Jesper Heldgaard
Jesper Heldgaard (født 1956) er journalist og har arbejdet på Danmarks Radio og Berlingske Tidende.
Efter et par år i Lesotho for Mellemfolkeligt Samvirke blev han freelancejournalist og har i mere end 20 år skrevet om udvikling, globalisering, miljø og klima til en række aviser og magasiner og for organisationer.
Han har tilrettelagt programmer på DR TV samt skrevet og bidraget til bøger om udviklingsbistand, verdenshandel, klima og sundhed. Mest fra Afrika, men også fra Asien og Latinamerika.
Hele 22 tematiske arbejdspapirer på 30-50 sider om vidt forskellige emner som forskning, miljø, menneskerettigheder, byudvikling og humanitær bistand og et samlet analysedokument på 130 sider. Så grundigt var forarbejdet, da Danmark i 2000 fik en ny udviklingspolitisk strategi, ’Partnerskab 2000’. Flere af arbejdspapirerne var på engelsk, og den nye strategi var ude i en omfattende høring ikke bare i Danmark, men også i flere af Danmarks partnerlande i Syd. Den røde tråd i forarbejdet til strategien var nemlig at opnå bedst mulig effekt for de danske udviklingsmidler hos dem, det hele handler om, fattige og udsatte i udviklingslandene.
Resultatet blev en strategi, der knæsatte de principper for god og effektiv bistand, der senere blev udviklet og forfinet internationalt i Paris-erklæringen fra 2005 og blandt andet fastslår, at ejerskabet til bistanden, hvis den skal være effektiv, skal ligge hos modtageren, ikke hos afsenderen.
Det var dengang, udviklingsbistanden blev opfattet som penge, vi fra verdens rige lande overførte til verdens fattige lande for at bekæmpe fattigdom og enorm, global ulighed. Bevares, der var også dengang nationale interesser, der for eksempel gik meget op i returprocent, altså hvor stor en del af den bistand, vi ydede, der kom tilbage til Danmark i form af leverancer og ordrer til dansk erhverv. Men det var dog med bekæmpelse af fattigdom som det altdominerende omdrejningspunkt. De penge, Danmark ydede i bistand, var kort sagt de fattiges.
Sådan er det ikke længere. Udviklingsbistanden er blevet de danske politikeres. Og det er jo umiddelbart godt og demokratisk, at danske politikere interesser sig og tager ejerskab for udviklingsbistanden. Det er jo danske skattekroner, der finansierer bistanden, og danske skattekroner skal danske politikere bestemme brugen af.
Kræver politisk format
Nu er der bare det specielle ved udviklingsbistanden, at den er tiltænkt fattige mennesker ganske langt væk, som ikke kan stemme i Danmark, men som bliver ramt, hvis bistanden bliver brugt på alle mulige andre formål som at finansiere modtagelse af flygtninge i Danmark, hjemsendelse af afviste asylansøgere og andet, der de seneste 20 år er kommet til. Det kan der være masser af stemmer at score på blandt danske vælgere, der jo ikke selv rammes af nedskæringer i den egentlige udviklingsbistand, og som får mindre og mindre at vide om det danske udviklingssamarbejde. Og dermed også af konsekvenserne af nedskæringer i og udvanding af bistanden.
Så det kræver – og har altid krævet – politisk format at stå på mål for et udviklingssamarbejde, der har som hovedsigte at gavne de fattige i stedet for at blive spændt for tidens indenrigspolitiske dagsordner.
Omvendt er det fristende at forgribe sig på udviklingsbistanden og bruge den til formål, der appellerer mere direkte til danske vælgere. Det kan ske på to måder: Den direkte og den indirekte. Den direkte så vi i 2001 og igen i 2015, hvor borgerlige regeringer skar i bistanden for at indfri valgløfter til danskerne. Den indirekte går ud på at ændre brugen af selve bistanden, så den går til alle mulige andre formål end fattigdomsbekæmpelse. Det startede for alvor i 00erne, hvor blandt andet hensynet til bekæmpelse af terror og dansk sikkerhed kom til at fylde mere, også selv om strategien ’Partnerskab 2000’ stadig var gældende helt frem til 2010.
Pind gør for alvor bistand til indenrigspolitik
Da Søren Pind blev udviklingsminister i 2010, varslede han en ny udviklingspolitisk strategi. Ganske forfriskende talte den nye minister faktisk udviklingsbistanden opad på den hjemlige, danske, politiske dagsorden og lagde ikke skjul på, at han så sig som værdikriger for frihed og udviklingsbistanden som et redskab i den kamp. ’Frihed fra Fattigdom – Frihed til Forandring’ blev da også navnet på strategien, der kom til at markere et afgørende skifte i hele synet på, hvad en strategi for bistanden skal. Hidtil skulle den sikre, at bistanden så effektivt som muligt bekæmpede fattigdom. Fra nu af skulle den også sikre, at danske interesser blev fremmet ude i verden.
Pinds strategi holdt kun i 2 år. I 2012 fulgte ’Retten til et bedre liv’ med udviklingsminister Christian Friis Bach som pennefører, og i 2017 kom Verden 2030, som blev forberedt af udenrigsminister Kristian Jensen og vedtaget, da Ulla Tørnæs var kommet tilbage som udviklingsminister.
Seniorforsker Lars Engberg-Pedersen fra Dansk Institut for Internationale Studier var langt fra imponeret af ’Verden 2030’ og konkluderede om den i en analyse i 2018: ”Selv om den flittigt refererer til verdensmålene, lægger den yderligere tanken om god udviklingsbistand i graven. Dens fire prioriteter handler i bund og grund om
1. at holde flygtninge væk fra Danmark,
2. at holde migranter ude af Danmark,
3. at skabe kommercielle muligheder for danske virksomheder, og
4. at fremme lidt demokrati, en menneskerettighed hist og her og så noget ligestilling, hvor det nu kan lade sig gøre.
Den kortsigtede, indenrigspolitiske dagsorden har helt overtaget udviklingspolitikken.”
Hvad har vi i vente?
Det er ikke meget, der er kommet ud om den strategi, som udviklingsminister Flemming Møller Mortensen skal have forhandlet på plads, inden Folketinget går på sommerferie. Det skal blive spændende at se, om danske politikere er parate til at give ejerskabet – eller bare noget af det – til de danske bistandsmidler tilbage til verdens fattige, eller om den nye strategi kommer til at bekræfte, at den kortsigtede, indenrigspolitiske dagsorden helt har overtaget udviklingspolitikken.
