“Må jeg være ærlig? Jeg har altid hadet film om klimaændringer”. Sådan indleder Naomi Klein sin dokumentar ‘Intet bliver som før’, der lige nu vises på CPH:DOX og lægger dermed op til en klimafilm, der ikke ligner noget, vi har set før.
Filmen er baseret på hendes egen bog ‘This Changes Everything’, der udkom i 2014 og har undertitlen ‘Capitalism vs. The Climate’. Med sin tredje bog efter ‘No Logo’ (2000) og ‘Chokdoktrinen’ (2007) markerede hun sig som en af vor tids markante kritikere af neoliberalismen og peger på kapitalismen som den helt store synder i klimakrisen.
Det lyder umiddelbart som et hårdtslående afsæt til en dokumentar. Vores fortæller lover endda med sin indledende bemærkning, at dette ikke bliver endnu en klimafilm med isbjørne på smeltende isflager og billeder af dommedag.
Jorden rundt på 80 minutter
Naomi Kleins mission er i stedet at ændre den fortælling om klimaet, som vi bekender os til. Hun forklarer, at vi gennem de sidste 400 år har levet i den tro, at mennesket hersker over naturen. Naturen er en maskine, og vi er operatøren. Kombineret med menneskets medfødte kortsynethed og egoisme, har det medført, at vi i kapitalismens navn har drevet rovdrift på naturen og sat den ubegrænsede økonomiske vækst over Moder Jords velbefindende.
Vi starter i forfatterens eget hjemland, Canada, hvor kontraktarbejdere med høj løn ufortrødent ryder massive skovområder for at grave efter tjæresand og brødføde deres familier.
Så møder vi den oprindelige befolkning ved Beaver Lake, der med jura og tårer slås for retten til deres land, og det bliver kimen til en verdensomspændende rejse for at vise os de mennesker, der lever med og kæmper mod konsekvenserne af store virksomheders ofring af miljøet.
Vi kommer jorden rundt på halvanden time. Grækere og indere får inddraget deres jord, et landmandspars gedefarm i Montana druknes i olie efter et udslip, og en kineser vil ikke lade sin datter være ude i smoggen.
Billederne fra rejsen står knivskarpt. De er symmetriske, dragende og næsten postkortagtige i deres kontrastfarver og motiver. Visuelt er filmen yderst betagende, og hvis vores turguide vil overbevise os om, at jorden er bevaringsværdig, som sagt så gjort.
Det er desværre også filmens bedste argument.
Mangler begrundelser
For hvis en dokumentar skal overbevise, må den også have et stærkt argument – og Naomi Kleins bliver for letkøbt. I sin bog har forfatteren næsten 500 sider at udfolde sine påstande på. Her har hun 89 minutter, og det kan mærkes.
Den indledende påstand om, at vi i 400 år har levet efter et mantra om, at vi kontrollerer jorden, begrundes aldrig. Vi får ikke at vide, hvem der i dag udbreder dette mantra, og vi får ikke fortalt, hvordan vi efterlever det. For kan det virkelig passe?
Bliver vi i dag ikke nærmest opflasket med, at naturressourcer er begrænsede og drivhusgasser er noget, vi tager alvorligt? Miljømærker vi ikke vores varer og sætter afgifter på vores biler? Netop fordi vi ved, naturen slår tilbage, hvis ikke vi behandler den ordentligt.
Naomi Klein tager sig ikke tid til at give belæg for sin bærende påstand og glemmer i sin iver efter at vise klimakrisens katastrofale konsekvenser at konfrontere de ansvarlige. Det ville være god skik og gøre historien bedre at give taletid til de virksomheder, der står for denne udnyttelse af naturen, og som repræsenterer den herskermentalitet, der ifølge forfatteren dominerer.
Klimaaktivismens Carrie Bradshaw
Naomi Klein mener, at vi ikke kan ændre den menneskelige natur. Men fortællinger, dem kan vi ændre. Hvis blot vi begynder at opføre os som om, vi er en del af naturen i stedet for over naturen, så er der håb endnu:
“Jeg spekulerede: Hvad nu hvis vedvarende energi er mere end bare teknologi. Hvad hvis det er ‘den anden fortælling’? En fortælling, som alle mennesker plejede at kende”, undrer hun sig til billederne af entreprenante Cheyenne-folk, der sætter solceller op. Men det lyder poesibogsagtigt og som klimaaktivismens Carrie Bradshaw, der i forsimplede vendinger ukritisk og idylliserende roser en ‘tilbage til naturen’-livsstil.
Naomi Klein har fået en åbenbaring – this changes everything – hvis blot vi forstår og udbreder dette budskab, kan vi leve i pagt med naturen.
Hun formulerer sine budskaber, som om de er kontroversielle og nyskabende, men hun er langt fra den første (eller den mest elegante) til at formidle disse. Som når hun til billeder af orkanen Sandy, der raser over New York, spørger seerne: “Men kunne man forestille sig, at vi bare er gæster, der kan bliver smidt ud for dårlig opførsel?”. Ja, det kunne man nok godt.
Publikum undervurderes som nogle, der har godtaget lobbyister og kapitalisters prædiken om økonomisk vækst som trumfkort, og hvis snævre verdenssyn nu skal revolutioneres af Naomi Kleins budskab. Og det er en skam.
I sidste ende er Naomi Kleins mission at ændre virksomheder og forbrugeres handlingsmønstre – vi skal kræve grøn energi og respektere miljøet. Og det er jo et prisværdigt ærinde. Spørgsmålet melder sig blot, om ikke missionen kan lykkes, selvom vi lever i troen om, at mennesket dominerer naturen – så har vi vel netop mulighed for at bevare den?
Se trailer her: