Af Ingeborg Overby Gaarde og Merete Høgh Jeppesen, begge cand.scient.pol.
Salg af frugtbar jord til stordriftslandbrug i Afrika eskalerer og fremstilles som ansvarligt. Men er det svaret på den globale fødevarekrise?
Berørte afrikanske bønder udtrykker, at salgene krænker deres ret til mad. Hvordan det daglige brød sikres er et oplagt og aktuelt spørgsmål under det danske EU-formandskab i første halvår af 2012.
Mange ressourcerige, men økonomisk underudviklede, lande står over for et paradoksalt globaliseringsdilemma. På den ene side er landbrugsinvesteringer udefra stærkt ønskværdigt og tiltrængt for økonomisk udvikling. Omvendt har staten et fundamentalt behov og suveræn ret til at sikre et vist niveau af fødevaresikkerhed for deres egne befolkninger.
”Jeg producerer ikke min egen mad, og det medfører en grundliggende usikkerhed for min familie. Det er et brud mod retten til mad,” udtaler Oumar Déme, der er bonde i det nordlige Senegal. Déme har i årevis forarbejdet sin jord, dog uden at have skøde på den. Det traditionelle system i Senegal konflikter nemlig med en lov, der muliggør, at regeringen kan sælge jorden, når det ifølge loven er ’til alles bedste’.
I tråd med OECD, Verdensbanken og FN’s fødevare- og landbrugsorganisation (FAO), udtaler repræsentanter fra den senegalesiske regering, at det styrker den lokal fødevaresikkerhed med disse investeringer i landbrug. Derfor sælger den – ligesom en række andre afrikanske regeringer – den frodige jord væk til investorer.
Køberne er fra lande som Kina, Saudi-Arabien og lokale eliter, der alle ønsker at investere i en kapital- og teknologiintensiv landbrugs-produktion. Investorer er f.eks. det danske pensionsselskab ATP.
Déme deltager i den lokale mobilisering mod denne tendens. Ifølge bøndernes interesseorganisationer udpiner storproducenter jorden, sender afgrøderne ud af Senegal, og de oplever, at priserne på fødevarer stiger. Når jorden sælges, får bønderne ofte valget mellem enten at flytte eller at blive ansat på den jord, som de i generationer har forpagtet – under ofte ringe arbejdsvilkår og frataget ejerskab.
Opkøb af landbrugsjord og agroindustrien italesættes som nødvendige for at hive udviklingslande ud af fattigdom. Lande som Senegal besidder frugtbar jord, men har ringe afgang til at udnytte egen rigdom. En række aktører, heriblandt Verdensbanken og FAO, er positive over for ideen, men skeptiske over for de lokale konsekvenser salg af landbrugsjorden kan have.
Derfor er disse internationale aktører gået sammen om at udforme et række principper, der skal gøre investeringerne i landbrug ansvarlige. Men paradokset er, at standarderne legitimerer salgene og derved måske netop underminerer de lokale bønders FN-definerede ret til tilstrækkelig mad.
Global fødevarekrise fremskynder salg af jord
Særligt med det franske formandskab for G20 i 2011 har fødevarekrisen indtaget den globale dagsorden. Under et G20-topmøde udtaler formanden Nicolas Sarkozy, at ”priserne på fødevarer steg med 37% dette år og betød, at 44 millioner flere mennesker blev drevet ud i fattigdom. Denne plage kræver at verdenslederne handler nu.”
Der er en klar sammenhæng mellem fødevarekrisen og interessen for at investere i frodig landbrugsjord. Især siden 2008, hvor fødevarekrisen for alvor brød ud, har udenlandske investorer købt eller langtidsleaset jord (ofte 100-års kontrakter eller mere) i Afrika, Syd- og Centralamerika og Sydøst Asien.
Der er meget forskellige bud på, hvor meget jord, det egentligt handler om, men ifølge Verdensbanken er 20 millioner hektar jord blevet solgt siden 2006. FAO skønner, at yderligere 120 millioner hektar frodig jord, et areal dobbelt så stort som Frankrig, vil være solgt i 2030.
Den stigende efterspørgsel efter fødevarer og de højere priser, har medvirket til, at frodig land er blevet et område, investorer spekulerer i.
FN’s særlige rapportør om fødevarerettigheder, Olivier De Schutter, udtaler, at køb af land og outsourcing af madproduktion er en ny strategi for regeringer i eksempelvis USA, Saudi-Arabien og Kina, for at opnå fødevaresikkerhed – da de er bekymrede over deres fremtidige mulighed for at brødføde egne befolkninger.
Hvorfor ’ansvarlige investeringer’ er nødvendige
FN’s fødevare- og landbrugsorganisation (FAO) peger på, at det kan have en positiv virkning på vækst og fattigdomsbekæmpelse med øget produktivitet i landbruget – og dette kræver investeringer.
Samtidig udtaler FAO i samarbejde med eksempelvis Verdensbanken i forbindelse med offentliggørelsen af fælles standarter for salgene, at ”mange aftaler om salg eller udlicitering af land er forhandlet mellem regeringer i udviklingslande og investorer med alt for lidt fokus på, om fordelene ved disse aftaler kommer den lokale befolkning til gode.”
Forfatterne til denne kronik erfarede, at det er nærmest umuligt at få indsigt i forhandlingerne og kontrakterne om salg af jord – en erfaring vi deler med de fleste aktører, der researcher i dette område.
