Da Venstre i september i fjor præsenterede sit finanslovsudspil, var det svært ikke at få kaffen galt i halsen.
Partiet foreslog, at u-landsbistanden skulle beskæres med omkring 2,5 milliarder kroner, og at der skulle findes en milliard gennem stramninger på udlændingeområdet.
Det manglende udsyn hos de politiske partier stopper dog ikke ved Venstres forslag. SR-regeringen har overraskende valgt at flytte 2,5 milliarder fra u-landsbistanden til asylområdet.
Det er et paradoks, at vi nedprioriterer vores arbejde for en mere human verden netop nu.
På verdensplan er 50 millioner på flugt fra deres hjem – det største antal flygtninge verden har set siden Anden Verdenskrig.
Kriserne er talrige og alvorlige. Syrien. Sydsudan. Den Centralafrikanske Republik. Verden brænder, mens vi passivt kigger på.
“Som hunden, der bider i sin egen hale”
Det er klart, at vi skal bevilge flere penge til asylområdet. Men pengene bør ikke tages fra bistandskronerne.
Henrik Dam Kristensen (S) påpegede det selv i 2010, da den daværende VK-regering ville gøre præcis det samme:
“Vi anerkender, at det skal finansieres, men pengene skal ikke tages fra u-landshjælpen, som denne regering i forvejen har beskåret. Det er hunden, der bider i sin egen hale, for u-landshjælpen forhindrer måske, at vi får flere flygtninge”.
Det er en kortsigtet løsning at flytte midler fra u-landsbistanden til asylområdet. Bistanden er netop i stand til at forebygge humanitære kriser og flygtningestrømme ved at forbedre forholdene i verdens fattigste lande.
Halvt så store bistandsmidler som til militæret
Selvfølgelig skal pengene til asylområdet komme et sted fra. Vi kunne passende bruge midler fra forsvarsbudgettet.
U-landsbistanden fylder i dag markant mindre end militæret på Danmarks husholdningsbudget, og hvis Venstres ønske om nedskæringer bliver realiseret, vil bistandsmidlerne kun være halvt så store som udgifterne til militæret.
Det virker paradoksalt at opruste Danmarks militære indsats i kriseramte områder samtidig med at skære på indsatsen for udvikling og humanitær støtte.
Når politikerne nu insisterer på militær tilstedeværelse, skal den humanitære indsats som minimum være til stede i samme grad.
Danmark bør være en humanitær stormagt.
Se til Sverige….
Fra politikerne lyder den sædvanlige sang om “nødvendighedens politik”.
Det er nødvendigt at skære ned. Det er nødvendigt at gå i krig. Vi gør det nødvendige.
Man skal blot over Øresund til vores svenske naboer for at vide, at det bestemt ikke er en nødvendighedens politik, vi fører i Danmark.
Det drejer sig om politisk prioritering.
I Sverige har man lavet en politisk prioritering af anden kaliber.
Her lyder det fra den tidligere svenske, og tilmed borgerlige, statsminister Fredrik Reinfeldt, at “Sverige skal være en humanitær stormagt”, og at “svenskerne skal åbne deres hjerter.”
En noget anderledes retorik end den danske, må man sige.
Nej til Anders Foghs præmis
Tilmed er Sverige og derudover Norge og Luxembourg glimrende eksempler på, hvordan man kan bruge en større procentdel af sin bruttonationalindkomst (BNI) på u-landsbistand.
De viser, hvordan det er muligt at vælge en human retning fremfor en krigerisk.
Vi bør ikke købe Anders Fogh Rasmussens præmis fra nullerne om, at vi skal forsvare vores værdier gennem krig.
Det er ikke nødvendigt. Der er andre muligheder, hvilket vores svenske naboer på glimrende vis illustrerer.
Danmark kan og skal være en humanitær stormagt.
U-landsbistanden har mistet sin folkelighed
Mest skræmmende er den danske befolknings manglende reaktion på politikernes inhumane fejlprioriteringer.
Den manglende debat om beskæringen i bistanden er et stort problem.
Besparelsen på omkring 2,5 mia. kroner udgør omkring 15 procent af u-landsbistanden. Det er en massiv nedskæring på et område, hvor der er mere brug for dansk støtte end nogensinde.
Ligeledes var debatten ikke-eksisterende hos befolkningen, da man sidste år sammenlagde posten som handels- og udviklingsminister.
Ikke engang en sammentænkning af danske erhvervsinteresser og fattigdomsbekæmpelse kunne få danskerne op ad sofaen.
De politiske prioriteringer møder larmende tavshed fra den danske befolkning.
Hvor er idealismen blevet af, Danmark?
Den danske u-landsbistand blev indført som et projekt bygget på folkelighed, men netop denne folkelighed er forsvundet fra den offentlige debat.
Og som om vores manglende humanitære engagement ikke var slemt nok, støtter et markant flertal af danskerne op om Danmarks krigsdeltagelse.
Vi, både politikere og befolkning, bør derimod stille os selv spørgsmålene:
Hvilket land har vi egentlig lyst til at være? Hvem vil vi gerne hjælpe? Hvad vil vi gerne huskes for?
Vi skal IKKE være en krigsliderlig småstat
For os er der ingen tvivl: Danmark skal være et humanitært foregangsland og ikke en krigsliderlig småstat, der danser efter USA’s pibe.
Vi skal arbejde for at give verden det sikkerhedsnet, som vi i Danmark sætter så stor pris på, og som er anerkendt verden over.
Danmark skal gøre, hvad vi er bedst til – vi skal agere humanitært, langsigtet og med folkeligheden i ryggen som et solidt fundament.
Vi synes, at Danmark skal være en humanitær stormagt!
Hvad synes du?
Indlægsskribenterne er statskundskabsstuderende på 2. semester. Navnet på en fjerde skribent er fjernet af redaktionen efter henvendelse fra vedkommende.
