Faktaboks om Peru
- Peru løsrev sig fra det spanske imperium i 1821.
- Siden 1979 har landet været demokratisk ledet.
- Landet har cirka 30 millioner indbyggere.
- I perioden 2002 til 2012 formåede Peru næsten at fordoble sin GDP.
- I 2013 oplevede Peru en økonomisk vækst på 5.8 %.
- I 2013 levede 23 % under fattigdomsgrænsen, ned fra 33 % i 2009.
Da Lærke Skyum i 2002 rejste til Peru, var det de færreste der forudså, inklusiv hende selv, at hun 13 år senere skulle stå i spidsen for en succesfuld design- og sourcingvirksomhed i Peru. I det sydamerikanske land mødte hun dog Adriana Cachay og sammen skabte de Ayni Design Lab der siden har været first-movers på mange områder i Perus tekstilindustri.
”Da vi startede vores virksomhed, var ikke engang den almindelige peruvianer bevidst om alpacauldens kvaliteter og der var højest et par succesfulde peruvianske designere, der fokuserede på traditionelle klæder” forklarer Adriana Cachay.
Men netop evnen til at se muligheder, der hvor andre ser begrænsninger, er en af grundene til at Lærke og Adriana nu står i spidsen for en virksomhed der giver arbejde til omkring 300 familier og samarbejder med nogle af de største tøjhuse og designere i verden.
En hård opstart
Efter et par års tilløb, startede de to iværksættere Ayni Design i 2006. Visionen var fra starten af, at de ville skabe et bæredygtigt mærke og kombinere Perus unikke tekstiler, såsom alpacauld, med skandinavisk inspireret design.
”Vi så et stort potentiale i at kombinere Perus unikke tekstiler af høj kvalitet med et skandinavisk look, samt skabe et bæredygtigt levegrundlag for mange peruvianere” fortæller de til Globalnyt.
I starten solgte de kun 40-45 procent af deres kollektioner og de skulle konstant forklare potentialet i alapacauldens kvaliteter overfor kunder. Alpacaulden er et blødt og smidigt materiale med termiske kvaliteter, det vil sige, at alpacaulden er i stand til at lade kroppen afgive varme når det er varmt, og holde på varmen når det er koldt.
En uventet mulighed
Ved modemesser i Skandinavien, New York og Paris var der, lidt efter lidt, andre designere der forhørte sig om alpacauldens kvaliteter og muligheden for at bruge stoffet i deres kollektioner. Derfor valgte de, efter grundige overvejelser, at starte Ayni Design Lab der sourcer for- og rådgiver virksomheder som vil benytte sig af den peruvianske alpacauld i deres kollektioner.
Den nye rolle har blandt andet medført et tæt samarbejde med IC Company der producerer for store mærker som Tiger of Sweden og By Malene Birger. Derudover har de også leveret materialet til en af Gudrun og Gudrun’s sweatere, som Sarah Lund bar i den danske TV-serie Drabet.
”I starten var vi meget skeptiske, men lidt efter lidt gik det op for os, hvor stort potentialet var og hvis ikke vi selv havde gjort det, var der helt sikkert andre der havde gjort det” siger Adriana Cachay, inden Lærke Skyum uddyber
”Da vi allerede var etableret på markedet, gav det os en unik mulighed for at udvide vores produktion og sikre et ordentligt levegrundlag til endnu flere peruvianere”.
Peru producerer over 80 procent af verdens alpacauld, der kommer fra små fire millioner alpacaer der lever i cirka 4.000 meters højde og har derfor en enestående position på dette marked.
Bæredygtighed er en essentiel del af forretningen
Helt fra starten af, har de to iværksættere ønsket at have en bæredygtig forretning og det afspejles også i navnet, der på Quechua betyder ”today for you, tomorrow for me” og hentyder til den gensidige afhængighed der er mellem virksomheden, de ansatte og landets unikke traditioner.
”Vi har fra starten af været bevidste om, at vi skulle skabe et brand med nutidigt design, høj kvalitet og en added value, det vil sige, at vi skulle være bæredygtige og i stand til at fortælle en god historie. På den måde har vi været i stand til at kombinere vores interesse for mode og bæredygtig udvikling” forklarer Lærke Skyum.
Derfor deltager Ayni Design Lab i et samarbejde med PROM PERU om fair trade certificering og samarbejder med Perus regering på en række områder. Det har blandt andet medført et samarbejde med Perus arbejdsministerium om at udvikle en certificering til håndarbejdere i tekstilsektoren, der efter at have bestået en række tests får dokumentation på deres evner.
”Ved at give dem dokumentation på deres kvalifikationer stiller vi dem i en bedre forhandlingssituation overfor virksomheder, men endnu vigtigere bemyndiggør vi dem og giver dem anerkendelse for deres arbejde” siger Adriana til Globalnyt.
Siden 2012 har Ayni certificeret 1.000 arbejdere og dermed givet dem dokumentation på deres kvalifikationer. Virksomheden forventer at yderligere 800 arbejdere opnår certificeringen i løbet af det næste år.
Eksplosiv vækst
Siden Ayni startede har Perus tekstilsektor oplevet en voldsom vækst og lokket store tøjhuse til det sydamerikanske land via en kombination af fordelagtige investeringspakker fra Perus regering og en øget fokus på Perus unikke tekstiler. Det har blandt andet medført, at eksporten fra Perus tøj- og tekstilsektor er fordoblet i det seneste årti.
Det bekymrer dog ikke skaberne af Ayni Design Lab, da de ser det som et tegn på den øgede efterspørgsel på peruvianske tekstiler og tvinger dem til konstant at udvikle sig og finde på nye innovative designs der adskiller dem fra konkurrenterne. Således er Ayni fornyligt begyndt at kombinere alpacauld med andre materialer såsom bambus og primabomuld i deres kollektioner.
Den øgede konkurrence har heller ikke påvirket deres forretningsaktiviteter. Sidste år kom de ud med en øget omsætning på mellem 500 og 600 procent, og forventningerne er det samme for det indeværende år.
Hvis denne vækst fortsætter, er fremtiden særdeles lys for den dansk-peruvianske virksomhed omend det er svært at forudse hvad virksomheden laver om ti år. Står det til Lærke og Adriana vil de dog fortsætte med at inspirere og udvikle perus tekstilsektor i en bæredygtig retning.