Der er i løbet af de seneste år iværksat en række initiativer, der skal sikre, at salgene er ansvarlige. Disse initiativer findes på globalt, internationalt og regionalt niveau og kan sammenlignes med frivillige CSR-standarder, som vi kender fra erhvervslivet, hvor virksomheder erklærer, at de lever op til en række sociale- og miljømæssige standarter.
’Responsible Acricultural Investments’ er et eksempel på principper inden for salg og udlicitering af jord, som blandt andet lokale regeringer, OECD, Verdensbanken og FAO har udformet eller erklæret sig enige i.
Overordnet set går principperne ud på, at investeringer i landbrug ikke må have negative konsekvenser for miljøet, være et brud med FN’s ret til tilstrækkelig mad, og der skal være nogle grundlæggende arbejderrettigheder.
Det er udtryk for en stærk norm uden formelle kontrolmekanismer, og det er primært de lokale regeringers ansvar at efterleve dem.
I debatten om, hvorvidt disse principper er en god ide, påpeges det, at det er mest effektivt med frivillighed, da aktørerne så tager stilling til principperne, og det folkelige pres fra blandt andet NGO’er gør, at aktørerne må leve op til egne tilkendegivelser – og dette styrker fødevaresikkerheden for alle involverede.
Investeringerne er ’land grabbing’
I den anden grøft står de aktører, der mener, at mangel på kontrolmekanismer og mangel på ’god regeringsførelse’ betyder, at principperne blot bliver et skalkeskjul for uansvarlige investeringer.
I tråd med den lokale bonde i Nordsenegal er en række globale NGO’er og farmerorganisationer såsom Oxfam, FIAN og Via Campasina derved kritiske over for salg af jord og de principper, der skal sikre ansvarlige investeringer. Regeringer og investorer kan sige, at de følger nogle principper, med det får ikke salgene til at blive ansvarlige – det legitimerer blot berøvelse af de lokales jord, kaldt ’land grabbing’, som er dybt uansvarligt.
Således påpeger blandt andet internationale NGO’er, at der skal indføres legale, internationale instrumenter – funderet i FN’s menneskerettigheder – hvor aktører kan stilles juridisk til ansvar, hvis de bryder med konventionerne. Dette er en vidtgående og i manges øjne utopisk fortolkning af FN.
I et helikopterperspektiv rammer tendensen ind i en debat om, hvilken rolle stater kan og skal spille i en finanskrisetid, hvor handel, investeringer og finansielle transaktioner foregår i et nærmest ’grænseløst rum’, hvor staterne ofte står tilbage som marionetdukker.
Alternativer til frivillige standarder
Som eksempler på et alternativ til frivillige standarder kræver eksempelvis Via Campesina, der er en sammenslutning af 150 bondeorganisationer i hele verden, at det skal være muligt for en bonde som Oumar Demé ved en international domstol at prøve, hvorvidt hans FN-definerede ret til mad er krænket.
Selvom de internationale og regionale domstole får mere magt, så er dette endnu meget vidtgående at forestille sig. Nu og her findes der en række konkrete tiltag baseret på idéen om lokal fødevaresuverænitet med henblik på at skabe en lokalejet bæredygtig fødevareproduktion.
Internationale NGO’er peger på, at blandt andet forbedret adgang til træning i forarbejdning af råvarer og adgang til bedre teknologi vil kunne reducere antallet, der lever under fattigdomsgrænsen, med 15%.
Ligeledes påpeger Danmarks nye udviklingsminister, Christian Friis Bach (R),, at danske bistandskroner med fordel i øget grad anvendes til alternativer til stordriftslandbrug.
Mulighederne for at sikre småbønders rettigheder til selv at bestemme over deres landbrugsproduktion er nye toner i forhold til den tidligere regering. Satsningen på styrke småbønders muligheder for fødevaresuverænitet bør derfor også spille en central rolle i Danmarks nye udviklingsstrategi.
Det Danske EU-formandskab kan gå forrest
For at skabe fødevaresikkerhed og stimulere vækst i landdistrikterne i Afrika er en grundlæggende debat om det nuværende globale fødevaresystem nødvendig.
At tage konkrete politiske problemer såsom fødevarekrisen op skal ske under Danmarks kommende EU-formandskab, hvor et direktiv om fødevarespekulation skal behandles, ligesom en reform af landbrugsstøtten, som udgør cirka halvdelen af EU’s budget, er på dagsordenen.
Den stigende interesse for frugtbar jord i Afrika kalder på, at stater såvel som ikke-statslige koalitioner sætter det øverst på dagsordenen at undersøge processerne omkring og konsekvenserne af opkøb af landbrugsjord.
I mellemtiden vil alternative løsninger til de frivillige standarder for salg af jord, såsom støtte til lokalproduktion, være et første skridt i retningen af at skabe øget fødevaresikkerhed i verdens finans-fattigste men yderst ressourcerige lande. Det er særligt presserende for verdens bønder, der i dag brødføder halvdelen af menneskeheden.
Kronikken er baseret på Ingeborg Overby Gaarde og Merete Høgh Jeppesens speciale “The Trend of Land Sales – Challenges in Meeting the United Nations’ Right to Food”, der kan downloades fra u-landsnyt.dk’s specialeportal her.
