Jeg har med stor interesse læst Emil Samuelsens indlæg om øget støtte til befolkningen i den fattige del af Verden. Jeg er på mange områder enig i Emil Samuelsens betragtninger, ikke mindst for så vidt angår en øget støtte, men for mig er måden, hvorpå støtten ydes, altafgørende.
Mine erfaringer er høstet med baggrund i, at jeg har opholdt mig i Kenya i de seneste tre og et halvt år. Kenya er et af landene, som modtager en stor procentdel af den danske u-landsbistand. Ikke mindst i forbindelse coronakrisen ydede Danmark i foråret mere end 50 millioner kroner enten direkte til den kenyanske regering eller til Kenya via Verdensbanken. Beløbet var øremærket til håndtering af Covid-19-epidemien gennem indkøb af medicinsk udstyr, etablering af de rette faciliteter på hospitaler og sundhedscentre, træning af personale og oplysningskampagner med mere. Aldeles fornuftige ønsker og hensigter om anvendelse af beløbet. Man må kun håbe på, at beløbet er blevet anvendt som ønsket.
Eksempelvis kan man fortsat selv i velhavende familier se personer, som er afgået ved døden med Covid-19 i kroppen, blive begravet i en kiste indhyllet i plastik og sænket i graven af personer iført hospitalsdragter og med anvendelse af visir og maske, mens familien på behørig afstand overværer handlingen. Efterfølgende bliver personerne, som sænkede kisten, desinficeret og sprayet. Når jeg oplever en sådan begravelse, så tænker jeg uvilkårlig, om der egentlig er foregået en eller form for information omkring Covid-19 her i landet.
Nu er det velkendt for mange, som blot har en smule med u-landsbistand at gøre, at Kenya er et af landene, hvor korruptionen blandt politikere, embedsmænd og også i dele af dommerstanden, er utrolig meget udbredt. Samtidig er uligheden mellem den fattige kenyaner og den rige kenyaner stor, og den rige del af befolkningen udviser absolut ingen sympati for deres fattige medborgere. Her er der intet socialt sikkerhedsnet.
En almindelig kenyansk ansat skal bruge rigtig mange år, blot for at opnå det samme løn, som en kenyansk politiker modtager hver måned. Udover den kontante udbetaling indeholder lønnen som politiker goder, som eksempelvis kan være sygeforsikringer for familien, som hyppigt anvendes ved behandling på udenlandske hospitaler. En ny femårig parlaments-periode starter som regel med, at parlamentsmedlemmerne fremsætter krav om diverse forhøjelser af løn og privilegier, hvilket i sidste ende accepteres af præsidenten. Ved gennemgang af de landsdækkende medier, som ellers delvist er kontrolleret af politikerne, kan der ofte læses om politikere, som er indblandet i korruptionssager, men desværre er det kun et fåtal, som udløser en dom.
Ovennævnte er blot eksempler, som er velkendte af enhver udenlandsk repræsentation i Kenya og også burde være kendt af de bevilgende myndigheder i de forskellige donorlande. De bevilgende regeringer sætter ganske enkelt kikkerten for det blinde øje, når der ydes u-landsbistand uden at tage de nødvendige forholdsregler i anvendelse.
U-landsbistanden kommer i de fleste tilfælde kun den velhavende del af befolkningen til gode og ikke den fattige del, som har behovet for at få hævet levestandarden. For mig er det ufatteligt, at der fra donorlandene ikke stilles skrappere betingelser for en væsentlig bedre regeringsførelse inden der udbetales bistand. Er beløbene først på konti tilhørende regeringen, har de forskellige repræsentationer absolut ingen chance for at følge det videre forløb.
Et eksempel på en udgiftspost på det kenyanske statsbudgettet er en post til den tidlige premierminister og nuværende oppositionsleder Raila Odinga, som ikke er valgt af de kenyanske vælgerne til noget som helst, men modtager et trecifret millionbeløb i shillings til at dække udgifterne til sin stab. Det kenyanske statsbudget er også et område, hvor Danmark via Verdensbanken yder tilskud til.
Ovennævnte betragtninger er som tidligere omtalt udelukkende baseret på egne erfaringer gennem de seneste tre og et halvt års ophold i Kenya, men jeg temmelig sikker på, at lignende ting kan opleves i andre afrikanske lande.
Poul Vig er født og opvokset i Vestjylland og efter ca. 39 år som ansat indenfor banksektoren, har han i de seneste tre og et halvt år hovedsageligt opholdt sig i Kenya.
