Den internationale Højskole fylder 90 år, men er sprællevende

Forfatter billede

Af Lis Garval
Journalist, medlem af U-landsnyts redaktionsledelse

Den internationale Højskole i Helsingør fylder 90 år. Men den hæderkronede institution har hverken brug for stok eller kaldeapparat. Højskolen er så sprællevende, som de elever fra hele verden, der på skolen lærer om hinandens kultur og de globale udfordringer.

Og som måske en dag bliver kendt som præsident eller kunstner.

Højskolen roser sig ikke af at have haft Jomo Kenyatta, Halfdan Rasmussen og Jørgen Nash som elever. Man finder det nemlig af større betydning, at tusinder af unge på skolen har fået oplevelser og erfaring, der har givet interesse for at gøre verden til et bedre sted at leve.

Men både Jomo og Halfdan og Nash har gået på skolen.

Højskolemanden Dr. Peter Manniche havde i årene efter Første Verdenskrig fostret idéen om at skabe en international skole efter dansk højskolemodel.

Han mente, at kulturelle forskelle er en positiv kvalitet, og den bedste måde at imødegå fjendebilleder, fremmedangst og fremtidige krige er det direkte møde og dialogen mellem mennesker.

”Det skulle foregå i respekt for andres kulturer og erfaringer; og hvad var mere egnet til at danne rammen for dette møde end en dansk folkehøjskole, hvor elever fra hele verden lever, arbejder og studerer sammen? For man slår da ikke sin ven ihjel? Derfor måtte verdens unge blive venner, for venner hjælper og støtter hinanden”, sådan skriver Anne Dorte Schwarz-Nielsen og Toni Solveig Michelsen i en kronik, der offentliggøres på fødselsdagen torsdag i Frederiksborg Amtsavis. De har begge været elever på skolen og er i dag henholdsvis formand for skolerådet og formand for bestyrelsen.

Tusindvis af venskaber

I kronikken fortælles videres om de tusinder af venskaber, der er skabt på tværs af grænser og verdensdele og om de unge mennesker, højskolen har præget for livet:

”I disse dage kan erfaringerne fra Den Internationale Højskole måske være med til at skubbe på den demokratibølge, der ruller over Mellemøsten. For også unge fra Mellemøsten og Nordafrika har været elever og i Helsingør fået inspiration til og forståelse for, hvad demokrati betyder for det enkelte menneske.

På højskolen har de lært, diskuteret og prøvet at udleve principperne for demokrati og lige rettigheder for alle uanset race, køn og nationalitet. De har oplevet, at demokrati kan være besværligt at have med at gøre, men de har også lært, at et personligt engagement kan give adgang til ikke kun diskussioner men også til indflydelse og handling.

Wael Allagui fra Tunesien siger om sit ophold på skolen:
‘For me IPC is a great experience. It changed a lot in my personality. I am now a much more social person and I can express my opinion freely.’

Men den erfaring kan Wael være med til at opbygge det nye Tunesien.”

Mellem 60.000 og 70.000 unge har været på skolen siden dens start. Når fødselsdagen på torsdag den 5. maj fejres med en reception for venner og samarbejdspartnere er der 80 elever fra 35 lande, som også siger til lykke.
——
Seminarer om BRIC-landene
Den Internationale Højskole, der arbejdede med globalisering, længe inden ordet var ”opfundet” , kører for tiden en seminar-række om BRIC-landene. Man indledte i november 2010 med et succesrigt seminar om Kina og næste seminar om ”Rusland – nu og i fremtiden” finder sted den 13.-15. maj. (Se mere i U-landsnyts kalender). Indien er emnet for det efterfølgende seminar i november.