Mission Øst overvåger og kontrollerer uddelingen af nødhjælp for at sikre, at hjælpen når de svageste børn.
* Nødhjælpen består af majs og det danske ernæringstilskud TopNutri, der dækker børnenes behov for næring.
* Hvis det er muligt, og de økonomiske midler er til rådighed, ønsker Mission Øst at udvide indsatsen med yderligere uddeling af fødevarer og på sigt lave længerevarende udviklingsarbejde i Nordkorea.
* Mission Øst har siden sin etablering i 1991 givet nød- og udviklingshjælp til lande i Østeuropa og Asien, hvor 2/3 af verdens fattige lever.
* Mission Øst overholder de humanitære principper: medmenneskelighed, upartiskhed, neutralitet og uafhængighed.

Kilder: FN, FN’s fødevareorganisation WFP og Mission Øst

Yderligere oplysninger hos:
Generalsekretær Kim Hartzner på tlf. 39 61 20 48 eller
journalist Maria Callesen, tlf. 39 61 20 48 og
e-mail: [email protected]
Web: www.miseast.org