Danske droner yder nødhjælp i Filippinerne

Forfatter billede

Vi kender droner som krigsmaskiner eller legetøj, men de færreste er klar over, at de små, ubemandede fly også har potentiale i forhold til nødhjælpsarbejde.

Blandt pionererne på området er et dansk firma, der i weekenden sendte to droner og en droneekspert til Filippinerne, hvor næsten ti millioner mennesker fortsat lider under tyfonen Haiyans konsekvenser. Det skriver dr.dk i dag mandag.

De to droner, fra virksomheden Danoffice IT i Svendborg, er blot 60 centimeter i diameter. Deres force er evnen til at flyve lavt over de tyfonramte områder og tage billeder, som nødhjælpsorganisationerne efterfølgende kan bruge til at effektivisere deres indsats. Det forklarer Danoffice ITs administrerende direktør, Lasse Heckmann, til dr.dk:

“Der kan være mudderskred eller andre skader, der har ændret infrastrukturen. Og her kan dronerne give et billede af, hvor nødhjælpsarbejderne skal tage fat. Vi sender dronerne af sted, fordi det kan give nødhjælpsarbejderne et indtryk af, hvordan de skal prioritere arbejdet i de kommende uger”.

Ifølge Lasse Heckmann er indsatsen i Filippinerne et af de første eksempler på, at ikke-militære droner bruges til nødhjælp, men i fremtiden vil det formentlig blive stadig mere udbredt, at indsatser af denne art vil udfordre dronerne dårlige ry.